Af Stig Langvad
Formand for Danske Handicaporganisation

Der er ingen tvivl om, at nedskæringerne på velfærdsydelserne rammer de mest sårbare borgere. Vi kan se i budgetterne for 2013, at der planlægges nedskæringer på ydelser til folkeskolen og inklusion, udsatte børn og voksne handicappede.

Udgifterne til socialt udsatte og handicappede er alene fra 2010 til 2011 skåret ned med 1,3 mia. kr. Tendensen ser med andre ord ud til at fortsætte.

Fokus i den aktuelle debat blandt mange af landets borgmestre, uanset partifarve, er, at borgerne er krævende og har urealistiske forventninger. Derfor skulle udgifterne være løbet løbsk.

Men borgere kan aldrig nogensinde kræve sig til en ydelse. Ydelser tildeles af kommunen på baggrund af en individuel og konkret socialfaglig vurdering.

Derfor bliver debatten afsporet, når fokus hele tiden er på, at borgerne skulle have urealistiske forventninger. Hverken borgernes behov eller lovgivningen har ændret sig. Alligevel skærer kommunerne drastisk i hjælpen. Det er påfaldende, hvor lidt hjælp kommunerne mener, at borgere med handicap kan klare sig for.

Kommuner på afveje
De massive og vilkårlige nedskæringer udhuler betydningen af en socialfaglig individuel vurdering, som i stigende grad ligger under for en økonomisk prioritering. Det betyder reelt, at kommunerne hele tiden afprøver grænser og stadig oftere tildeler mindre, end loven tilsiger. Det ses blandt andet på klagesagerne i ankenævnene, hvor antallet af sager stiger. I 30 procent af sagerne træffer kommunerne forkerte beslutninger.

Dermed er det indlysende, at det er kommunerne, der er på afveje. Kommunerne bevæger sig på den forkerte side af anstændighed, når de tager forskud på ændringer af lovgivningen i nedadgående retning. Ændringer, som ikke er besluttet i Folketinget, og som forhåbentlig aldrig bliver besluttet. Kommunerne sætter sig over Folketinget.

Fokus i velfærdsdebatten, når det gælder handicapområdet, bør derfor være på, hvordan man sikrer de nødvendige økonomiske tilpasninger uden at ramme de mest sårbare borgere dér, hvor det gør mest ondt, nemlig på den hjælp, som skal give dem en ligeværdig hverdag og inkludere dem i samfundet. For hvad er alternativet?

Hverken borgernes behov eller lovgivningen har ændret sig. Alligevel skærer kommunerne drastisk i hjælpen. Det er påfaldende, hvor lidt hjælp kommunerne mener, at borgere med handicap kan klare sig for

Stig Langvad
Formand for Danske Handicaporganisationer

Forandringer af velfærdssamfundet er godt – det skal løbende udvikles. Forandringen består lige nu af ensidige nedskæringer i ydelser til de svageste i stedet for at tage udgangspunkt i at bruge borgernes og civilsamfundets ressourcer i løsningerne.