SF-rådgiver: Rosenkrantz-Theils valgkamp afslører Socialdemokratiets magtlukkethed

Foto: Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix
Malte Frøslee Ibsen
Politisk rådgiver for Kira Marie Peter-Hansen (SF), bestyrelsesmedlem, Oxfam Ibis
Jeg synes, det er svært ikke at læse Pernille Rosenkrantz-Theils fadæse-prægede socialdemokratiske valgkamp i København ind i en bredere udvikling i partiet under Mette Frederiksen.
Én af grundene til, at jeg i udgangspunktet selv var meget begejstret for Mette Frederiksens første periode som regeringsleder (Frederiksen I), var, at hun havde bragt sig selv og sit parti i en situation, hvor hendes mindretalsregerings succes var afhængig både af dens evne til at sætte egne dagsordner, men i lige så høj grad til at opfange, integrere og i et vist omfang tage ejerskab over impulser fra vælgerne, partierne og civilsamfundet, der ikke havde groet i den socialdemokratiske baghave.
Derfor fik vi blandt andet en progressiv klimalov vedtaget af et nærmest chokerende bredt folketingsflertal – ikke fordi de borgerlige havde lyst til det, men fordi de også indså deres egen sårbarhed på klimaspørgsmålet, og fordi de var bange for, hvad partierne bag “forståelsespapiret” ellers kunne have fundet på.
Paradoksalt nok blev det således den af Mette Frederiksen stedmoderligt behandlede grønne dagsorden, der sammen med sossernes egen Arne-pension blev den centrale drivkraft i Socialdemokratiets gode valg i 2022.
SVM er magtfuldkommen
I stærk kontrast til konsensus i borgerlige kredse og i dele af mediebilledet er min egen analyse derfor, at regeringsperioden 2019-2022 ikke kun bar præg af en statsminister, der forsøgte at styrke den politiske magt på bekostning af den bureaukratiske, men også af en strukturel ‘åbning’ af magten over for den politiske og sociale omverden.
Socialdemokraterne drog den helt forkerte lære af minksagen.
Malte Frøslee Ibsen
Den åbning gav et enormt stærkt legitimitetsfundament, som var guld værd, da coronakrisens (og ikke mindst minksagens) polariserende centrifugalkræfter blev sluppet løs.
Men socialdemokraterne drog den helt forkerte lære af minksagen, og efter valget i 2022 gik de i GroKo-regering (tysk betegnelse for en regering med partier fra begge sider af midten, red.) med Løkke og Venstre (Frederiksen II) – en midterregering, som ganske få vælgere ønskede, og som nærmest var designet fra start til at styrke den populistiske højrefløj.
SVM-regeringen er ikke bare et umage politisk ægteskab; den brede flertalskonstellation under Frederiksen II er på et væsentligt parameter også nærmest så langt fra den smalle etpartiregering under Frederiksen I, som man kan komme, fordi den nødvendigvis medfører en strukturel ‘lukning’ af magten.
Det gør den, fordi alle væsentlige beslutninger (akkurat som i de tyske GroKo-regeringer) bliver forhandlet på plads mellem de tre partiledere, og fordi rammerne for intern politisk uenighed ligeledes bliver fastlagt fra toppen. Det har sat stærke begrænsninger på regeringspartiernes idé- og politikudvikling – og måske endnu vigtigere på deres evne til at opfange og integrere impulser fra den politiske og sociale omverden.
Som jeg har skrevet før, så var Mette Frederiksens paradoksale svar på den borgerlige kritik af hende som magtfuldkommen i forlængelse af minksagen derfor at danne en regering, der – helt modsat Frederiksen I – i sin grundstruktur er netop magtfuldkommen.
Arrogance kan koste rød blok dyrt
Tilbage til Rosenkrantz-Theil hvis indtog i den københavnske kommunalvalgkamp både kan ses som et studie i den arrogance, som landspolitiske profiler kan udvise over for deres lokalpolitiske partifæller samt som et udslag af og symptom på netop den magt-lukkethed omkring Frederiksen II, jeg beskriver ovenfor.
Rosenkratz-Theils kandidatur (og sandsynlige fiasko) er blevet en proxy for Mette Frederiksens eget politiske lederskab.
Malte Frøslee Ibsen
For selvom Rosenkrantz-Theil med sin Ø-fortid på papiret burde være et stærkt kort i København, så synes hun jo mere end noget andet udvalgt til posten, fordi hun er Mette Frederiksens nære politiske og personlige allierede, og derfor er hendes kandidatur (og sandsynlige fiasko) helt og holdent blevet en proxy for Mette Frederiksens eget politiske lederskab.
Og mens udskiftningen af Sophie Hæstorp Andersen med Pernille Rosenkrantz-Theil utvivlsomt er et mistillidsvotum fra den socialdemokratiske ledelse på Christiansborg til socialdemokraterne på Københavns Rådhus på både kandidat- og politisk niveau, så har man sjældent set et forsøg på at lægge en ny politisk linje være så fundamentalt fejlkalibreret i henhold til de dagsordner, der bredt rører københavnerne.
Denne fejlkalibrering antager en næsten parodisk karakter, når Rosenkrantz-Theil igen og igen virker som om, at den sag, hun nærmest brænder mest for, er flere parkeringspladser til de københavnske bilejere.
For mig er det svært ikke at se denne fejlkalibrering som udslag af netop den strukturelle magtlukkethed over for bredere impulser, der udgår helt fra toppen af Socialdemokratiet, og som jeg efterhånden frygter, kan give de borgerlige en helt usandsynlig valgsejr ved næste års folketingsvalg.
Teksten blev først bragt som et opslag på Facebook.
Artiklen var skrevet af
Omtalte personer
- Her er otte bud på Sundhedsministeriets næste departementschef
- Vraget ordfører er stadig i chok efter folketingsexit: "Jeg har ikke engang lyst til at gå Caminoen"
- K-næstformand går i rette med bagland: Ikke en borgmesteropgave at forhandle regering
- Borgmester går i rette med vagthund efter hård kritik: Det er sket fejl, men slet ikke i det omfang
- Eksperter afviser kommuners forklaring i sag om ulovlige anbringelser





















