Valgblog #5: Valgets sorte bokse: Råderummet og velfærdsløfterne

ANALYSE: Ingen kan rigtigt gennemskue, hvor mange penge der er i det såkaldte råderum, og hvad velfærdsløfterne reelt indeholder. Hvad er der egentlig inden i Venstres velfærdsløfte og Socialdemokratiets velfærdslov, når den sorte boks skal åbnes? Så længe vi ikke kender partiernes 2030-plan fuldt ud, er det ret luftige løfter.

Når et fly er forulykket, så hører vi altid, at man leder efter de sorte bokse for at få klarhed over årsagen. Der er to sorte bokse i alle fly, og oftest er de placeret i halesektionen.

Selvom boksene altid omtales som sorte, er de i virkeligheden orange. Den ene sorte boks er en såkaldt Flight Data Recorder (FDR). Den registrerer hastighed, højde, kurs, flyets hældning og andre faktuelle oplysninger om turen. Den anden sorte boks er en såkaldt Cockpit Voice Recorder (CVR). Her optages al kommunikation mellem besætningen i cockpittet og mellem piloterne og flyvelederen på landjorden.

Valget har også to sorte bokse. Den ene – Flight Data Recorderen – kunne man kalde råderummet. Den indeholder fremskrivninger for Danmarks økonomi, målsætning om budgetbalance i 2025, forventninger til væksten i de kommende år, de allerede indgåede politiske aftaler for de kommende år omkring forsvaret, integrationsudgifter med videre og endelig opgørelsen af det forudsigelige demografiske træk på økonomien, som kommer af flere børn og flere ældre frem mod 2025.

Den anden – Cockpit Voice Recorderen – kunne vi kalde alle de velfærdsløfter, der i disse dage myldrer frem fra mange af partierne i større eller mindre omfang. Vi registrerer dem i tv-klip, lydklip og avisartikler. Og vi husker dem og holder politikerne op på dem i de kommende måneder. Vi har heldigvis mulighed for at afspille samtalerne igen og igen mellem politikerne og ”kontrollen på landjorden” – borgerne og politikerne.

Nu skal jeg nok stoppe med analogien til flyindretninger. Men allerede her fra starten af valgkampen synes striden om velfærdsløfterne og råderummet at være blevet nulstillet af Socialdemokratiet og Venstre, der begge lover at udligne det demografiske træk på statskassen, regionernes og kommunernes kasser med flere penge til velfærd hvert eneste år fremover.

På venstre side af Socialdemokratiet synes man ikke, at det er nok. På højre side af Venstre synes man, bortset fra Dansk Folkeparti, at det går vildt for sig med det, Venstre er villig til at smide over bord for at søge at beholde regeringsmagten.

Så er alt, som det skal være. Segmentet af midtervælgere kan nu sømme garantibeviset for status quo i kernedansk velfærd op på væggen og være rolige, uanset hvem der bliver statsminister. Løkke eller Frederiksen.

Socialdemokratiet lægger så lidt bonusbeløb til velfærdsopgraderinger oven i løftet om status quo med besparelser for tre milliarder kroner. Men der skulle jo også findes penge til tidligere tilbagetrækning for de nedslidte, mener begge partier. Penge til en sundhedsreform, mener begge partier. Til flere læger og sygeplejersker. Penge til mere klimaindsats og penge til at standse det forkætrede omprioriteringsbidrag i det offentlige og til en hel masse andre valgløfter. For hver dag i valgkampen synes milliarderne at fosse ud.

Socialdemokratiet har – foran i meningsmålingerne – råd til at sige, at man ikke lover guld og grønne skove, og lykkes indtil videre med ikke at fortælle, hvordan partiets samlede økonomiske plan og plan for udmøntningen af velfærdsloven ser ud. Frederiksen har brug for at signalisere styr på økonomien frem for alt, og så lader hun SF og Enhedslisten samle dem op, der kræver meget større vækst i den offentlige sektor.

Venstre har – bagud i meningsmålingerne – brug for at fjerne alle blokeringer for at vinde midtervælgerne over på blå side ved at kaste trosserne til regeringspartnerne og lægge fra land med en stor optimistisk fortælling om, at dansk økonomi nu er så robust, at den godt kan klare et ekstra velfærdsløft. Løkke skal ligne et statsministertilbud, der er mindst lige så god og troværdig på velfærd som Frederiksen, og så lader han De Konservative og Liberal Alliance samle de borgerlige vælgere op, som vil have mindre offentlig sektor og mindre stat.

Kort sagt: Ingen kan rigtigt gennemskue, hvad der er i de sorte bokse: Råderummet og velfærdsløfterne om at kompensere for den demografiske udvikling i den tilladte vækst i den offentlige sektor. Hvordan skal de nye velfærdsløfter fra Venstre eller den nye velfærdslov, som Socialdemokratiet taler om, helt præcis finansieres, og hvad går de ud på? Er der reelt en forskel på de to partier i tilgangen til, hvordan der skal kompenseres med velfærdskroner for det stigende antal af ældre og børn? Bliver det så normeringer i børnehaverne fastsat ved lov eller standarder fastsat ved lov for ældreplejen, og hvor mange gange om måneden fru Jensen kan få rengøring?

Hvordan kommer en 2030-plan til at se ud? Lige nu arbejdes der med Løkkes 2025-plan, der skal skabe økonomisk balance i den offentlige økonomi i 2025. Skal det målepunkt skubbes til 2030? Bliver der tale om en socialdemokratisk mindretalsregering efter valget 5. juni, så vil den formentlig som alle andre regeringer før den starte med et kritisk kasseeftersyn og så først derefter komme med sin økonomiske plan frem til 2030.

Efter valgkampens første omdrejninger kæmpes der om velfærden på midten, om udlændingepolitikken på højrefløjen og om klimaet på venstrefløjen og hos Alternativet. Spørgsmålet er, hvilke af de tre områder der vinder kampen om opmærksomheden de næste dage.

Altingets Valgblog skrives under hele valgkampen på skift af chefredaktør Jakob Nielsen, chefredaktør Lisbeth Knudsen og magasinredaktør Esben Schjørring.

Forrige artikel Udspil fra S: Mette Frederiksen vil binde Løkke til velfærdsmasten Udspil fra S: Mette Frederiksen vil binde Løkke til velfærdsmasten Næste artikel Løkke bruger misvisende tal for Thornings milliardhul i statskassen Løkke bruger misvisende tal for Thornings milliardhul i statskassen
Valgblog#8: Løber vi tør for varme hænder?

Valgblog#8: Løber vi tør for varme hænder?

ANALYSE: Måske skal vi til at stille et andet relevant spørgsmål i valgkampen, som ikke bare handler om, hvor pengene skal komme fra. Hvor skal alle de mennesker til alle de offentlige job komme fra?