3. behandling af forslag til lov om ændring af taxiloven (L 117).
Formålet med lovforslaget er at bringe taxiloven i overensstemmelse med EU-retten, efter det i forbindelse med en tilsynssag i december 2019 blev konstateret, at kravet i taxiloven om bopæl i EU/EØS for ejerkredsen bag en virksomhed, der søger tilladelser til erhvervsmæssig persontransport og tilladelser til at drive kørselskontor, er i strid med EU-rettens krav om fri bevægelighed og den frie etableringsret. En justering af taxiloven er derfor påkrævet, og bopælskravet udgår dermed af loven.
Samtidig foreslås det, at de øvrige bopælskrav i taxiloven også udgår – dvs. kravet om, at en ansvarlig leder i henholdsvis en vognmandsvirksomhed og et kørselskontor skal have bopæl i EU eller EØS, og at en chauffør skal have bopæl i EU eller EØS – da der tilsvarende kan rejses tvivl om disse kravs forenelighed med EU-retten.
Forslaget er fremsat af transportminister Benny Engelbrecht (S).