Claes Nilas: Det har coronakrisen lært mig om offentlig ledelse

DEBAT: Corona har både haft en effektiviserende og disciplinerende effekt på vores arbejdsliv. Men offentlig ledelse er en holdsport, hvor nogle ting løses bedst i det fysiske møde, skriver Claes Nilas.

"Ting, der aldrig kunne lade sig gøre i fredstid, kunne nu pludselig godt lade sig gøre, og arbejdet kunne foregå uden al den formalia og dokumentation, som vi har for vane at omgive os med i det offentlige," skriver Claes Nilas. Foto: Keld Navntoft Ritzau/Scanpix

Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Claes Nilas
Konstitueret direktør i Hjemrejsestyrelsen og tidligere departemenschef i blandt andet Integrationsministeriet.

I denne uge er jeg én af de offentligt ansatte øst for Storebælt, der kan møde fysisk på arbejde igen. Og med alle offentligt ansatte tilbage på deres pladser er endnu et væsentligt led i normaliseringen af Danmark efter coronakrisen på plads.

Der er blevet skrevet lange artikler og holdt mange drøftelser om, hvordan Danmark kommer til at se ud efter denne helt usædvanlige periode i vores liv.

Jeg tænker blandt andet på familielivet, vores omgangsformer, vores færden i det offentlige rum, vores ønsker om fortsat at udforske og se verden samt forholdet mellem generationerne.

Fakta

Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til: [email protected]

Og hvad sker der med offentlig ledelse? Kommer vi bare til at falde ind i de gamle vaner igen? Eller skal vi prøve noget nyt?

Indfanget af arbejdsuniverset
Jeg mener, at den lange periode fra marts til nu med masser af hjemmearbejde, glødende mobiltelefoner, et utal af Skype-møder, konferencer på Teams og Zoom-undervisning har givet både gode og dårlige erfaringer i forhold til vores videre arbejdsliv, kulturen på vores arbejdspladser og den offentlige leders adfærd og stil.

Jeg har i al fald oplevet, at når jeg stempler ind på mit arbejdsværelse klokken otte og først sidder bøjet over pc og iPad med en kop kaffe ved siden af, så bliver jeg hurtigt indfanget af arbejdsuniverset.
Claes Nilas
Konstitueret direktør i Hjemrejsestyrelsen

Lad os starte med et par nedslagspunkter fra den daglige produktion, for eksempel i en offentlig administrativ organisation.

Det er min oplevelse, at vi i flere organisationer under coronaperioden faktisk har set en stigende produktion, i al fald hvis vi ser på relativt enkle sagsgange eller ekspedition af sager, der er klar til afgørelse.

Og egentlig tror jeg, det giver god mening, når jeg også ser på min egen arbejdshverdag under coronaperioden. Jeg har i al fald oplevet, at når jeg stempler ind på mit arbejdsværelse klokken otte og først sidder bøjet over pc og iPad med en kop kaffe ved siden af, så bliver jeg hurtigt indfanget af arbejdsuniverset.

Måske bliver jeg ikke forstyrret i nogle timer. Jeg glemmer fuldstændig at holde pauser og knokler sådan set bare derudad. På den måde får man jo faktisk en del fra hånden.

Og hvad med mødekultur og afholdelse af møder? Også her har jeg oplevet en effektivisering. Især i forhold til middelstore møder, hvor der deltager seks til otte personer.

Møderne starter og slutter til tiden, der lægges en præcis dagsorden med tidsangivelser for hvert punkt, og møderne kan meget vel organiseres sådan, at alle kommer til orde.

Omstillingsparate og disciplinerede
En anden interessant ting er, at fordi det har været krisetid, så synes jeg, at man mange gange har oplevet en helt fantastisk beredvillighed og samarbejdsånd i organisationen.

Ting, der aldrig kunne lade sig gøre i fredstid, kunne nu pludselig godt lade sig gøre, og arbejdet kunne foregå uden al den formalia og dokumentation, som vi har for vane at omgive os med i det offentlige.

