Derfor er ingen udligningsaftale også en løsning

ANALYSE: Sammenbruddet i forhandlingerne om kommunernes udligning betyder, at centrale udfordringer i den kommunale økonomi ikke blev løst. Til gengæld løste det et næsten uoverkommeligt politisk problem.

Timingen for det store knald-eller-fald-møde i de månedlange udligningsforhandlinger var som taget ud af de allerførste sider i de politiske kommunikatører og spindoktorers ABC.

På dagen, hvor hele Danmark stod med fødderne og vippede på kanten af en historisk storkonflikt på det offentlige arbejdsmarked, brød politikerne bag de stærkt nedtyssede forhandlinger stilheden og lod det hele ramle.

Det bliver ingen reform af udligningsordningen i den her omgang.

Partierne uden for regeringen stod for langt fra hinanden, regeringen var for splittet internt, og de lokale kommunale interesser trak i både øst, vest, nord og syd.

Det betyder, at løsningen på de grundlæggende problemer i den kommunale økonomi, som ellers var opdraget for de aktuelle forhandlinger, er blevet udskudt til en ukendt fremtid.

Status quo findes ikke
Økonomi- og indenrigsminister Simon Emil Ammitzbøll-Bille (LA) gjorde det i hvert fald tindrende klart, at regeringen ikke har tænkt sig at forsøge en gang til for at nå en aftale på denne side af et valg.

Hvad betyder sammenbruddet så?

For det første er der ikke noget, der bare hedder status quo. Ingen politisk handling indebærer i sig selv forskydninger i den kommunale økonomi.

Det skyldes primært, at Danmarks Statistik har ændret opgørelsesmetoden bag et helt centralt og udskældt register omkring indvandreres uddannelse.

Baggrunden for den ændring er i sig selv en del af den politiske kamp om udligningsordningen. Og bundlinjen er, at der rykkes adskillige hundrede millioner kroner fra primært hovedstaden og nogle få kommuner i de dyre områder nord for København til resten af landet.

Hovedstaden taber
Man skal passe på med at stirre sig alt for blind på tallene i de ministerielle konsekvensberegninger. Det er et øjebliksbillede baseret på sidste års data af virkningerne i et dynamisk system.

Men målt i kroner står København til at miste over 500 millioner kroner næste år, mens Gentofte står til at miste, hvad der svarer til over en halv procent af kommunens skatteindtægter.

Der er også kommuner uden for hovedstadsområdet, der taber på den nye statistik for indvandreres uddannelsesniveau, og kommuner inden for hovedstadsområdet, der vinder på den.

I det samlede billede bidrager øvelsen dog først og fremmest til en forøgelse på op mod 700 millioner kroner af den omfordeling på i forvejen godt 17 milliarder kroner, som systemet allerede nu flytter fra hovedstadsområdet til resten af landet.

Samtidig betyder fraværet af politisk indgreb i systemet, at der er en række åbenlyse økonomiske problemer i det kommunale finansieringssystem, som ikke løses.

Uløste problemer
Mest eklatant er effekterne af den reform af refusionen på beskæftigelsesområdet, som et bredt flertal i Folketinget vedtog i 2015.

En reform, der indebar så væsentlige forskydninger i den kommunale økonomi, at det var selve grundlaget for at påbegynde arbejdet med den justeringen af ordningen, som nu er faldet til jorden.

Derfor står effekterne af reformen nu til at slå igennem med fuld kraft, når en midlertidig overgangsordning udløber ved årsskiftet.

Da ledigheden heldigvis er lav i øjeblikket, er konsekvenserne ikke på nuværende tidspunkt så store, som man først havde forventet. Men når beskæftigelsen begynder at falde, så vil særligt de kommuner med mange arbejdsløse blive ramt, så det kan mærkes.

Derfor ved alle, der har siddet med til de nu sammenbrudte forhandlinger, at der venter en bunden opgave med at få det løst inden for en overskuelig tidshorisont.

Så er der grundskylden
Men det var ikke kun refusionsreformens virkninger, som skulle have været løst ved de aktuelle forhandlinger. Også det såkaldte beskæftigelsestilskud var der en ambition om at få lagt ind i den generelle udligningsordning.

Det forsøgte man allerede med den omlægning af udligningen, som Margrethe Vestager (R) gennemførte i 2012. Men det lykkedes ikke dengang. Og trods fem-seks års tilløb lykkedes det så heller ikke den her gang.

Oven i alt dette indgik et bredt flertal i Folketinget sidste år en aftale om en ny boligbeskatning, der betyder en omlægning af ejendomsvurderingerne og den kommunale grundskyld. Også det vil betyde forskydninger i den kommunale økonomi.

