Presset øges: Nu kræver også DF og Enhedslisten flere penge til demente

UDSATTE: Dansk Folkeparti og Enhedslisten melder sig i koret af partier, der kræver flere midler til demente i forhandlingerne om resten af satspuljen.

Demenshandlingsplanen står til at udløbe som følge af afskaffelsen af satspuljen, og partierne forhandler i øjeblikket om nye midler på området.
Demenshandlingsplanen står til at udløbe som følge af afskaffelsen af satspuljen, og partierne forhandler i øjeblikket om nye midler på området.Foto: Linda Kastrup/Ritzau Scanpix
Jeppe Sahlholdt

I sidste uge blokerede Venstre for en ny aftale om fordeling af de resterende satspuljemidler for at sikre sig flere penge til demente.

Regeringen har lagt op til at bevare tre ud af de i alt 23 initiativer i den såkaldte demenshandlingsplan, men det er ikke nok for hverken Venstre, Dansk Folkeparti eller Enhedslisten.

"Det er slet ikke nok. Det vil resultere i en virkelig amputeret demenshandlingsplan, og vi vil kæmpe for at få afsat flere midler, så vi kan styrke området," siger Dansk Folkepartis ældreordfører, Karina Adsbøl.

Demenshandlingsplanen står til at udløbe ved årsskiftet, og der skal derfor afsættes midler fra reserven fra den tidligere satspulje, hvis man fortsat vil finansiere demensområdet.

Det vil være katastrofalt, hvis de her initiativer udløber nu.

Peder Hvelplund
Sundheds- og ældreordfører, Enhedslisten

"Det vil være katastrofalt, hvis de her initiativer udløber nu," siger Enhedslistens sundheds- og ældreordfører, Peder Hvelplund, og fortsætter:

"Det vil betyde et kæmpe videnstab, og det vil generelt svække indsatsen for vores demente borgere, men jo også forholdene for de offentligt ansatte."

Den tidligere regering afskaffede sidste år sammen med Dansk Folkeparti satspuljen, så midler til sociale projekter nu i stedet skal hentes på finansloven. Som erstatning for satspuljen har man etableret en reserve, der primært består af penge fra satspuljeprojekter, som udløber.

I takt med at flere projekter udløber, vil reserven vokse, og det betyder, at der i år vil være 150 millioner kroner at bruge, mens reserven frem mod 2023 vil vokse til lige under 800 millioner kroner.

Læs også

Finansiering via finansloven
Det er særligt initiativerne om at nedbringe brugen af antipsykotisk medicin til demente, projektet 'I sikre hænder' og det såkaldte demensrejsehold, som Enhedslisten vil bevare. 

Peder Hvelplund erkender, at det vil koste et tocifret millionbeløb og foreslår, at hvis midlerne ikke kan findes fuldt ud i reserven, så må regeringen afsætte penge til området på finansloven.

Karina Adsbøl vil ikke pege på enkelte initiativer, som skal bevares, men siger i stedet, at Dansk Folkeparti foretrækker at bevare alle 23 initiativer. Hun er klar på at bruge "dobbelt op" af de nuværende midler, hvor der er afsat cirka 100 millioner kroner over de næste fire år.

Om ikke andet kan hun også se en finansiering via finansloven for sig, og hun understreger, at "regeringen ikke prioriterer demensområdet tilstrækkeligt".

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00