Flere civile hænder vil redde velfærden og skabe et medborgerland

21. november er der kommunalvalg. Et kommunalvalg, som indtil videre ikke har fået synderlig meget opmærksomhed, og som desværre – efter min opfattelse – fylder for lidt som samtaleemne rundt om det demokratiske spisebord. Det handler om det lokale medborgerskab og retten til at præge samfundet omkring dig og bidrage til udviklingen og deltagelsen i lokalfællesskabet.

For der er meget på spil i disse år. Det er i kommunerne, man sætter standarden og rammerne for velfærden, og det er også der, at fagenes praktikere udøver velfærden. I vuggestuen, børnehaven, skolen, på plejehjemmet mv.

De kronede dage er forbi
Det kommunal- og landspolitiske slag står lige nu om skattelettelser eller velfærd. Den fortærskede ideologiske konflikt i Danmark. Men uanset udfaldet af den armlægning, så er det givet, at vores velfærdssamfund under alle omstændigheder lider nød. Demografien presser os; historisk mange forlader arbejdsmarkedet, vi lever længere, og vi har større forventninger til den velfærd, vi får. Særligt 68-generationen, der nu pensioneres og har levet med privilegier i overflod, vil stille krav til servicen, men også til den bløde velfærd som omsorg og nærvær.

Så uanset hvor godt det går i Danmark lige nu, uanset hvor godt vi er kommet igennem krisen, og uanset hvor meget gang der er i hjulene, så er velfærdssamfundets kronede dage forbi.

Det bør give anledning til debat, refleksion og handling i kommunerne – og dermed også mere årvågenhed ift. kommunalvalget. Det er nemlig her, beslutningerne om at fordele de få goder, der er tilbage, sker hver evig eneste dag. Både til gene og til gavn for os alle sammen.

Civilsamfundet skal være løftestang
For hvordan skal vi – med færre midler til flere – kunne have et godt velfærdssamfund i fremtiden? Mit bud er, at civilsamfundet skal spille en større rolle. Ikke som en brandslukker, når tingene brænder på, men som en integreret og fællesskabsfordrende løftestang for unge og ældre i de lokalmiljøer, som vi færdes i hver dag.

Civilsamfundet kan bidrage med nye fællesskaber og en anderledes tillidsbaseret velfærd. Det er nærdemokrati af første instans. Grundlæggende kan frivillige hænder bidrage til at forny velfærdssamfundets organisering på en måde, hvor alle som privatperson kan spille en rolle som medborger. Hermed sikrer vi, at velfærdssamfundet kan transformeres til et stærkere medborgerland, hvor tillid er drivkraften og resultatet. Det perspektiv tilfredsstiller både et socialistisk såvel som liberalistisk ståsted – afhængig af hvilke ord, vi beskriver sådan en organisering med.

Det er ikke en ukompliceret model, og det må forventes, at den vil have mange års inkubationstid. Men i Danmark, hvor frivilligt arbejde er en selvfølge, har vi alle forudsætninger for at skabe det nødvendige samspil mellem stat, marked og civilsamfund.

Professionalisering er løsningen
Fagbevægelsen vil fortsat være modstandere af en involvering af civilsamfundet på det offentlige arbejdsmarked, fordi den ikke kan håndtere den i praksis abstrakte arbejdsdeling. Men fagbevægelsen skal finde sine fødder i det her og medvirke til, at vi finder en formel på inddragelse af civilsamfundets hænder, uden at det fortrænger ordinær arbejdskraft og hiver tæppet væk under den danske model. Det er en forudsætning for fremtidens velfærd. Det er i høj grad også deres medlemmer, som må løbe stærkere og levere det hele på den halve tid, fordi midlerne til de mange er få.

Sådan en organisering, hvor civilsamfundet får en mere konstitueret og fremtrædende rolle i velfærdsstaten, vil givetvis stille andre og skrappere krav til civilsamfundet, der skal undergå en professionalisering for at være en realistisk medspiller til den kommunale restriktive og ”over”-bureaukratiserede velfærd. Civilsamfundet vil skulle arbejde med værktøjer som evaluering, kontrol, retssikkerhed, standardisering mv.

Staten beholder ansvaret for relationer
Vigtigt er dog, at civilsamfundets opgave ikke kun bliver at gøre velfærden humanistisk – eller menneskelig – om du vil det. Ansvaret for relationen mellem samfundet og borger hviler stadigvæk på statens skuldre, når vi taler velfærd. Hvis vi ikke fastholder det synspunkt, er det givet, at velfærdsstaten vil blive endnu mere udhulet – endda med hastige skridt.

Det er altså stadigvæk SOSU-assistentens opgave at ”samtale” med fru hakkebøf; det er stadigvæk pædagogens opgave at trøste og læse højt for frøken dryptud; og det er stadigvæk socialrådgiverens opgave at give et skulderklap til borger nr. 16 den dag. Velfærdsstaten må ikke tage civilsamfundets kræfter for givet. Og den relationelle velfærd skal ikke udliciteres til civilsamfundet.

Men hvis det nu kan lade sig gøre at skabe et gensidigt meningsfuldt samarbejde mellem velfærdsstaten og civilsamfundet, så er vi kommet langt. Så har vi skabt en mere sikker fremtid for velfærden og et medborgerland, som vil gøre Danmark stærkere.