Grønne aktører: Erhvervsministeriets kritik af kontrol med forsyningsselskaber er et kæmpe selvmål

10. december bragte Altinget artiklen ”Ministerier skærper tilsyn med forsyningsselskaber efter sager om magtfordrejning”.

Med udgangspunkt i et par konkrete sager oplyser Miljø- og Fødevareklagenævnet, at det kan udgøre et problem, at der ikke føres tilsyn med forsyningsselskaber, som er 100 procent kommunalt ejede, men som er etableret på privatretligt grundlag.

Erhvervsministeriet oplyser på den baggrund, at de relevante ministerier ”fremover vil tage kontakt til forsyningsselskabets ejerkommune(r)”, da kommunerne har en ”ulovsbestemt tilsynspligt”.

Med uddelingen af en ”ulovsbestemt tilsynspligt” får regeringen vasket sine hænder og tørret ansvaret for manglende tilsyn med kommunale forsyningsselskaber af på kommunerne.  Men det er der på ingen måde grundlag for.

Indlysende absurd

Skiftende regeringer har siden årtusindskiftet arbejdet målrettet på at få fjernet den kommunale kontrol med de kommunale forsyningsselskaber. 

Grundlæggende har det været ønsket, at de kommunale forsyningsselskaber skulle drives som private virksomheder, hvor kommunernes samfundsmæssige hensyn som forsyningssikkerhed, miljø, sundhed, etik, beskæftigelse og så videre ikke forstyrrer beslutningsprocesserne og forretningen.

Med uddelingen af en ”ulovsbestemt tilsynspligt” får regeringen vasket sine hænder og tørret ansvaret for manglende tilsyn med kommunale forsyningsselskaber af på kommunerne. Men det er der på ingen måde grundlag for.

Bo Asmus Kjeldgaard og Ib Larsen
Hhv. direktør, Greenovation, fhv. miljøborgmester (SF), København, og konsulent, fhv. direktør, Miljøkontrollen, København

Staten udarbejdede i 2015 en ejerskabspolitik for selskaber med statslig ejerandel, hvoraf det fremgår, at ”bestyrelsen uafhængigt af ejerne skal handle ud fra, hvad der tjener selskabet bedst” (vores understregning). Efter denne bestemmelse må de kommunale bestyrelsesmedlemmer således ikke inddrage deres samfundsmæssige interesser som ejer.

Det er jo indlysende absurd. Kommunerne etablerer et stort forsyningsanlæg for at opfylde et samfundsmæssigt behov, men må ikke efterfølgende tage hensyn til dette behov i selskabets bestyrelse, hvis selskabets interesser (læs: overskuddet) peger i en anden retning.

Der henvises som begrundelse til ”Selskabslovens almindelige ordning”. Når der ikke henvises til en bestemt paragraf i loven, er det fordi en sådan bestemmelse ganske simpelt ikke findes i loven! Der findes heller ikke et sådant generelt princip eller generel praksis.

Der findes kun et generelt princip om, at bestyrelsen ikke må træffe beslutninger, der går væsentligt imod andre ejeres interesser i selskabet, som her trækkes ud i det groteske.

Komiteen for god selskabsledelse formulerer heroverfor princippet således ”Det påhviler bestyrelsen at varetage aktionærerne interesser med omhu under behørig hensyntagen til de øvrige interessenter”. Som det fremgår, spiller aktionærernes (her kommunernes) interesser her en langt større rolle.

Ikke enighed mellem ministerier

I 2017 udarbejdedes i samarbejde med bl.a. DANVA en ”Kodeks for god selskabsledelse i kommunale forsyningsselskaber”. Her får kravet om at handle alene ud fra selskabets interesse yderligere en skrue.

Nu fremgår det, at bestyrelsesmedlemmerne fra ejerkommunerne skal være mere bevidste om deres rolle ”Jævnfør selskabslovens krav om at træffe beslutninger udelukkende på selskabets præmisser.” Nu er ”Selskabslovens almindelig ordning” blevet til ”Selskabslovens krav” og så er er der lige sat trumf på med ordet ”udelukkende”.

Det næste skridt har så været at understrege de kommunale bestyrelsesmedlemmers tavshedspligt. Ifølge selskabslovens §132 må bestyrelsesmedlemmer ”ikke uberettiget videregive, hvad de under udførelsen af deres hverv får kendskab til”.

Men heraf fremgår det jo ikke, hvad ordet ”uberettiget” indebærer. Hvis det indebærer, at et bestyrelsesmedlem aldrig måtte drøfte beslutningsforslag med den ejer, han repræsenterer, ville temmelig mange bestyrelsesmedlemmer i dag nok sidde bag lås og slå. Ifølge en redegørelse fra Advokatfirmaet Horten, er det efter lovens forarbejder specielt ”forretnings- og driftshemmeligheder der vil kunne skade en virksomheds konkurrencemæssige stilling eller virksomhedens position i en forhandling”, bestemmelsen er møntet på. Og dem har en offentlig forsyningsvirksomhed jo ikke mange af.

