Debat

Lektor: “Riv den ghettoliste ned, hr. minister”

DEBAT: Ghettolisten er fyldt med problemer og er decideret kontraproduktiv i forhold til de problemer, den er sat i verden for at afhjælpe, skriver Troels Schultz Larsen, lektor på RUC med fokus på offentlige indsatser inden for det sociale og beskæftigelsesmæssige område.

Selv meget små ændringer i beboersammensætningen – helt ned til, om to til tre personer til- eller fraflytter et område – får betydning for, om et område er på listen eller ej, skriver Troels Schultz Larsen.
Selv meget små ændringer i beboersammensætningen – helt ned til, om to til tre personer til- eller fraflytter et område – får betydning for, om et område er på listen eller ej, skriver Troels Schultz Larsen.Foto: /ritzau/Asger Ladefoged
Emil Dyrby
GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Troels Schultz Larsen
Lektor, RUC

Med andre ord: Kommunerne kan i praksis ikke bruge listen til at tilrettelægge sine indsatser.

Troels Schultz Larsen
Lektor, RUC

Siden boligministeren offentliggjorde den seneste ghettoliste i december, og statsministeren holdt sin nytårstale, er der gået ghetto i den politisk og mediemæssigt.

Fakta
Deltag i debatten!
Send dit indlæg til [email protected].

Senest Politikens forside i fredags (19/1), der fremhæver, hvorledes ghettolisten bygger på forældede tal. Listen ville svinde til halv størrelse, hvis de opdaterede tal blev anvendt.

Det er i sagens natur problematisk, hvis et ministerium ikke anvender den mest opdaterede viden, men faktum er, at ministeriet selv gør opmærksom på, at der findes nyere opgørelsesmetoder i en fodnote til ghettolisten, at der ved udarbejdelsen af næste års liste vil tages højde for de nye data, og at vi formentlig kan se frem til en ny opgørelsesmetode.

Langt mere problematisk er det imidlertid, at listen helt grundlæggende er værdiløs i forhold til de formål, Boligministeriet selv opstiller, men også er decideret kontraproduktiv i forhold til at afhjælpe de problemer, der reelt berører de forsømte boligområder.

Listen er ikke nødvendig
Boligministeren var i forbindelse med offentliggørelse af den seneste ghettoliste ude og forklare (blandt andet i Politiken 1/12), at formålet med listen er at kunne identificere og løse ghettoproblemerne samt at kunne følge udviklingen og monitorere effekterne af indsatser i disse boligområder.

Men for det første er listen ikke nødvendig for at kunne fortage en identifikation af boligsociale problemer. Dette gøres allerede langt mere nuanceret og reflekteret af kommunerne selv.

For det andet betyder de kriterier, listen udarbejdes på baggrund af, at selv meget små ændringer i beboersammensætningen – helt ned til, om to til tre personer til- eller fraflytter et givent område – får betydning for, om det er på listen eller ej.

For det tredje er det helt umuligt alene ud fra listen at afgøre, om udviklingen skyldes lokale indsatser eller konjunkturudsving i den ene eller den anden retning.

I forlængelse heraf er det også problematisk, at kriterierne kun dækker beboerne og deres ”mangler”. Listen ser helt bort fra de strukturelle problemstillinger omkring globalisering, arbejdsmarkedets og boligmarkedets indretning, som direkte påvirker disse områder.

Giver det forkerte billede
Med andre ord: Kommunerne kan i praksis ikke bruge listen til at tilrettelægge sine indsatser. Ministeriet kan heller ikke bruge listen som redskab til at følge udviklingen med, og forskningsmæssigt kan den slet ikke bruges.

Et andet ofte fremført argument for ghettolisten og i særdeleshed for ghettobegrebet, som ministeren ligeledes fremfører (jf. Kristeligt Dagblad 8/1), er, at ”Det giver et retvisende billede af, hvad udfordringen er. Og dem, der bor der, tager ikke skade af at høre, at deres lokalområde ikke er en idealtilstand, men noget, samfundet ser som problematisk.”

