Debat

V-borgmester: En indsats på de banale områder vil hjælpe landdistrikterne

DEBAT: Støt, hvor skoen trykker, skriver Morten Andersen, borgmester i Nordfyns Kommune, forud for det udvalgsarbejde, der skal se på, hvordan der bliver skabt grundlag for levedygtige landsbyer. Fokus skal blandt andet rettes mod bredbånd og låneansøgninger.

Foto: Ritzau/Joachim Ladefoged
Henrik Axel Lynge Buchter
GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Morten Andersen (V)
Borgmester i Nordfyns Kommune

Hvorfor er det, at nogle landsbyer lever og har det godt, mens andre langsomt sygner hen? Det spørgsmål står centralt i kommissoriet for et nyt nationalt udvalg, der skal komme med anbefalinger til initiativer, der kan understøtte udviklingen i landsbyerne.

Udvalgsarbejdet er sat i gang på initiativ af regeringen, og afrapportering skal ske inden udgangen af 1. kvartal 2018.

Det er helt rigtigt, at nogle landsbyer klarer sig bedre end andre, men vi kommer ikke uden om, at landdistrikterne i hele Danmark generelt er pressede af urbaniseringen. Siden 2009 er befolkningen i byer med mindst 20.000 indbyggere steget med 7,6 procent, mens befolkningen i landdistrikterne er faldet med 5,2 procent.

Fakta
Deltag i debatten!
Skriv til [email protected]

Problemet er altså til at få øje på.

Skævvridningen er blandt andet et resultat af årtiers politik med fokus på at skabe større og mere effektive enheder. Kommunalreform, domstolsreform og politireform har sammen med alle de andre centraliseringer bidraget til det Danmark, som vi kender i dag.

Landområdernes overlevelse afhænger imidlertid også af landområderne selv.

Morten Andersen (V, borgmester i Nordfyns Kommune

Den politiske fokus er derfor meget velkommen, men vi må samtidig konstatere, at der er langt imellem de konkrete initiativer. Udflytningen af statslige arbejdspladser er et godt og rigtigt initiativ, men det har reelt kun haft effekt i en række større byer i provinsen, som ikke i samme grad som landdistrikterne er pressede af fraflytning. For en kommune som Nordfyns Kommune har initiativet været uden effekt.

Landområderne afhænger også af dem selv

Skal vi for alvor hjælpe landdistrikterne, skal der en mere dedikeret indsats til – en målrettet indsats dér, hvor skoen trykker mest. Det handler om noget så banalt som at sørge for, at der er mobil- og bredbåndsdækning i landdistrikterne, at der er gode bus- og togforbindelser, at interesserede huskøbere ikke per automatik får afslag på låneansøgninger og så videre, og så videre.

Landområdernes overlevelse afhænger imidlertid også af landområderne selv. I Nordfyns Kommunes mest velfungerende landsbyer ser vi et stærkt fællesskab mellem borgerne, ikke mindst i kraft af et aktivt foreningsliv eller et interessefællesskab omkring en særlig lokal event.

Vi ser eksempler på, at lokale ambassadører brænder så meget for deres geografiske område, at de i deres fritid arbejder aktivt for at tiltrække nye borgere eller kaster sig ind i en engageret indsats for at løse særlige problematikker i deres område. Det er en prisværdig, men også helt nødvendig indsats.

Vi opfatter vores aktive medborgere som den væsentligste ressource i indsatsen for at skabe udvikling i landområderne. Understøtter vi det aktive medborgerskab og fjerner eventuelle barrierer og begrænsninger i forhold til at gå effektivt ind i den rolle, så understøtter vi også udviklingen i landområderne. Men som nævnt kræver det også et personligt engagement fra lokalområdernes selv, hvilket vi heldigvis også oplever i Nordfyns Kommune.

Fra kommunal side har vi stor fokus på at skabe udvikling i såvel yderområderne som i vores større byer, men indsatsen skal følges op af en national indsats, og i det lys er det nævnte udvalgsarbejde meget velkomment. Vi glæder os til at se udvalgets anbefalinger.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Morten Andersen

Fhv. borgmester (V), Nordfyns Kommune og formand, Beredskab Fyn og FynBus
agrarøkonom (Agroskolen Herning 2000)

0:000:00