Professor om kystsikring: Ingen universelle løsninger

Af Karsten Arnbjerg-Nielsen
Professor ved Institut for Vand og Miljøteknologi, DTU

Jeg har i tidligere indlæg for nylig (bl.a. her, her og her) argumenteret for, at det er bydende nødvendigt at reagere proaktivt i forhold til den stigende risiko for stormfloder i Danmark.

Nogle vil diskutere, ’hvem der har aben’. Er det kommuner, stat eller hver enkelt borger, der har ansvaret? Det kan være svært at finde den perfekte løsning, men det er klart muligt at finde nogen, der er bedre end i dag.

Helt generelt er der to meget vigtige dimensioner i klimatilpasning: 1) om tilpasningen skal ske med planlagte (officielle) tiltag eller automatiske (enkeltpersoner) tiltag, samt 2) om man skal lave tilpasningen før, under, eller efter at klimaændringerne er observeret.

Hvordan: Skab ansvar hos alle
Der er efterhånden i international forskning enighed om, at det er afgørende, at der skabes gode rammer fra officielt hold, men at det også er vigtigt, at hver enkelt borger har et medansvar.

Hvordan virker Stormflodsordningen i den sammenhæng? Såfremt der har været en stormflod, kan man blive kompenseret for sine tab, såfremt man bygger igen samme sted. Der er ingen krav om at lave huset mere robust over for oversvømmelser. Forsikringsselskaberne får betalt udgifter både til egne medarbejdere og kundernes skader af Stormflodsordningen, samtidigt med at de yder god service til deres nuværende kunder. Det er tidligere påvist, at forsikringsselskaber i forbindelse med sjældne hændelser udbetaler god kompensation.

Jeg kunne ikke selv drømme om at købe eller bygge et hus, hvor sandsynligheden for oversvømmelse er meget højere, end for at huset brænder eller bliver angrebet af svamp.

Karsten Arnbjerg-Nielsen
Professor ved Institut for Vand og Miljøteknologi, DTU

Den nuværende ordning tilskynder med andre ord ikke til øget ansvar hos nogen af de to vigtigste partnere. Det er afgørende nødvendigt at starte med at fordele dette ansvar. Vi kan i dag beregne præcist hvilke huse, som er dyrere at sikre, end de er værd.

Ud fra disse beregninger kan vi så lave informerede valg: Skal en landmand have fuld kompensation for oversvømmelse af en stald med sommerens høst, som oversvømmes hvert tiende år? Skal sommerhusejeren? Skal de kunne bruge en udbetaling fra Stormrådet til at bygge et andet sted? Skal kommunen kunne forhindre eller fraråde byggerier mere aktivt end i dag? Der er mange spørgsmål, stil selv flere …

Hvornår: Når der ikke er andre muligheder tilbage
Den anden dimension handler om, hvor længe vi kan og bør vente med at lave klimatilpasningstiltag. Mange springer direkte til spørgsmålet om, hvor høje digerne skal være. Fordelen ved det spørgsmål er dels, at spørgsmålet er ret let at besvare, og dels at man undgår at forholde sig til, om diger er den bedste løsning.

Internationalt er man enige om, at diger er en effektiv løsning, når man i lang tid har opført sig ufornuftigt, men også at langt det mest effektive middel til sikring mod oversvømmelse er via fornuftig planlægning af, hvordan byen er udformet. I Aarhus har man lavet et vartegn for kulturhovedstaden, som samtidigt sikrer Aarhus midtby mod oversvømmelser. Tænk, hvis man havde gjort det samme, da man 10 år før planlagde udbygningen af Sydhavnen i København.

Dele af København skal formentlig sikres med diger. Men hvor langt? I det sydlige København vil det være oplagt, at diget slutter omkring Vallensbæk, Greve eller Køge. Men hvilket af disse steder? Det er lidt svært at skjule et 4-5 meter højt dige. Og for dem, der bor lige på den anden side af digets start, vil det være meget tydeligt, at de netop ikke er med i den del af fællesskabet, der skal sikres.

Start med arealanvendelsen
Man har for nylig udvidet stormflodsordningen til også at omfatte vandløb. Måske det var på tide også at få færdiggjort og offentliggjort kortene over de områder, hvor vi ikke bør udstykke, og hvor vi i løbet af kort tid skal lave en plan for, hvad vi gør med det, der allerede er bygget.

Jeg kunne ikke selv drømme om at købe eller bygge et hus, hvor sandsynligheden for oversvømmelse er meget højere, end for at huset brænder eller bliver angrebet af svamp. Det er måske dumt, for med de nuværende regler bliver jeg jo sikret gratis af andre, og det er i dag en vurdering, der kræver specialviden.

Men hvorfor er det sådan? Vi kan alle se, om der er risiko for olieforurening på grunden. Hvis alle er informerede, kunne vi også begynde at diskutere, hvor aben hører hjemme, dels på et oplyst grundlag og dels på en forudsætning om, at dem, der har noget at vinde, også skal være med til at finde løsningerne.