Forsker: Frivillighed kan udvikle velfærden i kommunerne

DEBAT: Det er en begrænsende tankegang, at frivillige kun skal være supplement. Hvis man ændrer synet på deres potentiale og rolle, kan de udfylde huller i den offentlige sektor og udvikle velfærden, skriver Anders la Cour.

Af Anders la Cour
Associate professor, ph.d. og underviser, Copenhagen Business School

Frivillighed kan være med til at udvikle velfærden i kommunerne.

Men det kræver, at man i kommunerne accepterer, at der er flydende grænser mellem de frivilliges og de professionelles opgaver. At de frivillige på nogle områder kan overtage de ansattes opgaver.

Flere kommuner og regioner har set potentialet i at involvere frivillige i velfærdsopgaver. Vi ser det blandt andet på hospitaler og plejehjem. Men selvom vi henover årene har set et skred mod, at frivillige også træder ind over de professionelles opgaver, så præger det stadig dansk frivillighedspolitik, at man ser de frivillige som et supplement.

Du hører det næsten i al retorik om samarbejde med frivillige. De frivillige er ikke en erstatning, de er et supplement. Men holder vi fast i den konstruktion, så får vi svært ved at udnytte potentialet i at udvikle velfærden gennem frivillighed.

Når man gør de frivillige til et supplement, så siger man, at de skal passe ind i noget, der allerede eksisterer. Men i stedet skulle man måske interessere sig for, hvordan man sammen med de frivillige kan udvikle velfærden i nye retninger.

Brug styrken i frivilligheden
I stedet for at ledelsen af frivillige fokuserer på, om de frivillige disciplinerer sig selv på allerede indgåede aftaler, skulle ledelsen i stedet være mere nysgerrige på, hvordan de professionelle og frivillige sammen kan udvikle velfærden.

I stedet for at forsøge at fremtvinge en særlig form for frivillighed og lægge langsigtede planer for den skal ledelsen indstille sig på, at frivilligheden finder sin egen form via det unikke møde mellem den frivillige og den, der skal hjælpes.

Det er ikke en særlig abstrakt indsigt, men derimod en hverdagserfaring, at frivillighedens styrke netop ligger i den personlige involvering i mødet med den anden. Det er ikke underligt, hvis en sådan forståelse af frivillighedens styrke og muligheder skaber uro hos en leder, der hylder kontrol, og en medarbejder, der gerne vil vide, hvad der kan forventes af de frivillige.

Frivillighedens potentiale
Ledelse handler ikke om at gøre frivilligheden kontrollerbar.

Tværtimod handler ledelse om at skabe rum for det ukontrollerbare, så den ikke mister sin magi, men derimod kan bidrage til at skabe liv, hvor der måske før var en mangel på det uforudsigelige og måske ligefrem kan være med til at udvikle vores fælles velfærd.

Frivilligheden har nemlig potentiale til at udfordre fastlåste rutiner og vise, hvordan en anden form for velfærd er mulig. Der er mange gode grunde til, at kontrol og disciplin er vigtige dyder inden for vores velfærdsinstitutioner.

Kunsten for en leder er derfor at kunne tillade, at der også er plads til en frivillighed, der ikke nulstilles på det offentliges præmisser, men får mulighed for at undersøge på dens egne præmisser, hvordan den kan bidrage til velfærden inden for en offentlig og institutionel kontekst.

Med andre ord en leder, der tillader, at frivilligheden bevarer sin egen stemme og dermed kan udvikle sig til en forandrende kraft, uden at man på forhånd ved, hvad der kommer ud af det.

Diskussionen af grænser handler alt for ofte om at skabe pålidelighed, gennemsigtighed og tryghed på institutionernes betingelser. Men frivilligheden lever bedst i revnerne der, hvor det alligevel ikke er lykkedes helt på forhånd at definere, hvad der skal gøres, hvornår og af hvem. Det er her, at der er mulighed for, at noget nyt kan opstå.

Grænserne flytter sig
Derfor stiller det krav til de offentlige ledere, hvis vi skal udnytte potentialet i de frivillige til bedre velfærd. Det betyder en omstilling for mange ledere, og det må betyde en accept af flydende grænser mellem de frivilliges og de professionelles opgaver.

Det nytter ikke noget blot at sige: Den udfordring, den løser vi ved på forhånd at lave kontrakter med de frivillige, så de underskriver, hvad de må, og hvad de ikke må.

Vi kan ikke med en kontrakt sikre, at de frivillige ikke træder ind over de professionelles opgaver. Det er først, når de frivillige kommer ud på for eksempel et plejehjem, at de skal finde ud af, hvor grænserne mellem opgaverne går.

Grænserne flytter sig hele tiden og er forskellige fra sted til sted og fra frivillig til frivillig. Det kræver en offentlig sektor, der er åben for samarbejde og nysgerrig på at lade sig udfordre af det, der netop ikke lader sig kontrollere.

Forrige artikel Holbæk-borgmester: Vi skal lægge beslutningskraften så langt ud på skolerne som muligt Holbæk-borgmester: Vi skal lægge beslutningskraften så langt ud på skolerne som muligt Næste artikel Ældre Sagen: Frikommuneforsøget skal give ældresektoren fornuften tilbage Ældre Sagen: Frikommuneforsøget skal give ældresektoren fornuften tilbage