Fra og med 1. januar er Mette Olander Roskilde Kommunes nye direktør for områderne Social, Job og Sundhed.
Det skriver Roskilde Kommune i en pressemeddelelse.
Mette Olander kommer fra en stilling som velfærdsdirektør i Køge Kommune. I perioden fra 2013 til 2018 var hun chef for områder Social, Sundhed og Omsorg i Roskilde Kommune, så det er velkendte rammer, den nye direktør træder ind i.
"Jeg glæder mig til at komme tilbage til Roskilde efter nogle rigtig gode og lærerige år i Køge. Jeg kender Roskilde som en kommune med højt til loftet og fokus på udvikling. Jeg er overbevist om, at jeg sammen med de mange dygtige ledere og medarbejdere i Roskilde Kommune finder de gode løsninger for fremtidens velfærd," udtaler Mette Olander i pressemeddelelsen.
Den tiltrædende direktør har desuden været administrationschef i Gribskov Kommune. Hun er uddannet med en bachelor i sygepleje, en kandidat i folkesundhedsvidenskab fra Københavns Universitet, og så har hun efteruddannet sig i forretningsadministration på CBS.
- Lars Olsen: Socialdemokratiet fik hug i landdistrikterne. Det skal de handle på nu
- Salg af Altinget og Mandag Morgen til JP/Politikens Hus er godkendt
- Her holder politikerne og fagbosserne taler 1. maj
- Kommunernes udgifter til Microsoft er næsten fordoblet på seks år: "Det er en ret voldsom stigning"
- De har talt mest om løn og børns sygedage. Men fagbevægelsen får også et særligt millionbeløb i nye overenskomster


