Det var grunden til, at regeringen valgte at forlænge det forberedende arbejde for justeringen af udligningsordningen fra 2017 til 2018. Hvilket også – meget belejligt – bragte de politisk svære forhandlinger om på den anden side af kommunalvalget.

Men heller ikke skatteknasten er blevet løst.

En slags løsning
Og som om det ikke var nok, så forsøgte regeringen også at bruge de nu forliste forhandlinger til at finde en måde at overflødiggøre det særlige finansieringstilskud på mellem 3 og 3,5 milliarder kroner, der de seneste år er blevet bevilliget til kommunerne.

Tilskuddet blev oprindeligt indført for at holde hånden under kommunernes likviditet i forbindelse med oprettelsen af Udbetaling Danmark. Men er siden blevet fastholdt, for at også kommuner med et lavt beskatningsgrundlag har tilstrækkelig finansiering til, at de kan levere den velfærd, loven forpligtiger dem på.

På trods af de mange udeståender så var tirsdagens sammenbrudte forhandlinger også en slags løsning. I hvert fald på de politiske interessemodsætninger, forhandlingerne har været præget af.

For Dansk Folkeparti trækker alene det ikke at gøre noget i den rigtige retning. Fra hovedstaden mod provinsen. Der skulle derfor en hel del indrømmelser til ved forhandlingsbordet for at få noget, som var bedre end ikke at gøre noget.

For Socialdemokratiet er det også ganske bekvemt ikke at gøre noget. For godt nok koster det København og Aarhus en del. Men ikke nødvendigvis så meget som de modeller, finansieringsudvalget havde lagt frem. Og så slipper særligt Vestegnskommunerne nærmest uskadte igennem øvelsen.

Teknik er også politik
For regeringen er det mere speget. Her har Simon Emil Ammitzbøll-Bille og Liberal Alliance sammen med Konservative måttet indse, at det endnu en gang er en række af de mere velhavende kommuner nord for København, som for alvor må spytte flere penge i fælleskassen. Ikke mindst Gentofte.

Omvendt er det heller ikke nødvendigvis så dårligt for Venstre, at status quo betyder, at der flyttes penge fra hovedstaden til ikke mindst Jylland.

I den sammenhæng er det værd at bemærke, at den tekniske omlægning af Danmarks Statistiks opgørelse over indvandreres uddannelsesniveau er kommet på dagsordenen på foranledning af en række jyske kommuner med Jammerbugts borgmester, Mogens Gade (V), i spidsen.

Det er Inger Støjbergs Integrationsministerie, der har været med til at bane vejen for, at statistikken kunne blive opdateret med finansiering fra Rockwol Fonden. Integrationsministeriet, Undervisningsministeriet samt Uddannelses- og Forskningsministeriet betaler nu for, at Danmarks Statistik fremadrettet fortsætter med den nye opgørelsesmetode.

Så selvom de fleste er enige om, at det vitterligt er tale om fejl, som bør rettes, er det altså ikke sket uden politisk mellemkomst.

Partiegoistiske hensyn
Med et kommende folketingsvalg under opsejling er der måske ikke så meget at sige til, at de forskellige partier har følt sig nødet til at tage visse ’partiegoistiske’ hensyn. Ikke mindst i en tid, hvor spørgsmålet om at skabe et Danmark i balance er kommet højt på den politiske dagsorden.

At lægge navn til en reform af udligningen vil næsten uundgåeligt indbyde til politiske øretæver fra de kommuner, som bliver ramt.

Ved ikke at lægge navn til en aftale, men i stedet give andre end ens eget parti skylden for et sammenbrud har først og fremmest Dansk Folkeparti, Socialdemokratiet og Venstre fået gennemført nogle ændringer, som de kan leve med, uden at gøre sig alt for sårbare for kritik.

Mens sejre har mange fædre, så er nederlag ofte fædreløse. 

The usual suspects betaler
Til gengæld har Konservative og Liberal Alliance måttet indse, at trods deres bestræbelser om det modsatte så blev det endnu engang ’the usual suspects’ i deres politiske højborge, som blev ramt af en udligningskamp.

Mon ikke det var derfor, Simon Emil Ammitzbøll-Bille sørgede for at ligge det sidste afgørende møde på en dag, hvor nederlaget hurtigt ville drukne til fordel for den mere folkelige konflikt om de offentligt ansattes overenskomster.

Forrige artikel Se kortet: Hovedstaden betaler og Lolland får penge efter reformforlis Se kortet: Hovedstaden betaler og Lolland får penge efter reformforlis Næste artikel Mercado klar med ny tørresnor: Her er kommunerne med flest fejl Mercado klar med ny tørresnor: Her er kommunerne med flest fejl