Debat

Muskelsvindfonden: KL vil tage rettigheder fra mennesker med handicap?

Forhandlingerne mellem regeringen og KL om næste års økonomi lægger op til en gyser, der bliver et spørgsmål om ondt eller værre. Står det til KL, kan mennesker med handicap nemlig miste en del af deres rettigheder, skriver Simon Toftgaard Jespersen.

Muskelsvindfondens medlemmer kan ikke genkende de stigende kommunale udgifter. Der er tværtimod dokumenterede nedskæringer i støtten, skriver Simon Toftgaard Jespersen.
Muskelsvindfondens medlemmer kan ikke genkende de stigende kommunale udgifter. Der er tværtimod dokumenterede nedskæringer i støtten, skriver Simon Toftgaard Jespersen.Foto: Mathias Svold/Ritzau Scanpix
Simon Toftgaard Jespersen
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Det er efterhånden ingen hemmelighed, at handicapområdet i kommunerne er presset.

Derfor går Kommunernes Landsforening (KL) ind til forhandlingerne med regeringen om næste års økonomi med krav om enten flere penge eller begrænsning af rettighederne for mennesker med handicap.

I min optik er flere penge til området en elementær nødvendighed, men vinden blæser ikke for alvor i den retning, og derfor frygter jeg i den grad alternativet: begrænsning af rettigheder og de nedskæringer, det måtte betyde.

Økonomi før rettigheder

Bagtæppet for forhandlingerne er, at kommunerne endnu en gang har oplevet stigende udgifter. Det fremgår i en artikel i Altinget, hvor KL-formand Martin Damm er interviewet.

For Muskelsvindfonden og vores medlemmer er tanken om fortsatte nedskæringer ikke til at bære

Simon Toftgaard Jespersen
Formand, Muskelsvindfonden

Holdningen er, at udgifterne til mennesker med handicap ikke kan fortsætte med at stige, og at KL har behov for at kunne sætte foden på bremsen. I den situation er logikken, at man derfor er nødt til at begrænse menneskers rettigheder, så kommunerne kan holde udgifterne nede og inden for lovens rammer.

Umiddelbart et ret ligefremt argument, og i en kold og kynisk verden forstår jeg KL’s ræsonnement.

Problemet er bare, at for Muskelsvindfonden og vores medlemmer er tanken om fortsatte nedskæringer ikke til at bære. Og ja, jeg skriver "fortsatte nedskæringer", for KL's billede af stigende udgifter kan vi i vores hjørne af det kommunale system absolut ikke genkende. Tværtimod faktisk.

Faldende udgifter på området

På de tre områder, der fylder mest i Muskelsvindfondens afdeling for rådgivning og hjælp til medlemmer i ankesager, kan der over de seneste fem år dokumenteres dramatiske nedskæringer.

Nedskæringer, der har store menneskelige konsekvenser i forhold til alt fra arbejde, familie til venner og i sidste ende livskvalitet.

De tre områder er nødvendig praktisk hjælp i hverdagen i form af hjælperordninger. Det er støtte til handicapbilen, der for mange er den eneste mulighed for at komme rundt. Og det er økonomisk kompensation for de ekstra udgifter (såkaldte merudgifter), der følger af at have et omfattende fysisk handicap. 

På disse tre områder har vi over en længere årrække oplevet konkrete, dokumenterbare nedskæringer. Færre mennesker får tilkendt eller har en hjælperordning. Færre får støtte til handicapbil. Alene i forhold til merudgifter har kommunerne de seneste fem år sparet over en kvart milliard kroner årligt i udbetalinger. 

De eventuelt stigende udgifter andre steder kan og må ikke bruges som argument for at skære yderligere på den hjælp til mennesker med fysisk handicap

Simon Toftgaard Jespersen
Formand, Muskelsvindfonden

At gøre ondt værre 

De pågældende nedskæringer kan ikke forklares med ændret lovgivning, men blot praksisskred og besparelser. Jeg afviser bestemt ikke, at der er stigende udgifter på andre dele af det specialiserede socialområde, men på vores bord ser tallene anderledes ud.

Min pointe er derfor, at de eventuelt stigende udgifter andre steder ikke kan og må bruges som argument for at skære yderligere på den hjælp til mennesker med fysisk handicap, som de seneste år er beskåret mere end rigeligt.

Jeg vil med glæde tale om rettigheder med KL, da de er grundlæggende for vores velfærdssamfund, men det bliver aldrig med udgangspunkt i at svække dem.

Jeg oplever i modsætning til KL, at der er behov for at få genoprettet rettighederne for mennesker med handicap, der efterhånden er smuldret væk i mærkværdig sagsbehandling og en på vores område dårligt fungerende Ankestyrelse. Får KL held med at fjerne nogle rettigheder, vil det for mennesker med handicap gøre ondt værre.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Simon Toftgaard Jespersen

Formand, Muskelsvindfonden
cand.mag. i medievidenskab (Aarhus Uni. 2015)

0:000:00