Djøf og FOA i fælles opråb til nyt Folketing: Styrk den offentlige sektor

DEBAT: Politikerne skal tænke sig godt om, når de i fremtiden skal lave reformer af den offentlige sektor. Der er brug for ro, omtanke, ressourcer og involvering af medarbejderne, skriver FOA og Djøf i en fælles opfordring til det nye Folketing.

Af Mona Striib og Henning Thiesen
Hhv. formand for FOA og formand for Djøf

Kære politikere

I den offentlige debat fremstilles medlemmer af FOA og Djøf ofte som modpoler. Varme, omsorgsfulde hænder versus de kolde hænder, der kun tænker i effektiviseringer og regneark. Den modsætning holder ikke. Vi er hverken kolde eller varme hænder – vi er velfærdens hænder.

Og derfor går vi nu sammen i en fælles opfordring til jer politikere og foreslår 9 konkrete velfærdsdogmer for fremtidige reformer.

Baggrunden er alvorlig. Velfærden i Danmark slår sprækker. De offentligt ansatte er hårdt spændt for efter mange års reformer af den offentlige sektor. Grænsen er nået for, hvor meget der kan presses ud af de ansatte.

I – de folkevalgte – bliver nødt til at tænke nyt, når vi sammen skal udvikle og forandre velfærdssamfundet. Det er ikke nok, at I bare beder medarbejderne om at løbe hurtigere, når der overalt kører grønthøstere over alle budgetter hvert år. I bliver nødt til at anvise, hvad der skal laves mindre af eller ændre markant på rammerne.

Inddrag de ansatte i reformarbejde
Der er forskellige politiske visioner for, hvordan man bedst forbedrer og fremtidssikrer velfærden i Danmark. Uanset hvilken vej et nyt Folketing vælger at gå, får det konsekvenser for medarbejderne på plejecentre, hospitaler og i styrelser – og ikke mindst for de borgere, der er afhængige af dem.

Derfor vil FOA og Djøf gerne minde jer – de folkevalgte – om, at politiske visioner virkeliggøres af medarbejderne. Hvad enten det er pleje eller paragraffer, er det de ansatte, som kender den offentlige sektor indefra. De har erfaringen med at få enderne til at mødes i en presset hverdag. Så giv dem de rigtige rammer. Og lyt til dem, og inddrag dem, når I vil forandre. Det er først og fremmest sådan, I virkeliggør jeres politik.

I FOA og Djøf er vi dygtige til velfærd. Det er vi i kraft af vores medlemmer, som udgør en kvart million lønmodtagere. Mange af dem kigger borgerne i øjnene, hjælper og rådgiver, mens andre arbejder for at skabe de bedste rammer for netop den kontakt.

9 velfærdsdogmer
Vi har sammen været på besøg på en række arbejdspladser, hvor vores medlemmer arbejder sammen om at sikre gode tilbud til brugerne. Det har bestyrket os i, at selvom nogle nok ser os som et umage par, og vores medlemmer har forskellige roller og positioner i det daglige arbejde, er der langt mere, der samler, end der skiller.

Og derfor har vi sammen udarbejdet et sæt fælles veldfærdsdogmer, 9 i alt, som vi vil opfordre jer til at overveje, når I efter valget tager fat på at realisere jeres valgløfter:

  • Slip foden fra reformspeederen: Gode reformer kræver ro og ressourcer.
  • Stop grønthøsteren: Der er for få mennesker til kernevelfærden.   
  • Inddrag hverdagens velfærdseksperter: Det er her, den borgernære velfærd udvikles. 

Under hver anbefaling gemmer sig tre konkrete forslag, vi håber kan inspirere jer.

Alle i Danmark drager nytte af den offentlige sektor, og vi skylder os selv og hinanden, at reformer bliver gennemført med omtanke og med tid til, at de slår rod. Tiden er inde til nye tanker om den offentlige sektor.

Forrige artikel Dansk Byggeri: Der er ingen klarhed bag behandlingen af byggetilladelser Dansk Byggeri: Der er ingen klarhed bag behandlingen af byggetilladelser Næste artikel Dansk Erhverv: Offentlig hjemtagning vil mindske det økonomiske råderum Dansk Erhverv: Offentlig hjemtagning vil mindske det økonomiske råderum