Når den kommunale krybbe tømmes

Af Mette Wier, direktør i Anvendt Kommunalforskning 

"Når krybben er tom, bides hestene".

Den kommunaløkonomiske krybbe vil i de kommende år være mindre fyldt end tidligere. Den økonomiske krise giver problemer på både indtægts- og udgiftssiden i kommunerne. For ikke at øge den offentlige gældssætning er det nødvendigt at holde nulvækst eller en kun ganske beskeden vækst i udgifterne. I den situation vil enhver udgiftsstigning på et område uvægerligt betyde, at et andet område må holde for og spare tilsvarende.

I 2010 brugte kommunerne 20 milliarder mere end i 2007. Det svarer til en vækst på otte procent. Væksten i udgifter har været klart højest på de nye områder, som kommunerne fik efter kommunalreformen: det specialiserede socialområde og sundhedsområdet. Her er udgifterne vokset med henholdsvis 18 pct. og 26 pct.

Udgifterne til indkomstoverførsler som f.eks. kontanthjælp er også steget en hel del som følge af den voksende ledighed. Men på de klassiske velfærdsområder som folkeskolen og dagtilbud er udgifterne vokset mindre end gennemsnittet. Og på ældreområdet er udgifterne ligefrem faldet - på trods af at der kommer flere og flere ældre i disse år.

I de kommende år vil presset på kommunernes pengekasser vokse. Krisen kan blive langvarig og ledigheden kan stige yderligere. Og vi ved, at befolkningsaldringen først topper i 2040. Selv hvis kommunerne er gode til at effektivisere på ældreområdet og fremtidens ældre måske er friskere, end de ældre er i dag, vil der stadig være et betragteligt udgiftspres.

Hvis vi skal undgå, at hestene bider hinanden til blods, skal borgene inddrages langt mere i prioriteringerne, have bedre informationer om hinandens behov og frem for alt engageres i at finde nye løsninger, hvor de bliver medansvarlige og har mulighed for selv at bidrage.

Mette Wier
Direktør, Anvendt Kommunalforskning

Hvem skal udsættes for mindst besparelser?
AKF's forskning viser, at de kommuner, der de seneste år har været mest pressede, ikke er de kommuner, der har de sværeste økonomiske grundvilkår. Mange kommuner med meget vanskelige rammevilkår har lært at håndtere det og har faktisk en fornuftig økonomi. Problemerne optræder først og fremmest i de kommuner, hvor udgifterne er steget meget, og en stor del af disse stigninger kan netop findes på det specialiserede sociale område.

Hvis der skal holdes nulvækst, betyder stigende udgifter på ét område, at der må findes besparelser på andre områder. Uanset om udgiftsstigningen sker på det specialiserede socialområde, sundhedsområdet, folkeskolen eller andre områder. Samtidig er fagfolk og borgere bekymrede for, om fagligheden og de langsigtede hensyn tilsidesættes, når der skal spares på lige netop deres område.

Den økonomiske krise lægger stramme bånd på kommunernes handlemuligheder de næste år. De politiske prioriteringer vil ikke så meget komme til at handle om, hvem der skal have del i nye goder, men i højere grad være en prioritering af hvilke områder der skal udsættes for mindst besparelser.

Udvalgte borgergrupper, f.eks. handicappede, kan blive udstillet som en belastning for den kommunale økonomi. Andre grupper kan komme i direkte modsætningsforhold. F.eks. forældre til børn, der har behov for specialundervisning, i forhold til andre forældre, fordi udgifterne til specialundervisning æder sig ind på skolebudgetterne.

Det kræver lederskab i kommunerne at tackle de åbenlyse modsætningsforhold på et anstændigt niveau og lede debatten i konstruktiv retning. Hvis vi skal undgå, at hestene bider hinanden til blods, skal borgene inddrages langt mere i prioriteringerne, have bedre informationer om hinandens behov og frem for alt engageres i at finde nye løsninger, hvor de bliver medansvarlige og har mulighed for selv at bidrage. Det er en af de mest centrale kommunalpolitiske opgaver de kommende år.