Kost & Ernæringsforbundet: Det handler ikke kun om dunser

Af Ghita Parry
Forbundsformand i Kost & Ernæringsforbundet

Det regner med frikadeller i den offentlige debat. Men det er værre endnu.

For frikadellerne er skjold for en mistillid politikere bredt set i disse år sender ned over den offentlige sektor: disrespekt og manglende anerkendelse af fagligheden og sine medarbejdere. Det er New Public Managements triste bagside.

Når politikerne står med hovedet helt nede i gryden, rokker det ikke kun ved tærsklen til køkkendøren. Det rokker også ved fundamentet for vores samfund, fra kerneopgaven og lokaldemokratiet. Det er nemlig ikke kun menuen, der står for skud, når mere og mere dokumentation og detailstyring fjerner fokus fra kerneopgaverne.

Vi ser det overalt i sundhedssektoren, hvor politikere har travlt med at slå sig op på krav om, at fagfolk skal prioritere den ene eller den anden detalje. I den lille del er betydningen måske ikke så stor, men det er og bliver et langsomt farvel til fagligheden.

Vi er pressede i forvejen
Samtidig står vi som ansatte i den offentlige sektor i en benhård virkelighed. Pengene er små og bliver kun mindre. Vi skal være mere effektive, vi skal ikke spilde, vi skal løbe hurtigere og kvaliteten skal blive bedre. Vi bliver udsat for hård konkurrence, hvor vi ikke tør drømme om en bedre løn og bedre udsigter, men snarere må håbe på at beholde jobbet. Man kan som bekendt ikke klippe håret af en skaldet. 

Når politikerne står med hovedet helt nede i gryden, rokker det ikke kun ved tærsklen til køkkendøren. Det rokker også ved fundamentet for vores samfund, fra kerneopgaven og lokaldemokratiet.   

Ghita Parry
Forbundsformand i Kost & Ernæringsforbundet

Vi kan igen og igen dokumentere, at mængden af stressede kolleger er massiv. Vi dokumenterer, at alt for mange føler, at de ikke kan løfte jobbet på en fagligt tilfredsstillende måde. Stresseksperter slår alarm og vurderer, at offentligt ansatte nærmest skal være elitesoldater for at klare presset.

Lokaldemokratiet vakler
Som ansatte er vi produkter af et højt besunget uddannelsessystem. Vi er dybt engagerede og fokuserede på vores faglighed. Men igen og igen bliver vi mødt af krav fra politikere – arbejdsgivere – som kan synes grebet ud af den blå luft. Og det til trods for at vi sammen har sat en sindrigt system op, hvor arbejdsgivere og medarbejdere kan samarbejde og udvikle arbejdspladserne. Systemer, hvor vi kan tale sammen. Hvor vi kan udvikle ting sammen. Hvor vi kan kvalificere beslutninger på et fagligt grundlag.

På samme måde har vi sat små demokratiske systemer op i alle grene af vores samfund. Vi kalder dem ældreråd, brugerbestyrelser eller som i daginstitutionerne: forældrebestyrelser. Det er ikke kun fagfolk, frikadellekrigen er et angreb på. Det er også forældrene. Deres kompetence og evne til at vurdere, hvad der passer på matriklen, bliver sat uden for døren, når der kommer diktat fra byrådssalen eller Borgen.

Medarbejderne i den offentlige sektor vil gerne gøre det godt. Og vi gør det godt. Men vi er ikke robotter. Vi kan ikke blive ved med at stå på benene, når det konstant buldrer og brager omkring os. Når det regner med dokumentationskrav og detailstyring – eller frikadeller. 

Så kære politikere: Er det her, hvad I kalder tillid og respekt for faglighed? Hvor meget synes I, det er rimeligt at udsætte de ansatte for?