Skæbnestund i OK18: Så tæt er vi på storkonflikt

Skal offentligt ansatte have del i det økonomiske opsving på lige fod med privatansatte? Eller skal sosu'er, sygeplejersker og skolelærere affinde sig med en lavere lønvækst for at kompensere for det forspring, som de offentligt ansatte ifølge Finansministeriet har haft siden finanskrisens start i 2008?

Det er det spørgsmål, som i øjeblikket udgør nøglen til, om Danmark fra starten af april kastes ud i en storkonflikt, hvor op imod 100.000 offentligt ansatte på skoler, hospitaler, børnehaver, plejehjem og andre offentlige arbejdspladser går i strejke.

En arbejdstidsaftale for lærerne har indtil videre spillet hovedrollen som det afgørende benspænd på vej mod en ny overenskomstaftale. Men det er nu gledet i baggrunden for en grundlæggende uenighed om lønudviklingen, som lige nu lammer forhandlingerne i alle tre offentlige sektorer.

Derfor er alle øjne nu stift rettet mod Finansministeriet, hvor parterne på statens område har sat alle sejl til for at skabe det gennembrud, der kan forløse de fastlåste forhandlinger på kommunernes og regionernes område.

Løngabet sluger forhandlingsvilje
Weekendens forhandlinger bar ikke frugt. Her blev de statsansatte præsenteret for et udspil til lønudviklingen på omkring 6,4-6,8 procent over de næste tre år, som matcher niveauet i det private.

Men innovationsminister Sophie Løhde (V) mener dog fortsat, at de offentligt ansatte 'skylder' op imod seks milliarder kroner, som de har fået mere end de privatansatte siden kriseåret 2008.

Derfor lægger ministeren angiveligt op til, at de foreslåede lønstigninger først udmøntes sidst i den treårige periode.

På den måde betaler de offentligt ansatte af på gælden i den dominerende del af overenskomstperioden – men vil mod slutningen af perioden nå samme niveau som på det private arbejdsmarked.

Ikke godt nok, mener lønmodtagerorganisationerne, som efter tre magre kriseoverenskomster forlanger, at offentligt ansatte nu får del i opsvinget på lige fod med de privatansatte.

Den afgørende stund
Ifølge Altingets oplysninger er der heller ikke sket noget afgørende gennembrud i løbet af mandag og natten til tirsdag, hvor der blev forhandlet ud på de sene timer i Finansministeriet.

Alle er dog helt enige om, at det er nu, inden for de næste timer eller døgn, at der skal skabes et gennembrud på statens område, hvis risikoen for konflikt skal afværges.

Det fremgår blandt andet af den forhandlingsupdate, som lærerformand Anders Bondo Christensen lagde ud under en pause i forhandlingerne mandag aften. 

De offentlige overenskomstforhandlinger befinder sig et godt stykke inde i forlænget spilletid – og vi er nu kun otte dage fra 28. februar, som er den skæringsdato, hvor der skal varsles konflikt, hvis den skal træde i kraft ved overenskomstens udløb 1. april.

100.000 udtages til strejke
På lønmodtagersiden varmes der allerede op til konflikt. FOA besluttede i weekenden af afsætte 100 millioner kroner ekstra til strejkekassen. Penge, som kommer fra salget af forsikringsselskabet Alka, som i december indbragte fagbevægelsen 8,2 milliarder kroner.

Der bliver dog ikke tale om, at samtlige 750.000 offentligt ansatte går i strejke. Ifølge Avisen.dk har de faglige organisationer på det møde mandag besluttet at udtage omkring 100.000 af medlemmerne til strejke, hvis det ikke lykkes at lande en aftale.

Fredag følger organisationerne op med et møde, hvor det besluttes, hvilke specifikke offentlige arbejdspladser der udtages til konflikt.

Arbejdsgiverne har på deres side tilkendegivet, at de agter at modsvare en strejke med en omfattende lockout.

Konflikt eller defensiv overenskomst
Før det kommer så vidt, skal parterne en tur omkring Forligsinstitutionen, hvor forligskvinden skal forsøge at mægle sig frem til et resultat, som dog stadig kræver opbakning fra begge parter, før nedtællingen til konflikt standser.

Lykkes det derimod i løbet af de næste par dage at skabe gennembrud i forhandlingerne og dernæst at finde kompromisser om den betalte frokostpause og om lærernes arbejdstid, vil den skarpe bagkant uundgåeligt skabe et meget kompakt slutspil, hvor der næppe bliver tid og overskud til at dvæle ved detaljen for de mange forskellige faggrupper på det offentlige arbejdsmarked.

Alternativet til konflikt ser dermed ud til at blive en defensiv overenskomst. Udover et allerede lovet lønløft til ansatte i den kommunale hjemmepleje og eventuelt en aftale om decentral løndannelse, hvor en større andel af lønmidlerne fordeles lokalt til individuel forhandling, vil det være småt med nyskabelser.

Uanset hvad er tiden knap, og parterne på begge sider af forhandlingsbordet spiller lige nu med de højeste indsatser.