Debat

Borgmester og folketingsmedlem: Finanslovsforslag reducerer kommunalpolitik til afvikling

Regeringens finanslovsforslag vil resultere i, at Fanø Kommune skal spare, hvad der svarer til ti procent af kommunens servicebudget. Det er umuligt at finde besparelser i en kommune, hvor der kun er én skole, ét plejehjem og ét bibliotek, skriver Frank Jensen (R) og Samira Nawa (R).

Som det ser ud nu, er Fanø Kommune tvunget til at finde en besparelse på 20 millioner kroner svarende til ti procent af kommunens servicebudget. I Københavns Kommune ville samme ti procent svare til omkring fem milliarder kroner, skriver Frank Jensen og Samira Nawa (R).
Som det ser ud nu, er Fanø Kommune tvunget til at finde en besparelse på 20 millioner kroner svarende til ti procent af kommunens servicebudget. I Københavns Kommune ville samme ti procent svare til omkring fem milliarder kroner, skriver Frank Jensen og Samira Nawa (R).Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix/ Claus Bech/Ritzau Scanpix
Samira Nawa
Frank Jensen
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Regeringens finanslovsforslag for 2025 vil resultere i, at velfærden i Fanø Kommune rammes hårdt. Vi er blandt andet nødt til at hæve skatten til landets højeste for overhovedet at komme i mål med kommunens budgetter.

For kriterierne rammer skævt; der skeles ikke til kassebeholdningen, tidligere års budgetter eller status i øvrigt.

Med 3.400 indbyggere og et servicebudget på cirka 200 millioner kroner er Fanø Kommune Danmarks næstmindste kommune. Sammen med et højt beskatningsgrundlag og et lavt udgiftsniveau skal Fanø Kommune bidrage til udligningsordningen.

Men kassen er næsten tom i Fanø Kommune, hvor vi de seneste par år har haft et anlægsbudget på bare en million kroner, og kommunen er langt fra at kunne udfylde den tildelte serviceramme.

Læs også

Et enormt underskud

De nye regler for beregning af grundskyld og udligningsordningen giver Fanø Kommune et underskud på næsten 40 millioner kroner i 2025. For dette modtager Fanø Kommune næste år en kompensation på 19,3 millioner kroner. Det betyder, at Fanø Kommune har et underskud på 20 millioner kroner i 2025.

Det er umuligt at finde besparelser i den størrelse i en kommune, hvor der kun er én skole, ét plejehjem, én busrute og ét bibliotek.

Frank Jensen, Samira Nawa
Hhv. borgmester på Fanø og folketingsmedlem (R)

Som det ser ud nu, er vi således tvunget til at finde en besparelse på 20 millioner kroner svarende til ti procent af kommunens servicebudget.

Vi lægger gerne hovedet på blokken og påstår, at ingen anden kommune i kongeriget skal spare bare tilnærmelsesvist samme andel. I Københavns Kommune ville samme ti procent svare til omkring fem milliarder kroner!

Derfor har Fanø Kommune søgt om særtilskud til særligt vanskeligt stillede kommuner og om en udviklingsaftale med Indenrigsministeriet. Der findes imidlertid ikke hjælp til kommuner med højt beskatningsgrundlag og lavt udgiftsniveau, som grundet udligningsordningen alligevel mangler penge.

Urimelige betingelser

Det er umuligt at finde besparelser i den størrelse i en kommune, hvor der kun er én skole, ét plejehjem, én busrute og ét bibliotek. Selv hvis vi lukker alt, der ikke er lovpligtigt, kommer vi ikke i nærheden af beløbet.

Den eneste mulighed er at hæve skatten og sænke servicen, så Fanø Kommune har den højeste skat og den laveste service i Danmark. Samtidig skal borgerne aflevere 44 millioner kroner til andre kommuner som følge af udligningsreformen.

Læs også

Set fra vores perspektiv er det således umuligt at forstå, at økonomiaftalen som regeringen har forhandlet med KL skulle være den bedste i flere år. I så fald gælder det ikke for Fanø Kommune.

Vi synes, det er ganske urimeligt at sætte borgerne i Fanø Kommune i så ringe en situation, og vi mener, det er på høje tid, at nogle i regeringen retter op på denne skævhed og sørger for, at Fanø Kommune tildeles nogle økonomiske rammer, der sikrer borgernes retssikkerhed og et rimeligt serviceniveau.

Vi vil gerne lave vores arbejde og udvikle vores kommune, men det er helt umuligt under disse vilkår, hvor kommunalpolitik er reduceret til afvikling.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Samira Nawa

MF (R)
cand.polit. (Københavns Uni. 2014)

Frank Jensen

Borgmester (R), Fanø Kommune
skolelærer og økonom

Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024