Forperson: Folkesundheden er en holdsport, hvor civilsamfundet ikke bare skal være reserve

Dansk Selskab for Folkesundhed har store forventninger til loven som et redskab til at løfte denne målsætning. 

Men skal loven for alvor gøre en forskel, må den forpligte – og favne bredt.

Folkesundhed er noget, vi løfter i fællesskab. Det skal afspejles i den måde, loven bliver udformet, formuleret og implementeret på.  

Civilsamfundet som medspiller

Folkesundhed er et fælles anliggende, hvor både offentlige aktører, civilsamfund og borgere spiller en vigtig rolle.

Det fremgår også af de formuleringer, der findes om den kommende lov, at civilsamfundet skal være en aktiv samarbejdspartner.

Men for at det samarbejde skal fungere, kræver det tydelige rammer og gensidig respekt for hinandens roller og styrker. 

Civilsamfundet er en vigtig medspiller i folkesundheden.

Det samler mennesker på tværs af sociale skel og skaber fællesskaber, som styrker både mental, fysisk og social sundhed.

På den måde udgør det strukturel forebyggelse i hverdagen – gennem trivsel, tilhørsforhold og støtte til sundhedsadfærd.  

Civilsamfundet skal ikke blot ses som en praktisk forlængelse af det offentlige – men som en strategisk partner med egne styrker og perspektiver, der bidrager med noget unikt. 

Christina Bjørk Petersen
Forperson, Dansk Selskab for Folkesundhed

Men civilsamfundet løfter ikke automatisk folkesundhedsopgaven. Mange foreninger har andre hovedformål og ser det ikke som deres ansvar. Derfor skal loven anerkende deres rolle og skabe tydelige rammer for samarbejdet.

Civilsamfundet arbejder ud fra andre logikker end det offentlige – det er en styrke, men også en udfordring. Derfor skal loven understøtte civilsamfundets rolle gennem klare rammer for samarbejde – uden at pålægge dem urealistiske krav.

Vi deler synspunktet fremsat af flere andre organisationer, nemlig at det er vigtigt, at folkesundhedsloven forpligter kommuner, regioner og eventuelt kommende folkesundhedsråd til at arbejde aktivt med folkesundhed – og samtidig skaber rammer for, at civilsamfundet kan bidrage på egne præmisser.

På denne måde kan loven være et ophæng til at bygge bro og sikre, at vi kan spille hinanden gode – på tværs af sektorer og forskelle.

Loven skal være en fælles spilleplade 

Den kommende folkesundhedslov bør tydeligt beskrive, hvordan civilsamfundsorganisationer systematisk inddrages i planlægning, gennemførelse og evaluering af forebyggelses- og sundhedsfremmeindsatser.

Civilsamfundet skal ikke blot ses som en praktisk forlængelse af det offentlige – men som en strategisk partner med egne styrker og perspektiver, der bidrager med noget unikt. 

Et konkret mål kunne være at få flere med i aktive fællesskaber. Et andet, at lokale idrætsforeninger også bidrager til nikotin- og alkoholforebyggelse.  

Christina Bjørk Petersen
Forperson, Dansk Selskab for Folkesundhed

For at sikre dette anbefaler vi, at kommunerne – i stil med Norges proceskrav – forpligtes til at fastsætte lokale mål for folkesundheden i tråd med de nationale målsætninger. 

Målene skal integreres i kommunernes strategiske planlægning og være så konkrete, at de kan bruges i den praktiske udførelse, følges op på, evalueres og bidrage aktivt til at forbedre folkesundheden lokalt. 

Forestil dig folkesundheden som et fodboldhold:

Hver spiller – fra målmand til angriber – har sin rolle, men det er samspillet og de fælles mål, der afgør resultatet.

På samme måde er offentlige institutioner, civilsamfundet og borgerne medspillere på samme hold. Loven skal fungere som holdets spilleplan – en fælles strategi, der gør det klart, hvordan alle bidrager til at skabe bedre sundhed og trivsel. 

Tydelige og forpligtende målsætninger

Folkesundhedsloven skal have én overordnet ambition:

At forbedre folkesundheden. Det betyder flere gode leveår, højere livskvalitet, bedre funktionsevne og mindre social ulighed i sundhed. 

Hvis vi ønsker en mere systematisk og ligeværdig inddragelse af civilsamfundet, kræver det klare og forpligtende mål – både for stat, regioner, kommuner og civilsamfund.

Disse mål skal bygge på evidens og vise, hvordan vi får mest folkesundhed for pengene. Civilsamfundet skal kunne se, hvordan deres indsats passer ind i den samlede strategi. 

Et konkret mål kunne være at få flere med i aktive fællesskaber. Et andet, at lokale idrætsforeninger også bidrager til nikotin- og alkoholforebyggelse.

Men det kræver, at der opstilles klare pejlemærker og forventninger – og at alle parter forpligter sig til at handle. 

Vi anbefaler, at der fastsættes principper for målfastsættelsen frem for detaljerede mål – herunder at målene skal være evidensbaserede, bidrage til størst mulig sundhedsmæssig forbedring, og være målbare med eksisterende data.

Målene bør overordnet sigte mod at øge levealderen, antallet af gode leveår og mindske social ulighed i sundhed – som er helt centrale nationale mål for folkesundheden. 

Forebyggelse er nøglen til forandring 

Danmark står med en historisk mulighed for at tage et afgørende skridt mod et sundere, mere lige og bæredygtigt samfund. Den nye folkesundhedslov kan spille en central rolle i kampen mod den voksende sociale ulighed i sundhed. 

Forskellene mellem dem, der er godt stillet, og dem der er mindre godt stillet, starter allerede ved fødslen – og som situationen er nu, vokser disse forskelle gennem hele livet.

Det er uacceptabelt, og det kan og skal ændres. Strukturel forebyggelse er en af de mest effektive metoder til at løfte folkesundheden og mindske uligheden i sundhed – og den skal tænkes ind i lovgivningen. 

Det handler blandt andet om regulering af markedsføring, priser, aldersgrænser og kontrol med tobaks- og alkoholindustrien.

Strukturelle tiltag kan implementeres på alle niveauer – også lokalt. Her kræver det tværgående samarbejde mellem kommunale forvaltninger og civilsamfundet, for eksempel ved målrettede indsatser i udsatte boligområder. 

Hvis vi tør tænke sundhed bredt, involverer civilsamfundet på meningsfuld vis og sikrer forpligtelser på tværs af sektorer – så har vi muligheden for at skabe en folkesundhedslov, der gør en reel forskel.

Ikke bare i teorien. Men i virkeligheden. For alle.