Fire grunde for staten til at indsætte milliarder på kommuners bugnende bankbøger

Standarden for den offentlige rengøring hos ældre har ramt et nyt bundniveau, samtidig med at beløbene på kommunernes bankbøger når nye højder.

Det er virkeligheden i den kommunale økonomi anno 2019.

I den forgange uge har Assens Kommunes beslutning om rengøring hos ældre hver femte uge pustet til debatten om, hvordan det danske velfærdssamfund skal håndtere et stigende antal ældre og børn.

Diskussionen kan virke paradoksal, når det samtidig står klart, at kommunerne samlet set har over 50 milliarder kroner sparet op. Flere pengene end nogensinde tidligere.

Det er indlysende, at en afgørende forklaring på de to umiddelbart modsatrettede tendenser handler om skævheder i kommunernes økonomi, og at man ikke kan finansiere varige velfærdsudgifter med opsparede midler.

Men en anden årsag er, at skiftende finansministre de seneste år har holdt de kommunale udgifter i meget stramme tøjler, samtidig med at man siden 2013 har været villige til at give kommunerne adskillige milliarder mere, end de har fået lov til at bruge.

Det har man endnu en gang gentaget i 2019, hvor ’overfinansieringen’ når helt op på mere end fem milliarder kroner.

Og hvorfor nu det?

Kommuner vil have pengene

Den mest nærliggende forklaring er, at kommunerne gerne vil have pengene. Ikke kun fordi det altid er rart at få lidt flere penge, end man måske lige står og skal bruge.

Men også fordi skævheder i den kommunale økonomi gør, at nogle kommuner uden et ekstra tilskud på aktuelt 3,5 milliarder kroner kan have svært ved at leve op til de rammer for den lokale velfærd, som de årlige økonomiaftaler lægger op til.

De ekstra midler løser derfor et internt problem i den kommunale sektor, hvilket også er KL’s argument for at bede om at få dem igen og igen.

Samtidig er det en forholdsvis ufarlig indrømmelse for Finansministeriet at give de ekstra penge ved økonomiforhandlingerne. Så længe der hverken følger anlægs- eller serviceramme med, er der tale om en ren finansiel overførsel.

Og spørgsmålet er sådan set bare, om pengene skal stå på statens egen bankbog eller på kommunernes.

Presbal for skattelettelser

Det er da også ovenstående forklaring, skiftende finansministre har givet på spørgsmål om, hvorfor man bliver ved med at give kommunerne ’for mange penge’.

I de seneste år har både finansministeren og ikke mindst økonomi- og indenrigsministeren været af borgerlig observans. Og der er kommunernes store opsparinger blevet brugt som argument fra regeringen for, at det måske var ved at være tid til, at kommuner med velpolstrede pengekasser sænkede skatten og sendte pengene tilbage til borgerne.

Jo flere penge en kommune har stående på bankbogen, jo større et potentielt forklaringsproblem kan man have lokalpolitisk i forhold til at blive ved med at kræve et uændret beløb ind fra borgerne.

I den sammenhæng kan store og støt stigende opsparinger ses som en politisk presbal for lokale skattelettelser. Men ligesom driftsudgifter kan permanente skattelettelser ikke finansieres af opsparede midler.

At lette skatten giver derfor primært mening for kommunerne, hvor den økonomiske polstring kan henføres til en strukturel forhold i økonomien og ikke Finansministeriets ekstra årlige tilskud eller tidligere tiders mindreforbrug.

Ikke mindst set i lyset af at det kommunale skatteloft har gjort mange kommuner betænkelige ved at gennemføre midlertidige skattelettelser, fordi det komplicerer mulighederne for at hæve igen.

Udligningsangst

Man skal have sig for øje, at kommunernes opsparing er vidt forskellige fordelt på tværs af landet. Og selv om bundniveauet for likviditet generelt også er stigende, så viser de geografiske forskelle tydelige strukturelle skævheder i økonomien.

Det er ting, der ideelt set burde blive håndteret via den kommunale udligningsordning. Men en reform af udligningen kræver både grundig forberedelse og svære politiske forhandlinger.

Så længe forberedelserne til sidste års forsøg på at reformere udligningsordningen stod på, kunne den statslige ’overfinansiering’ være med til at begrænse konsekvenser ved systemets skævheder.

Efter det politiske forsøg på at ændre ordningen kuldsejlede, er der derfor stadig argumenter for at fastholde de ekstra tilskud. Oven i det er der blevet tilført yderligere engangstilskud blandt andet som kompensation for nogle af de ændringer af udligningen, der trods alt blev gennemført.

Jo flere penge kommunerne samlet set har stående, jo større en buffer vil mange kommuner også have at stå imod med, hvis og når de risikerer at miste penge på en justering af udligningsordningen.

Det kan både være med til at mindske noget af den enkelte kommunes frygt for en kommende reform og dermed måske lette den politiske proces. Samtidig kan visse kommuners store opsparinger dog også være med til at gøre det mere legitimt for Folketinget at ændre ordningen til deres ulempe.

Kontracyklisk kapitalbuffer

Uanset hvad der sker med den kommunale udligningsordning, er der som udgangspunkt tale om et nulsumsspil, der hverken tilfører eller fjerner penge fra kommunernes samlede økonomi.

Derfor vil kommunernes samlede opsparing som udgangspunkt heller ikke forsvinde ved den øvelse.

Og hvis kommunerne fortsat er tilbageholdende med skattelettelser, så vil de mange milliarder blive stående på kommunernes bankbøger uden at gøre megen mere gavn end at generere et løbende afkast.

I hvert fald så længe Finansministeriet holder fast på det nuværende styringsregime med loft og sanktioner over både service- og anlægsudgifter.

Det rejser et stadig mere relevant spørgsmål om, hvilket formål pengene så kan komme til at tjene.

Allerede nu er der tale om beløb i en størrelsesorden, der kan være værd at tage med i en større finanspolitisk betragtning. Og for mange kommuner er deres opsparinger allerede målrettet konkrete anlægsprojekter, de bare venter på at få mulighed for at gennemføre.

Tilsigtet eller ej, så har ophobningen af kapital i kommunerne karakter af noget, der måske kan bruges som en slags ’kontracyklisk kapitalbuffer’. Altså en opsparing, der vil kunne aktiveres, hvis der bliver behov for en finanspolitisk stimulering af økonomien.

Alt, der kræves, er at tillade kommuner at gå ud over deres anlægsloft, så længe de finansierer det selv.

For den tanke taler, at kommunale anlægsprojekter typisk vil være mindre og derfor kan have en kortere aftrækningstid end statslige anlægsprojekter.

Imod taler, at kommunerne i krisetid hurtigt vil kunne vise sig forsigtige med at bruge alt for meget af deres opsparing for at være sikre på at have noget at stå imod med.