Ungeklimarådet: Klimakampen er langt fra død. Men vi skal acceptere, at den forgrener sig

Det er ikke apati

Men her kan vi faktisk komme dem til undsætning: Både nationale og globale undersøgelser viser, at viljen til klimahandling i befolkningen er langt større, end mange går og tror. Derfor må klimapolitikken ikke reduceres til lukkede afvejninger mellem interesser i forligslokaler og sektorstrategier.

Selv hvis det kun delvist er sandt, ved vi, at det ofte er sådan, at det opleves – og den oplevelse kan i sig selv underminere den folkelige opbakning.

Klimapolitikken bør derfor i højere grad inviteres tilbage i det fælles rum. Ikke kun for at styrke demokratiet – men for at frigøre den handlekraft, der allerede findes i fællesskabet.

Det er måske let at tro, at engagementet er forsvundet, fordi de brede ideologiske bevægelser og store fortællinger tilsyneladende udebliver.

Men i virkeligheden er det bare en anden form for deltagelse, der har taget over. Det er symptomatisk for den tid, vi lever i: Et politisk landskab præget af mere individuelle, situationsbestemte fællesskaber, hvor mennesker samles om det nære, det konkrete og det, der føles muligt at påvirke.

Vi er altså ikke blevet apatiske – vi engagerer os bare anderledes: Sagsspecifikt og episodisk, organiseret omkring konkrete sager frem for konkrete ideologier og samlede samfundsvisioner.

Grundlæggende mobiliserer vi os ofte i de yderste led af klimafortællingen: enten i det helt overordnede – kampen mod klimakrisen som civilisatorisk projekt – eller i det nære og hyperlokale, hvor noget konkret er på spil i vores egen hverdag: det lokale træ, det konkrete byggeri, den umiddelbare forandring. 

Men det, der ligger imellem – de strukturelle beslutninger og visioner, der for alvor sætter retningen for omstillingen – falder i baggrunden.

Men netop i fraværet af dette, opstår et tomrum, hvor lobbyinteresser, symbolske løsninger og teknokratiske kortslutninger får for meget plads.

Der mangler visioner

Når vi ikke ved, hvor vi vil hen, bliver det svært at afvise Carbon Capture & Storage (CCS) som en “silver bullet” og svært at forsvare langsigtede og enorme investeringer i grøn infrastruktur over for den velkendte logik bag 15 nye motorveje. Det ene kræver en vision – det andet blot en fortsættelse af status quo.

Derfor skal klimapolitikken åbnes – og genopfindes. Erfaringen viser, at omstillingen vinder ved deltagelse: Når unge inddrages, stiger ambitionsniveauet. Når borgere får ansvar, stiger ejerskabet. Når lokalsamfund får plads, opstår handlekraft.

Det kan ikke understreges nok, at det største svigt netop nu, ville være at forveksle den politiske tavshed med en slags folkelig resignation.

Seks repræsentanter fra Ungeklimarådet

Men hvis den folkelige handlekraft skal trives, må vi også forholde os til et grundvilkår i det 21. århundredes politik: Vi er stadig mange, der vil forandring, men vi er organiseret i færre og færre fællesskaber.

De store politiske partier er ikke længere brede folkelige bevægelser – antallet af medlemmer falder, og den lokale forankring er svækket. Så hvem skal løfte de store politiske projekter? Og hvor skal de opstå?

Svaret ligger måske stadig delvist i partierne – men i dag er det sjældent dem, der formår at mobilisere befolkningen omkring større visioner. Derfor må vi også rette blikket mod andre steder i samfundet, hvor mennesker fortsat mødes og formes som borgere: på vores uddannelser, i kulturlivet og i civilsamfundet.

Historisk har netop disse rum været afgørende for udviklingen af nye samfundsvisioner. Hvis vi styrker dem som steder, hvor idéer kan gro og fællesskaber styrkes, kan det være her, de nødvendige visioner for den grønne omstilling spirer og tager form.

Visioner og hyldest af bredden

Derfor efterlyser vi tre ting. For det første “visioner”. Vi mangler nogen, der tør formulere det samfund, vi skal blive – ikke kun via CO2-regnskaber, men gennem en større grøn fortælling om værdier, fællesskaber og formål – og det virker til at de folkevalgte politikere mangler modet til det.

Men det kræver måske heller ikke bare en klimaminister, men også at Lars Aagaard banker på hos sine Moderate kolleger i Uddannelses- og Forskningsministeriet samt Kulturministeriet.

For den grønne omstilling kræver så sandelig også grøn oplysning, dannelse og uddannelse samt en forandret kultur og medfølgende nye vaner og værdier.

For det andet “nye rum og ansvar”. I dag kastes bolden med krav om klimahandling rundt blandt folkevalgte politikere, som trods deres umiddelbart repræsentative natur ikke formår at bringe samtalen ud blandt borgerne.

Klimarådet regner, Folketinget indgår forlig, erhvervslivet investerer – men alt for ofte uden fælles retning. Vi mangler fora, hvor hele samfundet kan inviteres med i en ny, folkelig forankret klimakamp.

Og for det tredje “hyldest af bredden”. Klimakampen føres i dag på flere fronter – og det er en styrke. Men når vi afviser andres metoder som forkerte eller utilstrækkelige, risikerer vi at undergrave det engagement, vi har brug for.

Skal vi skabe de rigtige vilkår for omstillingen, kræver det respekt for forskellige tilgange, og at klimakampen kan forplante sig nye steder – ikke ensretning.

Det kan ikke understreges nok, at det største svigt netop nu ville være at forveksle den politiske tavshed med en slags folkelig resignation.

Derude findes et massivt flertal, som ønsker handling. Og det må ingen journalister, politikere, erhvervsfolk, forskere eller andre lykkedes med at tie ihjel. Befolkningen venter bare på at blive inviteret med. Det kalder egentlig mest af alt på, at nogen siger: Nu gør vi det.

Det kalder på nye måder at lave politik på. Hvor borgerne spiller en mere aktiv rolle i både samtalen og beslutningerne