Michael Bo Christensen er ansat som ny særlig rådgiver for ældreminister Thyra Frank (LA).
Ligesom Simon Emil Ammitzbøll har regeringens nye ældreminister fundet sin særlig rådgiver blandt Liberal Alliances politiske medarbejdere på Christiansborg.
Her har Michael Bo Christensen arbejdet som politisk konsulent siden august 2012. I en kort periode fra august 2013 til februar 2014 har han været et smut forbi partiets presse- og kommunikationsafdeling som pressekonsulent.
Den nye særlige rådgiver ser frem til det tætte samarbejde med Thyra Frank.
”Jeg kender Thyra godt fra vores fælles tid i Liberal Alliance, og jeg er sikker på, at hun kommer til at gøre en kæmpe forskel for de plejetrængende, de pårørende og de mange dygtige folk i ældresektoren, der hver dag kæmper for at få lov at gøre deres arbejde,” siger han.
Ifølge ham er det en særlig opgave, han går ind til, da Thyra Frank ikke er som de fleste politikere.
”Thyras facon og udtryksform ligger et stykke fra de gængse politikeres, heldigvis, og jeg ser det som en væsentlig del af min opgave at sørge for, at det får lov til at forblive sådan,” siger Michael Bo Christensen.
Artiklen var skrevet af

























