Debat

Bestyrelsesmedlemmer: Ligestilling er vejen til at fremtidssikre dansk idræt

Det er vores klare opfattelse, at forbund og klubber gerne så mere diversitet i ledelserne, men de har svært ved at finde kandidater. En af vejene til mere ligestilling i dansk idræt ligger i at genbesøge, hvordan vi værdsætter vores frivilliges tid, skriver Rikke Rønholt Albertsen og Mette Schmidt Rasmussen.

Idealet om den 110 procent dedikerede amatør flugter i stadig mindre grad med virkeligheden, skriver&nbsp;Rikke Rønholt Albertsen og&nbsp;Mette Schmidt Rasmussen.<br>
Idealet om den 110 procent dedikerede amatør flugter i stadig mindre grad med virkeligheden, skriver Rikke Rønholt Albertsen og Mette Schmidt Rasmussen.
Foto: Linda Kastrup/Ritzau Scanpix
Mette Schmidt Rasmussen
Rikke Rønholt Albertsen
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Der er stadig langt imellem kvindelige topledere i dansk idræt. På trods af at kvinder deltager i stort set alle sportsgrene, så er det ikke os, der tager de afgørende beslutninger om hvordan ressourcerne skal prioriteres, og hvordan idrætten skal organiseres.

Man kunne godt foranlediges til at tro, at mændene aktivt forsøger at holde kvinderne ude, for at bevare magten over det, der historisk har været deres domæne. Men det er ikke det, vi oplever. Vi sidder begge i toppen af dansk idræt, og vores mandlige kollegaer vil gerne rette op på den skævhed, der findes.

Faktisk har idrætten haft fokus på det i årevis, men det går meget langsomt med forandringen. Vi er kun med sneglefart på vej mod de minimum 30 procent kvinder i DIF-forbundenes bestyrelser, som har været målet siden 2016.

Men er det overhovedet et problem?

En uddøende race

Det er vores klare opfattelse, at forbund og klubber gerne så mere diversitet i ledelserne. Men de har svært ved at finde kandidater. Det er med andre ord Tordenskjolds soldater, der stiller op og holder hjulene i gang. Det er dog langtfra skævt over hele linjen.

Temadebat

Ledelsesgangene i de danske idrætsorganisationer har historisk set været relativt mandsdominerede, og flere organisationer mener nu, at idrætsbranchen ville have gavn af større diversitet og mangfoldighed.

Men er det organisationerne selv, der bærer ansvaret for at skabe forandring? Eller kræver det politisk handling fra Christiansborg? Og er demografien i beslutningslaget i sidste ende kandidaternes eget ansvar?

De spørgsmål stiller Altinget Idræt til en række idrætspolitiske aktører i denne temadebat.

Andre aktører, der ønsker at deltage i debatten, er også meget velkomne til at sende et debatindlæg til [email protected].

Nogle idrætter og nogle forbund har rigtig godt fat i kvinderne. Så hvor meget krudt skal idrætten egentlig bruge på at jagte ligestilling, i stedet for at gøre det, som vi er bedst til? Nemlig at levere god idræt til danskerne.

Sat lidt på spidsen, er ligestillingsdebatten som kanariefuglen, der bliver sendt ned i minerne. Hvis den forstummer, ser vi det som et tegn på et større problem: At vi i dansk idræt ikke er lykkedes med at fremtidssikre vores institutioner.

Idrætten oplever udfordringer i dag, som giver anledning til eftertanke: Vi har sværere ved at tiltrække og fastholde de frivillige. Vi oplever desværre sager om dårlig trivsel i idrætsmiljøerne, og selv nationalsporten fodbold har måtte nytænke deres måde at træne børn og unge for at få dem til at blive i sporten.

Måske skyldes nogle af udfordringerne, at vi ikke tydeligt nok afspejler den samtid, vi er en del af?

Årsagen til dette skal nok findes i vores historie. Dansk idræt blev hovedsageligt grundlagt af mænd med disponibel fritid og uden bagkant. Men de er en uddøende race i nutidens Danmark.

Idealet om den 110 procent dedikerede amatør flugter i stadig mindre grad med virkeligheden, og det er måske på tide at nytænke, hvordan og til hvem idrættens organisationer og traditioner er designet?

Tid er en knap ressource

Som samfund har vi en klar interesse i at bevare vores unikke foreningsstruktur, som bygger på et fundament af frivillighed. Vi ved, at idrætten styrker folkesundhed, trivsel og sammenhængskraft. Men vi ved også, at tid for moderne mennesker er en knap ressource. Der er mange flere ansvar og muligheder, der gør krav på vores opmærksomhed.

Man kunne bruge erfaringerne fra coronatiden med at gøre bestyrelsesarbejdet mere virtuelt i fremtiden, så det bliver mere overkommeligt for flere at bidrage.

Rikke Rønholt Albertsen og Mette Schmidt Rasmussen
Hhv. bestyrelsesmedlem, DIF og GymDanmark

Vi tror, at en af vejene til mere ligestilling og diversitet helt generelt i dansk idræt ligger i at genbesøge, hvordan vi værdsætter og ikke mindst værdisætter vores frivilliges tid. Vi skal have genåbnet værkstøjskassen og spørge os selv: Hvordan kan vi gøre det lettere for alle i almindelighed og kvinder i særdeleshed at vælge idrætten til?

Kunne vi mon bruge erfaringerne fra coronatiden med at gøre bestyrelsesarbejdet mere virtuelt i fremtiden, og derved gøre det mere overkommeligt for flere at bidrage? Eller tænk hvis unge, der skal søge ind på kvote 2, fik ekstra point for deres frivillige indsats?

Eller hvis idrætsforbundenes uddannelser gav merit på pædagog-, lærer- og idrætsuddannelserne? Hvad hvis den enlige forsørger, som egentlig gerne vil engagere sig i den lokale klub, men ikke kan få det til at hænge sammen, fik et skattefradrag for sin frivillige indsats?

Dét ser vi som en snak, som er meget mere interessant og udviklende for dansk idræt end de evige diskussioner om kvoter og procenter.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00