Venstres Ungdom: Staten er ikke klimaopgaven voksen

En statslig høne-eller-ægget-problematik

Danmark bryster sig af at være et grønt foregangsland, men vi står i en situation, hvor afgørende elementer i den grønne infrastruktur spænder ben for hinanden – og det er staten, der ikke får dem til at spille sammen.

Brint og havvind er hinandens forudsætninger. Uden havvind – ingen grøn strøm til Power-to-X. Uden brintrør – ingen afsætning til tyske kunder. Det er en klassisk høne-eller-ægget-problematik, som kun staten kan løse med rettidig koordinering og investering i de fælles rammer.

Men i stedet for at løse opgaven har regeringen udvist vaklen og tøven i denne sag ført an af klimaminister Lars Aagaard (M).

 Troede man, at det årelange passive svigt af den grønne omstilling var mere end rigeligt for staten, kunne man godt tro om igen

Jens Paaske og Rune Møller Christensen
Hhv. formand og klima- og miljøordfører, Venstres Ungdom

Brintrøret er blevet forsinket og nedskaleret. Først i 2024 blev der med nød og næppe indgået aftale om en første etape mellem Esbjerg og grænsen – planlagt til at stå klar i 2030 med milliarder i driftstøtte.

Ambitionerne var store. Virkeligheden blev endnu et kompromis.

Samtidig kollapsede det største havvindudbud i Danmarks historie – op til 14 gigawatt – da ikke én eneste virksomhed bød i 2024.

Det burde have været startskuddet på en ny epoke, men blev i stedet et politisk selvmål. Investeringsvilkårene var for usikre: Staten ville have 20 procent ejerskab, brintinfrastrukturen hang i en tynd tråd, og elnettet kunne slet ikke følge med.

For netop elnettet er en overset – men afgørende – flaskehals. Ifølge Energinet er kapaciteten så presset, at virksomheden i 2023 måtte udskyde 98 ud af 174 planlagte netudvidelser.

Det har konkret betydet, at 20 energivirksomheder har måttet forsinke nye grønne projekter. Problemet er ikke nyt – og myndighederne har kendt til det længe, men undladt at informere offentligheden. Det udløste et samråd i Folketinget, og med god grund.

Manglen på netkapacitet betyder, at selv hvis vi skulle nå i mål med regeringens mål om en firedobling af vedvarende energi på land, så vil vi ikke kunne håndtere det.

Klimaministeriet forventer, at elforbruget fordobles frem mod 2030 drevet af elbiler, datacentre og tung industri, men uden evnen til at transportere energien, bliver resultatet hverken grønt eller vækstfremmende.

Men troede man, at det årelange passive svigt af den grønne omstilling var mere end rigeligt for staten, kunne man godt tro om igen. Regeringen gik nemlig også aktivt til værks.

Når staten siger nej tak til gratis grøn energi

Åben Dør-ordningen burde have været et skoleeksempel på grøn liberalisme: private investeringer, lokal forankring, energiproduktion uden omkostninger for staten.

Men da modellen begyndte at virke, blev døren smækket. Ikke på baggrund af en officiel vurdering fra EU-Kommissionen, men som følge af uformelle samtaler.

Virksomheder tilbød endda at betale for retten til havarealer, men det ændrede ikke noget. Klimaminister Lars Aagaard valgte hellere at aflyse hele ordningen end at kæmpe for det.

Over 20 gigawatt strøm fra havvind blev ansøgt via ordningen, hvilket markant oversteg de 14 gigawatt, som han ikke kunne få nogen bud på. Det blev tydeligt, at det i dansk klimapolitik ikke er nok at være grøn – man skal også være det på statens betingelser.

Og netop denne trang til kontrol og centralisering er ikke kun forbeholdt de store havarealer. Den gennemsyrer også hverdagen i landets kommuner og regioner.

Kassetænkning lammer kommuner – og skaber nordisk baghjul

Når kommuner og regioner ønsker at opsætte solceller på skoler og plejehjem, møder de en regel, som kræver, at de først opretter et særskilt selskab. Det gør processen tung, dyr og unødvendig kompleks. Hvorfor? Fordi staten ellers mister elafgiftsprovenu.

Hvis Danmark skal være et grønt foregangsland, må staten redefinere sin rolle. 

Jens Paaske og Rune Møller Christensen
Hhv. formand og klima- og miljøordfører, Venstres Ungdom

Som Lars Aagaard selv sagde:

“En fjernelse af kravet om selskabsudskillelse vil føre til et afgiftstab i form af en sparet elafgift for kommunerne (…) og derfor kan vi i regeringen samlet set ikke bakke op.”

Men pengene forsvinder ikke. De skifter bare kasse. Alligevel er resultatet, at grøn udvikling på kommunale tage reelt går i stå – til trods for at potentialet er enormt.

Sverige har ingen sådanne barrierer. I Malmø har man allerede installeret tusindvis af kvadratmeter solceller og planlægger 34.000 kvadratmeter mere frem mod 2026. Danske kommuner må derimod se til, mens de er tvunget til at lade deres tage stå ubrugte hen – fanget i en lovgivning, der frem for at fremme bæredygtighed fokuserer på provenu.

Staten skal muliggøre – ikke dirigere

Hvis Danmark skal være et grønt foregangsland, må staten redefinere sin rolle. Staten skal ikke udvælge teknologier, eje energiparker eller beskytte afgiftsprovenu med næb og kløer. Den skal sikre rammer og infrastruktur – og derefter træde et skridt tilbage.

Når staten blander sig i alt fra atomkraft til solceller, fra havvind til brintrør, forsinkes investeringer, tillid og resultater. Og imens taber vi ikke bare tid – vi taber førerposition, arbejdspladser og klimagevinster.

Den grønne omstilling kræver ikke mere kontrol. Den kræver mod til at give slip.