Men samtidig med at Finansministeriets interesser har styret udviklingen omkring den offentlige ejerskabspolitik, foregik der i 2016 et udredningsarbejde i Social- og Indenrigsministeriet, der omvendt konkluderer følgende om kommunale aktieselskaber:

”Det må antages at være lovligt for kommunalbestyrelsen at tilkendegive over for bestyrelsesmedlemmet, hvordan en sag efter kommunalbestyrelsens opfattelse bør afgøres”.

Så enighed mellem ministerierne har der ikke været.

Strammer skruen igen

Ikke desto mindre når man i ”Kodeks for god selskabsledelse i kommunale forsyningsselskaber” frem til at skærpe tavshedspligten:

”Bestyrelsen kan beslutte at orientere kommunen om særlige forhold, hvis det er i selskabets interesse. Hvis det ikke er besluttet, at de pågældende oplysninger må videregives, indebærer en videregivelse af oplysningerne, at tavshedspligten er overtrådt og ledelsesmedlemmerne kan ifalde ansvar og bødestraf."

"Bestyrelsen kan internt i sin forretningsorden beslutte at visse typer oplysninger kan videregives, såfremt de ikke skader selskabet” (vores understregning).

Her bliver skruen igen strammet.

Bestemmelsen i Selskabsloven vedrører oplysninger, der kan skade selskabet. Men her vendes bestemmelsen på hovedet, så det direkte skal være i selskabets interesse, før oplysninger kan videregives, samtidig med at ansvars- og strafbestemmelserne understreges.

Hvordan har Erhvervsministeriet forestillet sig at kommunerne skulle kunne føre tilsyn med selskaberne, når man med alle midler prøver at forhindre kommunerne i at få indsigt i, hvad der foregår?

Vanskeligt for kommuner at varetage ejeropgaven

I princippet kunne generalforsamlingen (kommunerne) altid pålægge bestyrelsen at videregive de informationer, kommunerne har brug for. Men det aspekt er sjældent fremhævet i vejledningerne.

Det er vanskeligt at sluge, at regeringen slipper af med sit ansvar for manglende kommunal kontrol med de kommunale selskaber ved at henvise til en til-lejligheden-opfundet ”ulovsbestemt” tilsynsforpligtelse.

Bo Asmus Kjeldgaard og Ib Larsen
Hhv. direktør, Greenovation, fhv. miljøborgmester (SF), København, og konsulent, fhv. direktør, Miljøkontrollen, København

Hertil kommer at Selskabslovens bestemmelser ikke gælder for de fælleskommunale selskaber, der er dannet efter Styrelseslovens § 60. Disse selskaber er at betragte som specialkommuner, som skal følge de kommunale regler.

Ifølge Social- og Indenrigsministeriets udredning fra 2016 bemærkes det, ”at der fortsat er instruktionsbeføjelse i forhold til de af kommunalbestyrelsen udpegede medlemmer i bestyrelsen for kommunale fælleskaber”.

Efter at have talt med en del bestyrelsesmedlemmer i kommunale selskaber, står det klart, at de ovennævnte overfortolkninger af selskabsloven vedrørende varetagelse af selskabets (og ikke kommunens) interesser og vedrørende tavshedpligten, i dag gennemsyrer uddannelsen af nye bestyrelsesmedlemmer og den generelle forståelse af retsgrundlaget, til et niveau, hvor det bliver virkelig vanskeligt for kommunerne at varetage deres ejeropgaver.

Både i forhold til de samfundsmæssig hensyn og mål, det offentlige selskab skal opfylde, og i forhold til at beskytte den kommunale investering.

Regeringen slipper afsted med sit ansvar

På den mere absurde side står erfaringerne med, at det f.eks. kan være vanskeligt for kommunerne at få deres egne selskaber til at føre kommunernes spildevandsplanlægning ud i livet, fordi de har mistet indflydelse og kontrol.

Regeringen er selvfølgelig opmærksom på, at uanset hvor kraftigt regeringens overfortolkninger af selskabsloven markedsføres over for kommuner og bestyrelser, er det grundlæggende fortsat selskabsloven uden disse overfortolkninger, der er gældende for de kommunale aktieselskaber, samtidig med at kommunerne i bund og grund fortsat har fuld kontrol over de fælleskommunale § 60-selskaber.

Det har regeringen så nu taget højde for i Klimaplanen for en Grøn Affaldssektor fra 2020. De største tilbageværende § 60-selskaber er i dag de fælleskommunale affaldsselskaber. I klimaplanen har regeringen derfor fået skrevet ind at ”aftalepartierne er enige om at affaldssektoren fremover skal leve op til anbefalingerne i Statens Ejerskabspolitik”.

Det har regeringen så nu taget højde for i Klimaplanen for en Grøn Affaldssektor fra 2020.  De største tilbageværende §60 -selskaber er i dag de fælleskommunale affaldsselskaber. I klimaplanen har regeringen derfor fået skrevet ind at ”aftalepartierne er enige om at affaldssektoren fremover skal leve op til anbefalingerne i Statens Ejerskabspolitik”.

Alt i alt er det vanskeligt at sluge, at regeringen slipper af med sit ansvar for manglende kommunal kontrol med de kommunale selskaber ved at henvise til en til-lejligheden-opfundet ”ulovsbestemt” tilsynsforpligtelse. 

Det er værd at huske, at når Erhvervsministeriet peger fingre her, peger de fire fingre indad mod dem selv.