HK: LA må sætte navn på fyresedlerne, hvis de vil skære i bureaukratiet

Liberal Alliance vil lette skatten med 40 milliarder kroner. En direktørfamilie vil få en skattelettelse på over 50.000 kroner. En del af regningen skal betales af kommunerne gennem 7,8 milliarder kroner i såkaldte "administrative besparelser".
Det oplagte spørgsmål er derfor: Hvad og hvem er det helt konkret, der skal spares væk?
Det er let fra Christiansborg at sige, at man bare skal skære i "bureaukratiet", for det ønsker ingen jo. Men bag ordet gemmer der sig mennesker, der hver dag får den offentlige sektor til at fungere.
Det kan næsten lyde, som om nogen forestiller sig, at der går mennesker på arbejde hver dag uden at lave noget væsentligt. Det er faktisk en hån.
Derfor skylder de blå partier med Liberal Alliance i spidsen at forklare, hvem der konkret skal fyres. Hvis ikke man er konkret, kan vi ikke få en seriøs debat om konsekvenserne for vores velfærdssamfund.
LA's egen medicin
Normalt skoser de blå partier andre for at komme med luftig og ukonkret finansiering.
Derfor bør Liberal Alliance tage deres egen medicin og fortælle, hvilke konkrete stillinger, afdelinger og jobfunktioner der skal nedlægges.
Hvis man strukturelt vil spare 7,8 milliarder kroner i kommunerne, svarer det til, at fjernes mere end 10.000 jobs, og det er uden milliardbesparelsen i regionerne.
De blå har ellers været meget flittige til at kræve konkrete svar og dokumentation i debatten om formueskat. Det ville være klædeligt, hvis man var lige så omhyggelig med sit eget forslag.
Det er naturligvis helt fair, at man ønsker et samfund med mindre offentlig service og lavere skat. Det er en politisk prioritering. Men vi bliver nødt til at have en ærlig og konkret debat om konsekvenserne.
Hvilke HK'ere skal undværes? Er det medarbejderen i borgerservice, der skal fyres? Er det de fagpersoner, der hjælper mennesker med ondt i livet? Eller er det skolesekretæren, der hjælper elever, forældre og lærere? For de er allesammen administrative medarbejdere.
Det kan næsten lyde, som om nogen forestiller sig, at der går mennesker på arbejde hver dag uden at lave noget væsentligt. Det er faktisk en hån.
Peter Jacques Jensen og Ditte Gottlieb Bredahl
Forperson, HK Hovedstaden og formand, HK Kommunal Hovedstaden
Navn på fyresedlen
Vi har før set, hvad der kan ske, når man tror, at der findes et stort fedtlag i den offentlige administration.
Tænk bare på Skat, hvor omfattende nedskæringer og omorganiseringer var med til at svække kontrollen så meget, at staten blev snydt for knap 13 milliarder kroner i den såkaldte udbytteskat-skandale.
Der er også et principielt spørgsmål om det kommunale selvstyre. Hvis kommunerne presses ind i en så stram statslig "spare-kageform", bliver der mindre plads til lokale prioriteringer, som de liberale ellers hylder.
Kommuner har forskellige udfordringer. Nogle steder kan der være behov for flere socialformidlere, andre steder for en stærkere erhvervspolitik eller noget tredje.
Vardes Venstre-borgmester, Sarah Andersen, sagde meget præcist, da hun kommenterede LA-planen: "Det ville få den konsekvens, at vi skulle slukke lyset i de små samfund, som jo er Varde Kommunes selvforståelse og vores DNA."
Christiansborg producerer mange politiske forslag, og de skal selvfølgelig fremstå finansierede. Men der findes ikke pengetræer i den offentlige sektor. Der findes rigtige mennesker i rigtige job.
Hvis Liberal Alliance vil spare 7,8 milliarder kroner i kommunerne, må de også sætte navn og adresse på de mere end 10.000 fyresedler.
Indsigt

Karina Adsbøl spørger Mattias TesfayeEr der afsat nok midler til, at kommunerne kan indføre billigere pasning og flere pædagoger?
Karina Adsbøl spørgerHvordan vil ministeren sikre, at det ikke handler om, hvilket postnummer man bor i, når børn udsættes for vold?Besvaret
Udvalget spørger Jacob JensenHvem vil blive ramt på beskæftigelsen ved en halvering af dansk svineproduktion?Besvaret
- B 40 Krav til kommunerne om at udarbejde retningslinjer for energianlæg på land (Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet)2. behandling
- L 129 Barnets lov med videre (Social- og Boligministeriet)1. behandling
- B 106 At skabe mulighed for dispensation fra kommunernes anlægsloft (Indenrigs- og Sundhedsministeriet)Fremsat



























