Bevægelse og sunde motionsvaner har afgørende betydning for borgernes generelle trivsel og sundhed, ligesom idrætten danner rammen om de lokale fællesskaber i kommunerne.

Fitnesscentrene udgør en central og stadig vigtigere kilde til motion. 800.000 danskere var før coronapandemien aktive brugere af fitnesscentrene, og over de seneste år er fitnesscentrene blevet en af danskernes foretrukne idrætsfacilitet. Andelen af voksne borgere, der dyrker deres aktiviteter i privat regi, er i perioden fra 2016 til 2020 steget fra 25 procent til 31 procent.

Fitness og øvrige aktiviteter som styrketræning, yoga og anden holdtræning, som fitnesscentrene danner rammen om, er i dag blandt voksnes foretrukne idrætsaktiviteter.

Fitnesscentrenes mange forskellige tilbud af aktiviteter har samtidig også betydet, at fitnessbranchen i dag spænder over en bred brugergruppe, hvor andelen af både ældre og unge igennem årene har været stigende.

Voksende betydning for borgernes sundhed

Den seneste motionsvaneundersøgelse viser, at fitness blandt de unge mellem 13 og 15 år nu er blevet større end fodbold. Tilsvarende viser en ny undersøgelse fra Idrættens Analyseinstitut (IDAN), at også de ældre gør flittigt brug af fitnesscentrene.

Andelen af de aktive ældre, der vælger styrketræning som aktivitet, er siden 2007 fordoblet fra 10 til 20 procent i 2020, ligesom andelen, der vælger fitness, er steget fra 3 procent i 2007 til 15 procent i 2020.

I dag ligger styrketræning nummer to – kun overgået af gå- og vandreture som en af de ældres mest populære aktiviteter. Anden fitness- og motionstræning ligger nummer fire.

I takt med at fitnesscentrene for mange er blevet den primære kilde til motion, har branchen også fået voksende betydning for borgernes sundhed og trivsel. Branchens egen brugerundersøgelse fra marts 2021 viser eksempelvis, at fitnesscentrene udgør den primære kilde til motion for 86 procent af de adspurgte.

Knap 66 procent påpeger desuden, at fitnesscenteret har betydning for deres generelle trivsel, og 24 procent af fitnessbrugerne mener, at fitnesscenteret også udgør en vigtig ramme for deres sociale fællesskab. Derfor er det også helt afgørende, at kommunerne i højere grad anerkender og gør brug af den private idræt, hvis vi skal have flere borgere til at dyrke motion.

Kommunalpolitisk handling

Desværre har mange kommuner landet over et for snævert syn på idrætsverdenen, hvor de primært forholder sig til foreningsidrætten. Det afspejles eksempelvis i Københavns Kommunes Kultur- og Fritidspolitik 2020-2023.

Man bør indføre skattefradrag for motion, så økonomien ikke bliver en hindring for, at man som borger kan prioritere en aktiv hverdag.

Morten Brustad
Branchedirektør, DFHO

Her fremgår det, at: "Ambitionen i København er at inddrage bredt, så flest mulige københavnere bevæger sig. [….] Foreningslivet og aftenskolerne er vigtige til at nå dette mål".

Men hvis vi skal nå målet om at flere bevæger sig, og ikke mindst de grupper, som i dag står uden for motionsfællesskabet, så kræver det, at man kommunalpolitisk i højere grad tør gøre brug af bredden af idrætten og dermed både den private og foreningsdrevne idræt. Og her er der allerede en række "vægte", kommunalpolitikerne kan "løfte":

For det første bør der etableres puljer, som kan søges af såvel foreningsidrætten som den private idræt til aktiviteter, der kan få flere udsatte til at tilvælge motionen. Det vil samtidig styrke muligheden for øget samarbejdet på tværs af foreningslivet og den private idræt.

For det andet bør kommunerne gøre brug af de private fitnesscentre i stedet for at drive kommunale konkurrerende fitnesscentre. Det vil appellere til en bredere målgruppe og være en bedre udnyttelse af ressourcerne. For hvorfor overhovedet have kommunalt drevne fitnesscentre, når der er så mange forenings- og privatdrevne fitnesscentre?

Et styrket samarbejde

For det tredje bør kommunerne tage højde for og inddrage den eksisterende bredde af private idrætstilbud i for eksempel nye kulturhuse og sundhedshuse, så man udnytter de lokale aktører i stedet for at oprette nyt eller alene at se mod foreningslivet.

Pengene på idrætsområdet bør følge borgerne, så tilskud til træning også kan anvendes i den private idræt.

Morten Brustad
Branchedirektør, DFHO

Her kunne eksempelvis visionskommuner, som har sat sig for at bruge idrætten som forebyggelse gå forrest og inddrage hele idrætssektoren.

For det fjerde bør man skabe et samfund, hvor pengene på idrætsområdet følger borgerne, så tilskud til træning også kan anvendes i den private idræt.

Og endeligt bør man indføre skattefradrag for motion, så økonomien ikke bliver en hindring for, at man som borger kan prioritere en aktiv hverdag.

Tiden er moden til at gøre op med tendensen til at tænke, at det alene er foreningsidrætten, der skaber rammerne om borgernes idrætsdeltagelse og fællesskaber. I dag er det i tillige den private idræt, som mange vælger som deres primære motionskilde.

Hvis vi vil have flere i landets kommuner til at dyrke motion, skal vi forbedre rammerne for et styrket samarbejde, se på idrætslandskabet i dens fulde mangfoldighed, og dermed tænker de private idrætsaktører ind på samme niveau som foreningsidrætten.