Debat

Klumme: Overløbere fra Slotsholmen styrker den kommunale lobbyisme

KLUMME: Kommunerne er klar til en målrettet, statslig lobbykamp. Det betyder sandsynligvis, at overløbet af ledere fra Slotsholmen til kommunerne vil fortsætte de næste år, skriver Marie Scott Poulsen og Maria Steno, rådgiver og partner i Geelmuyden Kiese. 

Det er helt legitimt for kommunerne at bedrive lobbyisme, og med debat om ’Udkantsdanmark’ og udflytning af statslige arbejdspladser har kommunerne, i rollen som lobbyister, fået endnu mere at se til, skriver Marie Scott Poulsen og Maria Steno.
Det er helt legitimt for kommunerne at bedrive lobbyisme, og med debat om ’Udkantsdanmark’ og udflytning af statslige arbejdspladser har kommunerne, i rollen som lobbyister, fået endnu mere at se til, skriver Marie Scott Poulsen og Maria Steno.
Kristian Tolbøll
GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Marie Scott Poulsen og Maria Steno
Rådgiver og partner i Geelmuyden Kiese

Udveksling af medarbejdere mellem centraladministration og kommuner er ikke et nyt fænomen, men når det i fremtiden kommer til at give yderligere mening for kommunerne at hente centrale skikkelser fra Slotsholmen til den kommunale verden, er det fordi, der bliver arbejdet endnu mere systematisk med at påvirke de kommunale rammevilkår, som staten udstikker.

Og i det perspektiv kan det at hente kommunale topledere fra centraladministrationen være investeringen værd. De kan nemlig være med til at styrke kommunens lobbyposition.

Store gevinster for kommunerne
Det er helt legitimt for kommunerne at bedrive lobbyisme over for staten, og med debatten om ’Udkantsdanmark’ og udflytning af statslige arbejdspladser har kommunerne i rollen som lobbyister fået endnu mere at se til. Der er nemlig store gevinster at hente for de kommuner, der gør deres lobbyarbejde godt og formår at tiltrække nogle af de attraktive statslige arbejdspladser, påvirke de kommunale udligningsordninger, rammen for økonomiaftalen mellem KL og staten eller henter investeringer til store infrastrukturprojekter.

Fakta
Deltag i debatten!
Send dit indlæg til [email protected]

Og der er stor aktivitet i kommunerne, som enten i fællesskab eller hver for sig arbejder målrettet på at påvirke beslutninger, der har indvirkning på deres fremtid: Infrastruktur Nordsjælland er en sammenslutning af kommuner, der arbejder for at sikre investeringer i motorveje i området.

Kalundborg vil gerne have en Kattegatforbindelse, og København arbejder for Metro til Malmø. En håndfuld kommuner arbejder aktivt på at tiltrække de kommende 2000 skattearbejdspladser, og så har vi ikke engang nævnt politiskole-gate.

Kommunerne er ikke ekkokamre af aflåste lokale demokratier, men er tværtimod nu mere end nogensinde afhængige både af et aktivt lokalt civilsamfund og af deres counter parts på Slotsholmen.

Af Marie Scott Poulsen og Maria Steno
Rådgiver og partner i Geelmuyden Kiese

Statslig lobbykamp
Kommunerne er ikke ekkokamre af aflåste lokale demokratier, men er tværtimod mere end nogensinde afhængige både af et aktivt lokalt civilsamfund og af deres counter parts på Slotsholmen. Måske derfor ser vi fortsat kommunerne styrke deres vigtige relation til de statslige beslutningstagere ved simpelthen at hente dem over i ledende stillinger i kommunerne.

Så når profiler som de tidligere departementschefer Peter Loft og Peter Mørch bliver hhv. kommunaldirektør på Bornholm og administrerende direktør i Økonomiforvaltningen i København, og når Jesper Zwisler rejser frem og tilbage mellem stat og kommune, (kommunaldirektør i Greve og på Frederiksberg, derefter departementschef i Socialministeriet og nuværende kommunaldirektør i Herlev Kommune) er det ikke kun fordi kommunalreformens professionalisering af administrationen i kommunerne, enhederne er blevet væsentligt større, og sammenligneligheden med statens institutioner er dermed øget.

Det er også fordi, kommunerne er klar til målrettet, statslig lobbykamp for bedre vilkår, flere statslige arbejdspladser og større infrastrukturprojekter. Det er sandsynligt, at vi i de kommende år vil vi se mere overløb fra centraladministrationen til kommunerne, som er klar til både lobbykamp – og topledere med gode, attraktive netværk.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00