Janni Milsted, der er død, 87 år, dedikerede sit liv til børn, efteruddannelse, faglige rettigheder og politik. Først i 1990, da muren var faldet, forlod hun Danmarks Kommunistiske Parti (DKP).
Forinden havde hun været formand for BUPL ( Børne-og Ungdomspædagogernes Landsorganisation) i årene 1976-83, hvor organisationen netop var kendt for sin kommunistiske retning.
Janni Milsted var uddannet barneplejerske og siden børnehavepædagog, og hendes første lederstilling var på Røde Møllegårds Børnehave på Amager.
Fra 1976 blev hun så valgt til landsformand for BUPL, indtil hun fra 1983 gennem otte år blev leder af pædagogernes videreuddannelse på Lærerhøjskolen i Emdrup i København.
Hun sluttede sit arbejdsliv som leder af en daginstitution i Karise.
Den politiske og faglige interesse fornægtede sig ikke, da Janni Milsted så sent som i oktober sidste år blev valgt til Ældrerådet i Københavns Kommune, som hun dog siden måtte trække sig fra på grund af sygdom.
Gennem hele sit voksenliv var Janni Milsted dermed aktiv "i kampen for solidaritet og en mere retfærdig verden," som avisen Arbejderen skriver og tilføjer: "Hun var samtidig et utroligt varmt, omsorgsfuldt og rummeligt menneske."
De seneste mange år var Janni Milsted medlem af Kommunistisk Parti. Hendes politiske ståsted var livet igennem båret frem af en brændende social indignation og utilfredshed med fordelingen af verdens goder. I mange år var hun også aktiv i EU-modstanden og solidaritetsbevægelsen med Cuba. Hun var endvidere aktiv i Aktive Antifascister FIR og sad i bestyrelsen for Pædagogisk Historisk Forening, der samler materialer sammen om børneinstitutionernes historie i Danmark.
Bisættelsen fra Bispebjerg Kirkegård i København har fundet sted.
Artiklen var skrevet af
Omtalte personer
- Ti kommuner huser over halvdelen af de unge mænd fra muslimske lande
- Lars Olsen: Socialdemokratiet fik hug i landdistrikterne. Det skal de handle på nu
- Stoklund affejer partifælle fra Vestegnen: Vi er nødt til at tale om de kriminelle fra ”Stormellemøsten”
- Ombudsmanden går ind i sag om lovbrud i børnesager
- Borgmester for flest unge mænd med rødder i muslimske lande: "Vi taler alt for meget om de få, der skaber problemer"




