Siloer er blevet nedbrudt. Pludselig blev det faktisk helt okay at hjælpe naboen eller et helt andet led i offentlig administration, også selvom man måske opgiver lidt af sit revir og ikke personligt får noget ud af det.

Vi har set kommunalt ansatte hjælpe regionale sygehuse. Sundhedsplejersker har på bedste måde digitalt rådgivet nye usikre forældre over nettet. Vi har set Tivoli i København og Forum i København blive anvendt af offentlige institutioner fra København og Frederiksberg. Og vi har set en mængde hastende domstolssager blive afviklet under absolut tilfredsstillende vilkår i et konferencecenter i København.

Og så har mange offentligt ansatte været omstillingsparate og disciplinerede. Folk har leveret en super indsats under nye og anderledes arbejdsvilkår.

Selvkørende medarbejdere
Noget af denne nye ånd håber jeg virkelig, at vi kan overføre til det kommende arbejde med en nærhedsreform, hvor det blandt andet drejer sig om at identificere pseudoarbejde, arbejde bedre på tværs, løfte velfærdsopgaverne i et fællesskab og finde en ny balance mellem tillid og kontrol.

Og for så vidt angår arbejdstilrettelæggelsen fremover inden for det offentlige, er jeg fuldstændig sikker på, at hjemmearbejdspladsen som begreb nu vil få en helt anden betydning.

Naturligvis også set i lyset af at coronatruslen jo endnu ikke er overstået, og at der derfor ikke har været fuld daglig bemanding i alle storrumskontorer.

Men også fordi det har vist sig, at en del sagsgange og ekspeditioner faktisk kan afvikles helt uden problemer fra hjemmearbejdspladsen og uden et produktionstab til følge. Måske snarere tværtimod. Hvilket igen fremmer en tillidsbaseret ledelsesstil, når lederen kan se, at medarbejderen på mange måder er selvkørende og løfter sagsopgaven.

Det har ikke været sjovt
Men der er også nogle faremomenter, der skal håndteres i offentlig ledelse efter coronakrisen.

Her kommer vi til noget svært begrebsmæssigt, nemlig arbejdspladsen som sindstilstand.

Jeg har selv savnet sparringen, inden man træffer en svær beslutning, de supplerende oplysninger, man altid får i marginen af et møde samt den innovation og udvikling, der kommer ud af en samtale ansigt til ansigt mellem forskellige fagligheder, hvor meninger brydes, og hvor bølgerne kan gå højt.

Jeg er også ekstern lektor ved Københavns Universitet, og her har jeg haft en anderledes oplevelse. Jeg har undervist gennem flere måneder med anvendelse af Zoom, og vi er da også kommet gennem pensum, og det gik generelt fint for de studerende til eksamen.

Men jeg synes ikke, det har været sjovt.

Undervisningen bliver meget forelæsningsagtig, og jeg har flere gange grebet mig selv i at tænke på, om jeg overhovedet har rummet med. Fik de fat i den der pointe? Hvorfor er der ingen, der afbryder og stiller et vildt spørgsmål?

Offentlig ledelse er en holdsport
Hvor vil jeg hen med alt det her? Det handler om arbejdspladsen som sindstilstand. Det handler om den umådelige værdi, der ligger i mødet mellem mennesker (også selvom der skal være mindst en meter mellem os). Det fører til en faglighed, der ender på et højere niveau, fordi den er resultatet af en intens dialog og meningsudveksling.

Men det mener jeg også er inspirationen til det videre arbejde med offentlig ledelse netop nu.

Vi skal blive skarpere til at prioritere, når det kommer til arbejdsmetoder. Der er mange ting, der godt kan håndteres på hjemmearbejdspladser, der er mange ting, der godt kan håndteres i mindre Skype-møder, og der er mange opgaver, hvor vi godt kan vise medarbejderne tillid og lade dem tage en opgave med hjem for så at komme med et kvalificeret bud, når de møder ind for eksempel om onsdagen.

Men offentlig ledelse er, også efter coronakrisen, en holdsport, hvor nogle ting fortsat løses bedst i en dialog og et samarbejde, der kommer ud af det fysiske møde.

Politik har aldrig været vigtigere