CP Danmark: Handicappolitikken er forduftet og tilbage står økonomistyring

DEBAT: Kommunernes brug af provisionslønnede sparekonsulenter understreger behovet for evaluering og gentænkning af handicapområdet. Situationen er et udtryk for, at kommunernes økonomi er presset ud over kanten, skriver Mogens Wiederholt.

Af Mogens Wiederholt
Direktør, CP Danmark

Social- og indenrigsminister Astrid Krag (S) og mange andre med hende har den seneste tid forsøgt at sætte tillid på den socialpolitiske dagsorden.

Det er et kæmpe problem, at de borgere, der på grund af en funktionsnedsættelse søger hjælp hos kommunen, oplever mødet med systemet som en kamp.

Gensidig mistro og mistillid til hinandens motiver driver en negativ spiral, som skaber en giftig atmosfære for enhver social- eller handicappolitisk indsats.

Kommunerne skal ikke fratages ansvaret
Det har fået nogle til at foreslå, at kommunerne skal fratages ansvaret for handicapområdet. Men det er ikke svaret. Handicapområdet skal i alt væsentligt være et kommunalt ansvar.

Den danske normal er, at kommunerne har ansvaret for stort set alle borgerrettede indsatser i vores samfund – og sådan skal det også være på handicapområdet.

Borgere med handicap skal som udgangspunkt have hjælp og støtte lokalt – og der, hvor alle andre får den tilsvarende hjælp og støtte.

Så er der en mindre, men højt specialiseret del, hvor befolkningsunderlaget er så begrænset, økonomien så omfattende og problemerne så komplekse, at det ikke giver nogen mening at placere det kommunalt.

Her er vi nødsaget til at skabe centraliserede og højt specialiserede løsninger på regionalt niveau, sikre en solidarisk finansieringsmodel, hvor incitamenterne vender rigtigt, samt skabe et klogt vidensdistributionssystem, som sikrer, at relevant viden når ud til borgerne, hvor de bor og lever – uden at vi skal flytte rundt på dem.

Grænsen mellem det specialiserede og højt specialiserede
Hvor grænsen mellem det specialiserede og det højt specialiserede skal gå, er til diskussion. Men snittet ligger ikke det rigtige sted i dag. Konsekvensen er en massiv afspecialisering.

Det er begrundelsen for, at der i den netop afsluttede finanslovsaftale er aftalt en evaluering, som skal gentænke og forbedre den grænsedragning.

Det tror jeg egentlig de fleste kommuner er helt med på. Vi skal skabe de nødvendige og relevante rammevilkår for kommunerne, så de har rammer og økonomi til at løse den opgave, vi pålægger dem.

Samtidig skal det, der er højt specialiseret, særlig komplekst og relaterer sig til små målgrupper, løses regionalt med udgangspunkt i en specialeplan. Det er sund fornuft og en logik, som kan sælges til de fleste.

Men ethvert forsøg på at sælge den fornuft får det ufattelig svært, når vi oplever, at et stort antal kommuner – bakket op af KL – kynisk og tilsyneladende uden den mindste fortrydelse afsløres i at benytte private skarpretterfirmaer, som på provisionsbasis hyres til at sparetjekke kommunernes egne myndighedsafgørelser.

Moralsk kritisabel praksis
Hvor er intentionen om at drive handicappolitik? Jeg troede – naivt, viser det sig – i det mindste, at politikerne i kommunen gik til deres opgave med det udgangspunkt at arbejde for de bedst mulige vilkår for mennesker med handicap: Hvad kan vi som samfund og kommune gøre for, at de mennesker, som skal leve med det grundvilkår at have en funktionsnedsættelse, kan få en så acceptabel tilværelse så tæt på det normale som muligt?

Men det perspektiv er tilsyneladende helt forsvundet. Handicappolitikken er forduftet, og tilbage står tilsyneladende kun økonomistyring.

Jeg håber, at kommunernes praksis er ulovlig. Men lovlig eller ej, så er de berørte kommuners praksis i hvert tilfælde etisk og moralsk kritisabel. Og er der grund til at tro, at de øvrige kommuner ikke har samme praksis, blot med egne medarbejdere?

Situationen er bruset over, men det er ikke desto mindre udtryk for et mere grundlæggende problem. Kommunernes økonomi er presset ud over kanten, og der er opgaver, som kommunerne ikke magter.

Tid til at få rettet op
Lad derfor den evaluering, som nu er skrevet ind i finansloven, være et åbent vindue – en anledning til en fordomsfri drøftelse af, hvordan vi skaber et organisatorisk, finansieringsmæssigt og fagligt setup, som kan håndtere de udfordringer, vi har på handicapområdet.

Handicapområdet har i årtier været underfinansieret og stedmoderligt behandlet i det politiske system.

Nu er det tid til at få rettet op og genskabt en handicappolitisk vision, som kan genoprette vores medlemmers og alle andre med en funktionsnedsættelses tillid til, at politikere, embedsmænd og sagsbehandlere går på arbejde med den ambition at skabe lighed og lige vilkår – også for mennesker med en funktionsnedsættelse.

Forrige artikel Steen Hildebrandt: Det bæredygtige velfærdssamfund er vores næste mål Steen Hildebrandt: Det bæredygtige velfærdssamfund er vores næste mål Næste artikel Kommunalpolitiker: Kontanthjælp skal ikke være en varig løsning Kommunalpolitiker: Kontanthjælp skal ikke være en varig løsning