Debat

Fjern spændetrøjen fra kommunerne

DEBAT: Den danske tilslutning til EU's økonomiske styring fører lige nu til forringelser af borgernes velfærd. Et eksempel er budgetloven, der gør, at kommunerne underbudgetterer og foretager uovervejede indkøb i årets sidste kvartal, skriver Nikolaj Villumsen (EL).
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Nikolaj Villumsen
EU-ordfører

Lige nu føres valgkampen i skyggen af EU's økonomiske styring. Realiteten er, at der bliver færre og færre varme hænder til at passe vores børn og ældre, selvom kommunekasserne bugner.

Det skyldes i høj grad den stramme økonomiske spændetrøje, kommunernes økonomi er kommet i efter vedtagelsen af budgetloven. Den har ikke medvirket til at skabe den ønskede budgetdisciplin, men ført til fyringer og budgetkaos.

Benzinafbrænding og spild af statslige midler
Ifølge en ny rapport fra de økonomiske vismænd gør budgetloven det sværere at styre økonomien på kort sigt. Budgetloven giver nemlig anledning til store, uovervejede indkøb i årets sidste kvartal - såkaldt "benzinafbrænding".

Fakta

Deltag i debatten!

Send dit indlæg til [email protected]

Dermed risikerer kommunerne ikke blot at bruge færre penge, end de egentlig kan og politisk ønsker. Af frygt for budgetlovens sanktioner bruges pengene også dårligt.

Regeringen sagde, at budgetloven ville føre til budgetdisciplin, men i virkeligheden har loven skabt budgetkaos og nedskæringer.

Det kan ikke passe, at borgerne ude i kommunerne skal lide under, at der ikke er råd til at renovere den lokale folkeskole, eller at man bliver nødt til at fyre pædagoger og SOSU'er, fordi regeringen har bundet sig til at følge EU's forfejlede økonomiske styring.

Nikolaj Villumsen (EL)
EU-ordfører

Underforbrug
Vismændene peger nemlig også på problemet med, at der siden budgetlovens indførelse har været et underforbrug i kommunerne. Underforbruget skyldes ifølge borgmestre og kommunalbestyrelser, at man i kommunerne er bange for at komme til at overtræde budgetdisciplinen og blive straffet med milliardbøder.

Denne udvikling advarede Enhedslisten om før tilslutningen til EU's finanspagt, der krævede vedtagelsen af en dansk budgetlov, men flertallet valgte at ignorere advarslerne og tilsluttede Danmark euro-politikken uden at have modet til at spørge befolkningen i en folkeafstemning.

Vi kan ikke spare os ud af krisen
Danmark kan ikke spare sig ud af krisen. Nedskæringer er EU's kriseplan for Europa, men planen virker ikke. 26 mio. europæere er nu arbejdsløse, og landenes gældssituation er kun blevet værre, efter EU begyndte at diktere hårde nedskæringer.

I stedet bør Danmark gå en anden vej. Vi bør styrke vores økonomi, vores velfærd og vores beskæftigelse gennem de nødvendige investeringer i kommunerne.

Sæt kommunerne fri
Det er derfor, Enhedslisten har indkaldt økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager (R) til en forespørgselsdebat om budgetloven torsdag 14. november, fem dage inden kommunalvalget.

Økonomi- og indenrigsministeren skylder en forklaring på det budgetkaos og de nedskæringer, indførslen af budgetloven har medført. Vores forslag er at fjerne budgetlovens spændetrøje og de strenge sanktioner, som bevidst får kommunerne til at gå under budgetterne til skade for borgere og velfærd.

Tilslutningen til EU's økonomiske styring fører lige nu til forringelser af borgernes velfærd. Det kan ikke passe, at borgerne ude i kommunerne skal lide under, at der ikke er råd til at renovere den lokale folkeskole, eller at man bliver nødt til at fyre pædagoger og SOSU'er, fordi regeringen har bundet sig til at følge EU's forfejlede økonomiske styring. Det er vi nødt til at ændre.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Nikolaj Villumsen

MEP (EL), næstformand, Venstrefløjsgruppen, Europa-Parlamentet
BA.mag. i historie (Københavns Uni. 2009)

0:000:00