FOA: Frikommuner skal have tillid til frontmedarbejdernes faglighed

Af Torben Klitmøller Hollmann
Formand for social- og sundhedssektoren i FOA

I sin åbningstale til Folketinget lancerede statsminister Mette Frederiksen det, hun selv kaldte ”en vild idé”.

Tanken er at give syv kommuner fri leg på en række udvalgte velfærdsområder.

Tre af kommunerne - Viborg, Langeland og Middelfart – skal arbejde med ældreområdet.

Nu er det vigtigt, at det ”vilde” ikke kun bliver ved de gode intentioner. Det er nu, vi skal være modige og visionære. Det er nu, vi skal gribe muligheden for at forme en ældrepleje vi kan være stolte af, og som er fremtidssikret.

Unødige dokumentationskrav
Ældreplejen trænger til en kærlig hånd efter mange år med store nedskæringer i kommunernes udgifter til området. Læg dertil, at vi går en tid i møde med manglende arbejdskraft, flere ældre og flere sygeplejefaglige opgaver tættere på borgeren. Derfor skal der handles og tænkes stort.

Visiteringen skal tættere på frontmedarbejderne og borgerne. Det er dem, der ved, hvad der er brug for, og dem, der ved, hvornår der er brug for det.

Torben Klitmøller Hollmann
Formand for social- og sundhedssektoren i FOA

Oven i det ved vi også, at det system, som ældreplejen styres af, har set bedre dage.

Siden slutningen af 90'erne er ældreområdet styret via den såkaldte BUM-model. Det står for Bestiller-Udfører-Modtager. 

Lidt forsimplet betyder det, at myndigheden, der tilkender borgeren en ydelse, er samlet i en central afgrænset enhed: Bestilleren. Personalet, der tidligere både havde myndighed til at vurdere hjælpens indhold og omfang, skal nu kun udføre opgaverne - det er Udføreren. Borgerne, der modtager ydelserne, kaldes herefter for Modtageren.

Virkeligheden i dag er, at den visitator, der med faglige begrundelser skulle sikre, at borgeren fik den hjælp, de skulle have, nu i stedet har som hovedopgave at sørge for, at kommunen ikke bruger for mange penge.

Det skaber for meget unødig dokumentation mellem kommunes egne forvaltninger. Til ingen verdens nytte ud over kontrol og økonomistyring.

Tilliden skal tilbage
Derfor skal tilliden til frontmedarbejdernes faglighed tilbage. De skal have faglig frihed til at klare de opgaver, der er hos borgeren, også dem vi ikke kan planlægge, men som er vigtige for borgeren. 

Det handler også om forebyggelse og den tidlige opsporing. Sådan kan man undgå forværring af borgerens tilstand og undgå indlæggelser.

Det betyder, at visiteringen skal tættere på frontmedarbejderne og borgerne. Det er dem, der ved, hvad der er brug for, og dem, der ved, hvornår der er brug for det. Fagligheden skal være afgørende for den hjælp og støtte, borgeren får, vel vidende at det kan svinge fra uge til uge.

Derfor skal ældreplejen organiseres i mindre teams omkring borgerne. Det muliggør en god fortrolig relation mellem dem, der kommer i borgerens hjem og borgeren. 

Faste teams har stor betydning
Helt praktisk betyder det, at der bliver visiteret x antal timer til et team omkring en gruppe borgere. Teamet vurderer ud fra deres tværfaglighed og i samarbejde med borgeren, hvad der er brug for, hvornår der er brug for det og hvor længe. Det er her, medarbejdernes faglighed møder virkeligheden.

Det kunne jo også være, at borgeren bare havde brug for at lette sit hjerte til en, der var tillid til. Det skal også være en mulighed.

Faste teams omkring borgerne betyder, at medarbejderne kan sige; "vi ses i morgen”, når de går ud af den ældres dør. Det har stor betydning, ikke kun for kvaliteten af plejen, men også kvaliteten af borgerens liv.

Det er et af de greb, vi kan bruge med det samme. Lad os møde borger og ansatte med tillid frem for kontrol.

Det er der, vi skal begynde. Hvis vi skal have en ældrepleje, vi er stolte af, og som er fremtidssikret, skal de tre kommuner gå til opgaven med faglighed, tålmodighed og parathed.

De største forandringer skabes af dem, der er modigst.