Debat

DLF og lærerkredse i åbent nødråb: Inklusion uden ekstra ressourcer er dømt til at fejle

Der er hårdt brug for investeringer på specialområdet, for inklusionen i folkeskolen fejler, og mistrivslen stiger blandt både elever og lærere, skriver DLF og lærerkredse i landets seks største byer.

Et markant flertal af de lærere, der rækker ud til os i fagforeningen for at bede om hjælp, gør det på grund af fejlslagen inklusion og manglende sammenhæng mellem opgaver og ressourcer, skriver en række lærerkredse.
Et markant flertal af de lærere, der rækker ud til os i fagforeningen for at bede om hjælp, gør det på grund af fejlslagen inklusion og manglende sammenhæng mellem opgaver og ressourcer, skriver en række lærerkredse.Foto: Thomas Lekfeldt/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Kære kommunalpolitiker

Vi henvender os med dette brev til dig og dine kommunalpolitiske kolleger i København, Aarhus, Aalborg, Odense, Esbjerg og Randers. Det er også et brev, som vi forventer, at partiernes ordførere på Christiansborg kommer til at læse.  

Som lærerkredse i landets seks største byer og Danmarks Lærerforening centralt deler vi en stærk bekymring for den danske folkeskole. Vi er særligt bekymrede for børn og unges mistrivsel. En mistrivsel, der er underbygget af kommunale og landsdækkende data, der viser et stigende behov for specialpædagogiske tilbud. 

Vores elevers mistrivsel har store konsekvenser ikke blot for det enkelte barn og for den enkelte familie. Når børn og unge kæmper for at finde fodfæste, sætter det aftryk i klasseværelset, skolegården og hele folkeskolen som institution.

Afsendere

Det åbne brev er skrevet af:

  • Katrine Fylking, formand for Københavns Lærerforening
  • Dorthe Ryom Fisker, formand for Århus Lærerforening
  • Charlotte Holm, formand for Odense Lærerforening
  • Karsten Lynge Simonsen, formand for Aalborg Lærerforening
  • Leif Plauborg, formand for Randers Lærerforening
  • Maja Gundermann Østergaard, formand for Esbjerg Lærerforening
  • Gordon Ørskov Madsen, formand for Danmarks Lærerforening

Det er prisværdigt at forsøge at inkludere de elever, som har det svært, men når ressourcerne og de specialpædagogiske kompetencer ikke følger med, så er inklusionen dømt til at fejle.  

Også lærere mistrives 

Statsministeren rettede i sin nytårstale fokus på det psykiske helbred blandt børn og unge, og det er et tema, som jævnligt bliver behandlet i lokale og landsdækkende medier.

Ordene er mange, og hensigterne gode. Men det er nødvendigt at handle nu, inden det er for sent. Ellers vil vi om få år stå med en generation af danskere, som aldrig finder sig til rette i samfundet.

Vi kan i alle seks byer se, at udfordringen med elevernes mistrivsel også giver mistrivsel hos lærerne. Mange lærere giver udtryk for, at de oplever utilstrækkelighed, afmagt og moralsk stress.

Et markant flertal af de lærere, der rækker ud til os i fagforeningen for at bede om hjælp, gør det på grund af fejlslagen inklusion og manglende sammenhæng mellem opgaver og ressourcer. Og rigtig mange ender desværre i langvarige sygemeldinger.  

Vi ser endda en stigning i antallet af lærere, der helt forlader folkeskolen og faget. Det leder desværre til et andet af tidens store problemer: rekruttering og fastholdelse af fagprofessionelle medarbejdere.   

Kommunalt samarbejde 

Vi har samtidig en stor bekymring for, hvilke konsekvenser den kommende økonomiaftale får for vores arbejde. Der er lagt op til benhårde prioriteringer. Økonomiaftalen for i år efterlod ingen midler til det specialiserede område, og det ser heller ikke ud til, at der i den kommende aftale bliver taget højde for den øgede mistrivsel.

Vi vil opfordre jer til at presse på for en bedre økonomiaftale til kommunerne, som giver os mulighed for at handle.

Gordon Ørskov Madsen, Katrine Fylking m.fl.

Der er hårdt brug for investeringer på specialområdet. I de fleste af vores kommuner har vi i indeværende år oplevet, hvordan den almene folkeskole har finansieret de stigende udgifter til det specialiserede område.

Det har store konsekvenser, da det i praksis betyder, at vi ikke kan gribe børn i tide med forebyggende indsatser eller tilbyde undervisning af den kvalitet, alle elever har krav på. Der er brug for den nødvendige finansiering af hele vores skolevæsen.  

Derfor vil vi opfordre jer til at presse på for en bedre økonomiaftale til kommunerne, som giver os mulighed for at handle. Her ønsker vi, at I står stærkt sammen med os. Og vi ønsker at indgå i et tæt samarbejde om prioriteringer og mulige løsninger.  

Vi er allerede i god dialog med jer lokalt i byerne. Med denne henvendelse vil vi gerne invitere til, at vi også samlet som de seks største byer i landet kan gå i fælles dialog om udfordringerne for vores fælles folkeskole.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Gordon Ørskov Madsen

Formand, Danmarks Lærerforening og Lærernes Pension, formand, Lån & Spar Bank
folkeskolelærer (1996)

0:000:00