Debat

Professor: Frikommunerne skal udnytte muligheden til at tænke vildt

DEBAT: Det må gerne blive vildt, når frikommunerne sættes fri. Men det er samtidig vigtigt, at der følges op og evalueres både før, under og efter projektperioden, skriver professor Kurt Klaudi Klausen.

"Nu drejer det sig om at udnytte friheden til at tænke vildt," skriver Kurt Klaudi Klausen.
"Nu drejer det sig om at udnytte friheden til at tænke vildt," skriver Kurt Klaudi Klausen.Foto: Syddansk Universitet
Daniel Bue Lauritzen

Daniel Bue Lauritzen er uddannet journalist fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole og har været ansat hos Altinget siden 2017.

Daniel er redaktør for Altinget By & Bolig og Altinget Transport. Han har tidligere været ansvarlig for Altinget Udvikling og Altinget Christiansborg og været tilknyttet både forside- og debatsektionen. 

Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Kurt Klaudi Klausen
Professor i statskundskab ved Syddansk Universitet

Det kan blive ret vildt, men også ret ustyrligt, afhængigt af hvordan de udvalgte kommuner bruger den nyvundne frihed.

Det må det også gerne.

Det fine ved afgrænsede eksperimenter er, at de netop ikke er rullet ud i stor skala, og at man derfor kan tillade sig at tænke vildt, selv om det også kan være, at det ikke fører til noget.

Vil kommunerne lave samlede sektorstrategier eller lade den decentrale dynamik få serveretten i nogle af procesforløbene og faserne? 

Kurt Klaudi Klausen
Professor i statskundskab ved Syddansk Universitet

Det er så at sige en bevidst, men begrænset kalkuleret risiko, at forsøgene kan blive en skuffelse, hvis ikke de fører til noget. Hvorvidt det bliver tilfældet handler dog ikke kun om, hvor gode idéerne er, men også om hvordan de føres ud i livet, og hvordan der bliver samlet op på dem både undervejs og efterfølgende.

Det vil sige, hvis forsøgene skal flytte noget, må der under alle omstændigheder samles op.

Slip løs - med stramt design
Min første tanke er, at det afgørende på den ene side vil være at mobilisere den potentielle energi og idérigdom, der knytter sig til at ’slippe løs’ - til inddragelse og decentralisering, og på den anden side at det afgørende vil være et samtidigt stramt design, eller om man vil en samlet og fleksibel strategi for hvert af forsøgene.

Det vil være afgørende for successen af frikommuneforsøgene, at der skabes ejerskab og læring, og det sker bedst gennem reel delegering og involvering.

Dermed bliver en række forhold afgørende herunder ikke mindst procesvalg, evalueringsstrategier og kommunikation. Vil kommunerne lave samlede sektorstrategier, eller lade den decentrale dynamik få serveretten i nogle af procesforløbene og faserne?

Hvilke af de mange interne og eksterne aktører skal inddrages på hvilke tidspunkter? Hvordan forestiller man sig at lave evalueringer og opsamling, så læring, gode idéer og erfaringer kan spredes mest optimalt både internt og eksternt?

Det vil nok være hensigtsmæssigt, at forsøgene følges og eventuelt også sammenlignes løbende (herunder er førmålinger en forudsætning for at kunne sige noget om udvikling over tid), men det må på den anden side ikke gå ud over processerne.

Udnyt friheden
Både optil, under og efter er det endvidere afgørende, hvilke kommunikationsstrategier der tages i anvendelse for at skabe mening, forståelse og legitimitet internt såvel som eksternt.

Et enkelt lille suk: Hvordan sikres der et politisk ejerskab, så de folkevalgte kan bidrage og være med til at skabe forståelse for og mening med projekterne?

Et af de forhold, der ofte plager projekter, er, at de ’dør’, når midler og strategisk opmærksomhed forsvinder, og at det derfor er afgørende, at man gør sig overvejelser om realismen i at gå fra projekt til drift.

Nytænkning lever imidlertid ikke af realisme, det gør entreprenørskab, som er det, der skal gøre gode idéer til blivende initiativer, men det er først i en senere fase.

Nu drejer det sig om at udnytte friheden til at tænke vildt!

Dokumentation

Temadebat: Kan Mette Frederiksens vilde idé skabe vilde resultater?

”Det er en lidt vild idé.”

Sådan sagde statsminister Mette Frederiksen, da hun ved Folketingets åbning lancerede planerne om at give syv kommuner næsten ubegrænset frihed i indretningen af folkeskole-, dagtilbuds- og ældreområdet.

Spørgsmålet er, om den vilde idé kan skabe vilde resultater. 

Hvordan kan kommunerne bedst udnytte friheden? Hvilke forbedringer kan vi forvente at se? Hvordan skal forsøget evalueres? Kan de syv udvalgte kommuner danne inspiration for fremtidens kommunale velfærd? 


Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Kurt Klaudi Klausen

Professor, Institut for Statskundskab, Syddansk Universitet, bestyrelsesformand, det Fynske Kunstakademi
cand.mag. i historie og idéhistorie (Aarhus Uni. 1982), lic.merc. i organisationsteori (Handelshøjskolen i København 1990)

0:000:00