Ghettolisten giver imidlertid ikke et retvisende billede. Med listen kalder man desværre ikke en spade for en spade, men blander æbler, pærer, bananer og appelsiner og blender det til en uskøn grød.

Rene tilfældigheder
Tag til eksempel Tåstrupgård, der har den næstlaveste andel af beboere uden for arbejdsmarkedet, men også den næstlaveste gennemsnitsindkomst og den højeste andel af beboere med kun grundskole.

Skulle vi betegne dette område mere præcist med udgangspunkt i tallene fra ghettolisten, måtte det være som et ’boligområde med et stort uddannelsesmæssigt behov og problemer med fattigdom’.

Et andet eksempel er Lindholm med en af de højeste andele af beboere uden for arbejdsmarkedet og den laveste andel af ’ikkevestlige’. Her er det mere præcist at tale om et ’område med manglende jobs’.

Og hvad kriteriet omkring ’ikkevestlige’ angår, er det jo helt absurd. En beboer kan være født og opvokset i Danmark, have en god uddannelse, en uplettet straffeattest, et godt stabilt arbejde, forsøge sin familie, sende sine unger i daginstitution eller den lokale folkeskole og alligevel være et bidrag til, at vedkommendes boligområde havner på ghettolisten, fordi vedkommendes forældre tilfældigvis er født i et såkaldt ikkevestligt land.

Samlet set betyder det, at det er helt tilfældigt, om et område havner på listen eller ej. At de områder, der så er på listen, kan været det af helt forskellige årsager, men til gengæld bliver de stigmatiserede.

Kollektiv afstraffelse og stigmatisering
Omvendt ved vi fra forskningen og 30 års arbejde med at prøve at håndtere disse problemer, at ghettolisten har en række konsekvenser for beboerne.

Den stigmatiserer og afstraffer beboerne kollektivt. Den rammer beboernes selvværd, selvforståelse og selvagtelse med den konsekvens, at eksempelvis mange skoleelever i disse boligområder undervurderer og nedvurderer egne evner og fremtidsmuligheder.

Den skaber barrierer mod udviklingen af et godt lokalt naboskab, og den motiverer dem, der har mulighed for det, til at flytte væk og afskrækker potentielle tilflyttere.

De vidt florerende fordomme om disse områder, som ghettolisten legitimerer og forstørrer, påvirker også dem, der arbejder med beboerne til at sætte andre standarder.

Listen har økonomiske konsekvenser i kraft af adressebaseret jobdiskrimination. Markedsmæssige konsekvenser ved, at beboere i mange af disse områder oplever ikke at kunne få forsikringer og ikke kan opnå lånefinansiering til bolig eller bil alene på grund af deres adresse.

Beboere oplever ikke at kunne lease diverse produkter eller kunne købe på afbetaling, at være nægtet diverse services, fordi alt fra pakker, pizza og dagligvarer ikke leveres, eller taxier ikke kører ind i områderne.

Ghettolisten afhjælper ikke problemerne
Betyder det så, at vi skal feje de reelle problemer, der er i disse områder, ind under gulvtæppet og gemme dem væk under misforstået berøringsangst eller politisk korrekthed? Selvfølgelig ikke.

Men vi skal kalde en spade for en spade og begynde at fokusere på de arbejdsmarkedsmæssige og boligmarkedsmæssige problemer og strukturer, der er medvirkende til at producere og reproducere forsømte boligområder.

Det gør ghettolisten ikke. Den er fra begyndelsen præget af byggesjusk, ringe materialevalg, håbløs arkitektur, dårlig planlægning, negative selvforstærkende effekter, og den bliver forvaltet betonbureaukratisk.

Så hvis vi som samfund ønsker at gøre noget ved disser problemer, er der kun én ting at sige: Riv den ghettoliste ned, hr. minister.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00