20. januar 2014 kl. 09.24
Lars Monrad-Gylling stopper som direktør i KMD. Han efterlader tydelige spor i virksomhedens udvikling.
De væsentligste bedrifter, Lars Monrad-Gylling har gennemført i sin tid som direktør, er virksomhedens privatiseringsproces, it-projekter i forbindelse med kommunalreformen samt påbegyndelsen af et udpræget strategisk fokus på velfærdsteknologi.
"Jeg forlader en virksomhed, der er stærk, både økonomisk og kommercielt. Tiden er nu inde til, at nye kræfter tager over, og jeg selv kan kaste mig over et nyt kapitel af mit liv," udtaler han i en pressemeddelelse.
Lars Monrad-Gylling har tidligere arbejdet hos it-giganten IBM samt datterselskabet Responsor. Han er desuden uddannet cand.merc. fra Handelshøjskolen i København.
























