Forfatter: Regeringen modarbejder sit eget velfærdsprojekt

Statsministeren siger, at velfærd ikke kan være en transaktion, men indtil videre er det netop transaktionspolitik, vi har set fra regeringens side, skriver forfatter og iværksætter Nick Allentoft.

Regeringen vil skifte kurs, fordi velfærdsstaten kollapser under sin egen indretning, hvis ingen gør noget, skriver Nick Allentoft.Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Nick Allentoft

Forfatter, iværksætter

Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

“Så vi må spørge os selv: Taler vi i for høj grad om en velfærdsstat, der skal levere en service? Frem for om et velfærdssamfund, der bygger på engagerede medborgere? Velfærd kan ikke være en transaktion.”

Sådan sagde statsminister Mette Frederiksen (S) på KL’s årlige topmøde i Aalborg.

Nøgleordet er transaktion, og det skal læses i forlængelse af regeringens intention om at bevæge Danmark fra velfærdsstat til velfærdssamfund.

Regeringen vil skifte kurs, fordi velfærdsstaten kollapser under sin egen indretning, hvis ingen gør noget. Derom kan man svært modargumentere, når man ser på demografi, økonomi og bureaukrati.

Intentionen er et paradigmeskifte ikke set siden Schlüter-regeringen i 1982. Der er dog et paradoks: Forløbet om store bededag blev håndteret som en transaktion: Velfærdsstaten gennemførte en handel, som tvang borgerne til at betale for fremtiden ved at aflevere en fridag.

Det er oplagt at tale om velfærdsstatens monopoler, hvis regeringens intention om mindre stat og mere samfund skal indfries
Nick Allentoft
Forfatter og iværksætter

Transaktionen i velfærdsstaten

Velfærdsstaten ser på værdien i den enkelte lønmodtager, der betaler skat. Arbejder lønmodtageren mindre, får hun mindre i løn – og bidrager dermed mindre i skat. Derfra udløber alle argumenter for og imod store bededag, ugentlig arbejdstid, barsel, ferier, sygdomsperioder og arbejdsudbud.

Men. Regeringen vil mere velfærdssamfund, så hvad nu, hvis vi betragter arbejdstid med et samfunds øjne i stedet for statens?

For 60 år siden var der i husstanden én enkelt voksen, der brugte tid på lønarbejde og dermed betalte skat. Dengang bidrog en husstand med 40-50 beskattede timer. I dag bidrager en husstand med 70-80 timers beskattet arbejde hver uge. En forskel på omkring 50 procent.

En husstand med to lønmodtagere har altså 20-30 vågne timer mindre til at passe ugens private gøremål; ikke så underligt at mange familier har svært ved at få enderne til at hænge sammen, når de ikke er på arbejde. I øvrigt heller ikke så underligt, at mange familier vælger demokratisk deltagelse fra, når børnene er små, for tiden tillader det ikke.

Læs også

Frederiksens værdikamp om velfærd bliver delikat balance mellem frihed og forringelser

Analyse

Nogen vil nu sige, at danskerne arbejder mindre end lønmodtagere i andre lande. Det er ikke helt rigtigt, for man må tage højde for de andre landes skattetryk og familiestrukturer. Ligesom man må vurdere lønmodtagernes effektivitet i forskellige lande.

Samfundsstrukturer betyder, at lønmodtagerne i nogle lande arbejder flere timer, fordi de kan købe sig til privat hjælp og drage fordel af en kultur, hvor mange uden for lønmodtagernes hamsterhjul bidrager til sammenhængskraften i samfundet.

Velfærdsstatens monopoler

Tilbage til statsministeren, som altså fortæller os, at statens transaktions-tænkning har bragt os til den situation, at velfærdsstaten er ved at kollapse. Derfor skal vi have mere velfærdssamfund.

Regeringen må vise vejen i sine egne udspil og politik, hvis den mener sin intention alvorligt
Nick Allentoft
Forfatter og iværksætter

Her er det oplagt at tale om velfærdsstatens monopoler, hvis regeringens intention om mindre stat og mere samfund skal indfries.

I praksis er der ingen alternativer til velfærdsstatens tilbud, fordi det kræver en familie med to indkomster at få hverdagen til at hænge sammen. Betalingen for daginstitution er i de fleste kommuner baseret på fuld tid uanset om en familie indretter sig, så børnene kommer tre dage om ugen.

Selv mennesker uden for arbejdsmarkedet er underlagt regler for deltagelse i samfundet, hvis de er på en offentlig ydelse. Vejen til arbejdsmarkedet sker gennem jobcentrets bevillinger, selvom vi ved, at der er mange andre veje, som for eksempel foreninger, frivilligt arbejde og småjobs i virksomheder.

Regeringen må selv gå forrest

Ja, mindre arbejdstid giver umiddelbart færre indtægter til staten – og så mangler pengene i det offentlige. Det er transaktions-tænkning.

Men hvad nu hvis mere velfærdssamfund letter presset på det offentlige? Hvad nu hvis mere samfund, giver bedre trivsel og mindre stress? Svarene får vi ikke, når velfærdsstatens transaktions-tænkning dominerer. Derfor må regeringen vise vejen i sine egne udspil og politik, hvis den mener sin intention alvorligt.

Læs også

Statsministeren smed politisk håndgranat til KL-topmøde: "Et tæppefald for det velfærdssamfund, vi kender"

Kommentar

Vores rigdom, uddannelse og teknologiske muligheder har aldrig før givet så fantastiske muligheder for at handle og leve som frie mennesker i et velfærdssamfund. Som et lille land kan vi vise veje, som andre lande kan lade sig inspirere af.

Her er tre spørgsmål, vi kan stille os selv, og som er inspireret af ting, der foregår ude i vores samfund:

Hvad sker der, hvis et plejecenter og en børnehave ligger sammen?
Hvad gør det ved mennesker og arbejdsmarked, hvis jobcentrene stopper med pisk, kontrol og overvågning, når mennesker møder en livskrise?
Hvordan vil AI (for eksempel chatrobotten ChatGPT) forandre velfærdsprofessionerne, sundhedsvæsnet og bureaukratiet?

Siden min bog Velfærdsillusionen udkom i 2018 har jeg argumenteret for en bevægelse med mindre stat og mere samfund. Nu har regeringen åbnet ballet og lagt en god intention frem.

Tænk, hvis vi griber den og udfordrer hinanden i vores forestilling om, hvad der er muligt, hvordan man skal regne, og hvem der har værdi i et samfund. Så kan vi sammen gribe velfærdsvisionen.

Læs også