To ord i trivselsanbefalinger om fritidslivet afslører, at noget er galt med unges hverdag

En samfundstendens, som Trivselskommissionen ikke var sat i verden for at imødekomme, men som jeg tror bliver nødvendig at se på, hvis vi for alvor skal styrke unges trivsel.  

Jeg læste for nylig et indlæg fra tre højskoleelever, der efterlyser idrætstilbud med fokus på fællesskaber i stedet for resultater.

De beskriver, at de motiveres af "det sjove, det lette og det legende", og at de har "brug for et afbræk i dagligdagen, hvor vi kan komme væk fra krav i uddannelse og job, glemme hverdagen, os selv og bare være i idrætten – i et fællesskab, et sportsligt frirum." 

Min intention er ikke at sætte spørgsmålstegn ved fællesskabers potentiale i forhold til at være et 'afbræk' og et 'frirum', for det er jeg med på, at det kan være.

Camilla Aavang Poulsen
Konstitueret direktør, Ungdomsøen

Udover at de på glimrende vis beskriver, hvad idrætsfællesskaber blandt andet kan, så bider jeg mærke i, at de også beskriver en hverdag, hvor der er brug for en pause – "et afbræk" og et "frirum."  

Det er ikke første gang, at jeg lægger mærke i den beskrivelse. På Ungdomsøen, hvor vi hvert år engagerer unge i alskens unge-drevne fællesskaber, hører jeg det samme.

Noget af det, de unge virkelig sætter pris på ved Ungdomsøen er – med deres ord – 'det afbræk', som det kan være at tage ud på en ø:

"Et sted, hvor man bare kan være." 

Trivselskommissionen skriver for eksempel også "mange børn og unge oplever fritidsaktiviteter som et frirum fra dels hverdagens travlhed og forpligtelser, dels fra et fokus på præstationer."

Jeg vil derfor tillade mig at sætte spørgsmålstegn ved, om vi blot skal tilpasse os et samfund, hvor unge behøver 'afbræk' og 'frirum', eller om vi skal ændre hverdagen, så den i sig selv bliver 'et sted, hvor man bare kan være'. 

Min intention er ikke at sætte spørgsmålstegn ved fællesskabers potentiale i forhold til at være et 'afbræk' og et 'frirum', for det er jeg med på, at det kan være.

Jeg kender det både fra mig selv i en presset børnefamilie-hverdag, og jeg kender det i særdeleshed gennem mit tidligere arbejde i OMBOLD (idrætsorganisation for mennesker i social udsathed), hvor jeg med egne øjne så hvordan fodboldfællesskabet dér er et gigantisk frirum, som også har været grobund for positive livsforandringer hos den enkelte.

Det giver for mig ret god mening, at man i en hverdag med for eksempel hjemløshed eller misbrug har brug for et 'afbræk' eller et 'frirum'. 

Uagtet om uddannelsesreformer er ændret eller rullet tilbage, tror jeg ikke, at nogen kan betvivle, at vi i dag lever et liv, der på mange måde er fyldt med mere tempo og med mere fremdrift end tidligere. 

Camilla Aavang Poulsen
Kommentator

Derfor tror jeg også, at det skurrer i mine ører, når 'helt almindelige' unge (og endda rigtig mange af dem) har brug for 'afbræk' og 'frirum' fra deres hverdag.

Jeg kan ikke andet end at læse det som, at der er noget galt med den hverdag, vi har skabt for unge i dag, og det i stedet er dér, vi skal tage fat. Den hverdag som er kendetegnet ved det, som Trivselskommissionen kalder "forpustethed." 

Forpustetheden er der. Ingen tvivl om det.

Hver anden kvinde og hver fjerde mand i alderen 16-24 år oplever deres liv som uforudsigeligt, ukontrollerbart eller belastende ifølge Trivselskommissionen.

Forpustetheden beskrives af Trivselskommissionen som forårsaget af en dobbeltbevægelse bestående af digital hastighed og et politisk ønske om tempo, samt at unge i dag ikke alene presses af det, de skal, men også af det de potentielt kan.

I analysen finder kommissionen dog, at der over de seneste år har været tale om en tilbagerulning eller ændringer af nogle af de reformer og aftaler på særligt uddannelsesområdet, der har bidraget til øgede og tidlige krav om fremdrift og tempo.

Dog – pointerer de – oplever mange unge fortsat, at det politiske system vægter tempo og fremdrift højt.  

Uagtet om uddannelsesreformer er ændret eller rullet tilbage, tror jeg ikke, at nogen kan betvivle, at vi i dag lever et liv, der på mange måde er fyldt med mere tempo og med mere fremdrift end tidligere. Det gælder for så vidt os alle sammen.

En undersøgelse af unges drømme finder, at 50 procent af unge er bekymrede for fremtiden, særligt på grund af mistrivsel, som ifølge de unge primært skyldes præstationspres og udsigterne til et hektisk arbejdsmarked (Tuborgfondet, Unges drømme 2024).

Måske sidstnævnte fordi de ser på deres forældres generation? 

Færre unge skal have brug for et "frirum fra", og flere unge skal have et "frirum til", og det spor indeholder Trivselskommissionens anbefalinger – eller opdrag – ikke.  

Camilla Aavang Poulsen
Kommentator

Samme undersøgelse fra Tuborgfondet viser også, at unge i høj grad ønsker at få deres stemme hørt om samfundets store udfordringer – klimakrisen, social ulighed og et liv uden ensomhed og præstationspres – og det kan være en nøgle til løsningen.

Imødekommer vi nogle af udfordringerne ved unges trivsel ved rent faktisk at inddrage dem mere i løsningerne? Skyldes noget af forpustetheden blandt unge, at de oplever, at der tages en masse beslutninger, der er afgørende for deres fremtid, hen over hovedet på dem? Eller vil endnu mere inddragelse føre til endnu flere potentielle "kan'er" i stedet for "skal'er"? 

Jeg bakker op om Trivselskommissionens anbefalinger, og jeg tror, de vil gøre noget godt for unges trivsel, hvis de implementeres.

Samtidig kan jeg ikke lade være med at spekulere over, om anbefalingerne i virkeligheden behandler symptomer snarere end årsag, og hvis det er tilfældet:

Hvor langt kommer vi så med anbefalingerne? Mit ønske er, at vi kan bevæge os væk fra den forpustethed, som flere unge oplever hver eneste dag.

Færre unge skal have brug for et "frirum fra", og flere unge skal have et "frirum til", og det spor indeholder Trivselskommissionens anbefalinger – eller opdrag – ikke.  

Jeg drømmer om at blive endnu klogere på de større samfundstendenser, som for eksempel forpustetheden, der ikke kun er et vilkår for unge men også for resten af samfundet.

Kan man imødekomme dem? Hvilke anbefalingerne ville en kommission med det fokus mon komme med? Er løbet kørt, eller kan udviklingen ændres?

Skal den ændres? Og til hvad?

Jeg er ikke engang tæt på at have et svar, men jeg håber, at det er en dialog, som kan tages i fremtiden – med børn, unge og voksne om bordet.