Christian E. Skov: Dansk Folkeparti istemmer hellerupborgernes klagesang

Overordnet set er der næppe tvivl om, hvad Dansk Folkeparti forsøger: Dels at fraskrive sig medansvar fra en reform, der uanset hvad vil blive stormombrust. Men dertil skal Thulesens Dahls kritik forstås som et direkte forsøg på – samtidig med denne ansvarsfraskrivelse – at undergrave Mette Frederiksens fortælling om Socialdemokratiet som det parti, der skaber sammenhæng i et stadig mere skævt Danmark.

Og der er heller ikke tvivl om, hvorfor Dansk Folkeparti forsøger det. Det er nemlig den rolle, som partiet har tiltænkt sig selv.

Selvom Dansk Folkeparti aldrig har gjort meget ud af forpligtende teoretiseringer over partiets linje, er det rimeligt at opfatte partiets grundbestræbelse som en, der udtrykkes i begrebet "sammenhængskraft".

Dette ligger bag partiets antielitære attituder og retorik. Det ligger naturligvis bag indvandringspolitikken, og så lægger det bag partiets bevægelse mod midten på den økonomiske politik.

Partiet er altså ikke kun nationalt i den forstand, at det stiller sig kritisk overfor indvandringen og dens konsekvenser, men også fordi man i det hele taget ønsker et samfund, hvor få har meget og færre for lidt – hvor afstanden mellem folk og elite er minimal - og afstanden fra Tønder til Hellerup ligeså.

Dansk Folkeparti er i egen selvopfattelse både det egentlige konservative parti og det sande socialdemokrati – en overbevisning, der er mindre modsætningsfyldt, end det kunne forekomme, hvis man kender lidt til Socialdemokratiets og De Konservatives historie.

Men det er også på baggrund af denne bestræbelse, at man egentlig må undre sig over partiets ageren i udligningsspørgsmålet.

For uanset om partiet står helt udenfor, så Socialdemokratiet og Venstre indgår et forlig, eller om partiet står udenfor, og udligningsreformen derfor falder, vil partiet have svigtet sine vælgere i Udkantsdanmark og den opgave om at skabe et Danmark i balance, som burde ligge lige til højrebenet for Thulesen Dahl og company.

Problemet er tænkeligt, at man i Dansk Folkeparti ræsonnerer parlamentarisk-taktisk fremfor ideologisk. Ud fra den betragtning er det nødvendigt at skabe afstand til Socialdemokratiet efter partiets støtte til boligminister Kaare Dybvads (S) indgreb mod boligspekulanter i de store byer. Isoleret set giver det også mening.

Dansk Folkeparti kan ikke tåle at ligge for tæt på Socialdemokratiet i det realpolitiske arbejde.

Men man kan stille det spørgsmål, om det så var en fornuftig disposition at gøre fællessag med Socialdemokratiet i et spørgsmål, der handlede om lejeboliger i landets største byer (og fortrinsvis i København) og så springe fra, når det kommer til at hjælpe en reform igennem, der faktisk vil betyde en positiv forskel i de egne af landet, hvor Dansk Folkeparti har sine vælgere?

Svaret forekommer ligetil. Men altså ikke for Dansk Folkepartis ledelse. Heldigvis kan partiet klare frisag, hvis forhandlingerne strander på Socialdemokratiets fodfejl i forhandlingerne med Venstre. I det tilfælde vil Socialdemokratiets nederlag overdøve Dansk Folkepartis mærkelige dispositioner.

-----

Christian Egander Skov (født 1985) er cand.mag. i historie og religionsvidenskab og har en ph.d. i moderne politisk historie fra Aarhus Universitet. Han er redaktør ved Årsskriftet Critique og forfatter til bogen 'Konservatisme i mellemkrigstiden'.