Kommunalpolitiker: Kontanthjælp skal ikke være en varig løsning

Af Anders J. Andersen (S)
Formand for Arbejdsmarkeds- og Uddannelsesudvalget og medlem af kommunalbestyrelsen i Vordingborg Kommune

Der er 70-80.000 kontanthjælpsmodtagere i Danmark. Kontanthjælp skulle være en midlertidig ydelse, men alligevel lever mange på kontanthjælp i årtier. Skal vi acceptere “konStanthjælp”?

Gode konjunkturer har medført flere i job, herunder også jobparate kontanthjælpsmodtagere.

Tilbage står de aktivitetsparate kontanthjælpsmodtagere. De har typisk haft en vanskelig barndom. Psykiske lidelser, misbrug, sårbarhed samt manglende motivation forhindrer dem i en plads på arbejdsmarkedet.

Ansvar for eget liv
Vi ved kun lidt om, hvad der virker for at få aktivitetsparate kontanthjælpsmodtagere i beskæftigelse eller uddannelse. Vi har igennem tiderne iværksat masser af indsatser og fået praksiserfaringer.

Men vi har ingen dokumentation.

En sagsbehandler kan ikke efter en times visitationssamtale afgøre, om der reelt er alvorlige underlæggende barrierer hos kontanthjælpsmodtageren

Anders J. Andersen (S)
Kommunalbestyrelsesmedlem og formand for Arbejdsmarkeds- og Uddannelsesudvalget i Vordingborg Kommune

Derfor besluttede Vordingborg Kommune med økonomisk støtte fra Den A. P. Møllerske Støttefond og hjælp fra Syddansk Universitet at gennemføre et forsøg, der opfyldte alle etiske og videnskabelige principper.

Det to-årige projekt “Ansvar for eget liv” havde til formål at få aktivitetsparate kontanthjælpsmodtagere i ordinær beskæftigelse eller uddannelse.

400 aktivitetsparate kontanthjælpsmodtagere blev opdelt i tre grupper:

Interventionsgruppe 1
Hovedinterventionsgruppen på 100 projektdeltagere fik en massiv indsats bestående af tre elementer:

a. Empower projektdeltagerne. I tæt samarbejde med projektdeltagerne mobiliserede vejlederen borgernes ressourcer, så de selv kunne tage ansvar for deres fremtid. Med empowerment, kommunikation og relationsopbygning mellem borger og vejleder nedtonede sidstnævnte sin rolle som myndighedsperson og blev sparringspartner.

b. Halv sagstamme. For at give vejlederen mere tid til borgerne blev det normale antal sager halveret.

c. Særlige ydelser. Projektdeltagerne blev tilbudt ydelser, som ellers ikke dækkes af lovgivningen. Eksempelvis blev der givet støtte til medicin, ny bolig, kørekort, tandbehandling, kurser og befordring. Der blev bevilget for i alt 1.348.000 kroner. Den største udgift til én person var 91.000 kroner og mindste udgift til én person 115 kroner.

Interventionsgruppe 2
Interventionsgruppe 2 også på 100 projektdeltagere bestod i, at antallet af personer per vejleder blev halveret. Denne gruppe fik hverken empowerment eller særlige ydelser.

Kontrolgruppe
Kontrolgruppen bestod af 200 projektdeltagere. De fik ingen intervention. Det vil sige, at de fik normal myndighedsbehandling.

Syddansk Universitet konkluderer i slutrapporten november 2019, at trods empowerment, halv sagsstamme og særlige ydelser skabte det ikke en statistisk signifikant merbeskæftigelse sammenlignet med kontrolgruppen.

Det er bemærkelsesværdigt, at projektet ikke gjorde forskel i mulighederne for at opnå ordinær beskæftigelse eller uddannelse, uanset hvilken af de tre ovenstående indsatser borgerne fik.

Herudover havde 70-75 procent i de tre grupper en beskæftigelsesgrad på nul procent. De fleste projektdeltagere fik altså ingen tilknytning til et job - end ikke af kort varighed - på noget som helst tidspunkt.

Flere fik fleksjob
At få rykket denne gruppe af borgere over i ordinær beskæftigelse eller uddannelse lykkedes ikke.

Men flere fik fleksjob: I indsatsgruppen med empowerment, halv sagsstamme og særlige ydelser kom 15 i fleksjob. Altså fik de en tilknytning til arbejdsmarkedet. Til sammenligning kom 7 i fleksjob fra hver af de to andre grupper.

Udover fleksjob fik hovedindsatsgruppen styrket sit sociale netværk.

Empowerment-delen styrkede også deres selvværd og relationer til andre. Det er forhold, der i sig selv fremmer livskvaliteten, herunder måske også på længere sigt tilknytning til arbejdsmarkedet.

Projektet kørte over to år. Var det fortsat, ville det måske have forbedret resultatet yderligere.

Og sænker man ambitionen fra ordinær beskæftigelse til støttet beskæftigelse, eksempelvis fleksjob, så giver det alligevel håb for fremtiden.

Koncentrere indsatsten
Eksperimentets resultater medfører nu, at Vordingborg Kommune omlægger indsatsen over for kontanthjælpsmodtagere.

En sagsbehandler kan ikke efter en times visitationssamtale afgøre, om der reelt er alvorlige underlæggende barrierer hos kontanthjælpsmodtageren. Hidtil har vi brugt lige meget tid på alle borgere, selv om alle ikke er ens.

Det betyder, at vi anvender for mange ressourcer uden effekt. Prioritering er en afgørende faktor for den offentlige indsats. Fremover vil vi koncentrere indsatsen der, hvor den kan gavne mest.

Vi vil bruge flere ressourcer ved jobcentrets indgang. Her vil vi inden for de første uger foretage en helhedsorienteret, smidig og tværgående afklaring af borgerens muligheder, barrierer og motivation.

Og der vil blive gennemført samtaler baseret på empowerment-tankegangen om borgerens muligheder og motivation til at ville og kunne deltage i en indsats.

For denne gruppe iværksætter vi i samarbejde med borgeren hele den store værktøjskasse i form af en beskæftigelses- eller uddannelsesindsats.

Denne gruppe vil nemlig gerne, og hvor det kniber, hjælper vi dem videre for fuld skrue. Projektet viste, at vi faktisk kan flytte flere aktivitetsparate kontanthjælpsmodtagere med en mere individuel og inddragende indsats.

Det bliver nok ikke til ordinært arbejde, men mindre kan også gøre det som eksempelvis fleksjob.

Det vil også sætte sit præg på næste generation, så børnene kan se, at det er normalt som voksen at gå på arbejde. Måske kan vi bryde den negative sociale arv.

Måske førtidspension eller borgerløn?
Vi står alligevel tilbage med en gruppe, som vi stort set ikke kan flytte: Hvad gør vi?

Skal vi fortsætte ad samme vej, som vi plejer med kontanthjælp og regelmæssig opfølgning, der alligevel ikke fører til noget?

Eller have en eller anden form for skattefinansieret konstanthjælp såsom førtidspension eller borgerløn?

Denne gruppe borgere har vi hidtil vurderet til at have ressoucer, der ville kunne udvikles, så borgeren kunne få en tilknytning til arbejdsmarkedet.

Men vores projekt viste, at borgeren de facto har så lav en motivation eller formåen til at indgå i en forandring, at det i praksis ikke er muligt lige nu i borgerens liv.

Så uanset hvad et rødt eller blåt Folketing har sat i værk med pisk, gulerod, 225-timersregel eller kontanthjælpsloft, så har det for disse borgere ikke ført dem videre i livet.

Der skal nyt til.