Magthavernes ansvarsflugt er en hån mod hver soldat, der har sat støvlerne i det afghanske støv

Morten Kromann vil ikke have magthavernes anerkendelse længere. Han vil ikke have deres tak eller deres forgyldte metal. Hvorfor?

Fordi de selvsamme magthavere, der sendte ham og tusindvis af andre i krig, nu har givet sig selv en historisk fortrydelsesknap.

De har besluttet, at de efter eget ønske kan skrive deres navne ud af den uvildige historiske udredning om Danmarks krig i Afghanistan.

Altså, smag lige på dét en gang. Vi taler om en uvildig undersøgelse af 20 års krig.

En krig, der har kostet danske liv, milliarder af kroner og uoverskuelige menneskelige omkostninger – både i de afghanske landsbyer og i de danske parcelhuse og familier, hvor veteranerne i dag kæmper mod deres dæmoner fra en voldsom krig mod et tyrannisk Taliban.

Som jurist må jeg spørge: Siden hvornår er historisk ansvar blevet en "opt-in" løsning?

Nima Zamani

Men når forskerne fra Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS) skal dokumentere, hvem der traf de afgørende beslutninger, hvem der ignorerede advarslerne fra frontlinjen, og hvem der skubbede på for en forfejlet strategi, så gælder der pludselig en særregel for magthaverne: De skal give samtykke for at blive nævnt ved navn.

Som jurist må jeg spørge: Siden hvornår er historisk ansvar blevet en "opt-in" løsning?

I enhver anden del af samfundet står man til ansvar for sine handlinger. Hvis en kirurg begår en fejl, kan han ikke bede om at blive anonymiseret i patientjournalen med henvisning til sit privatliv. Hvis en direktør svindler, kan han ikke kræve, at hans navn fjernes fra anklageskriftet.

Men på Christiansborg har man konstrueret en virkelighed, hvor de mest magtfulde mennesker kan gemme sig bag en mur af anonymitet, mens de folk, de sendte ud i død og ødelæggelse, må bære deres ar – og deres navne – helt åbent.

Morten Kromann skriver det så præcist, at det burde indrammes og hænges op i alle partiværelser: Han fik sit navn på sin uniform, da han blev sendt afsted.

Han fik sit navn på de rapporter, han skrev fra felten. Han bar sit navn, da han blev ramt. Og han fik sit navn på den medalje, magthaverne gav ham, da han kom hjem med huller i kroppen og en sjæl, der var mærket for altid.

Men når det kommer til de magthavere, der sad i de bløde arkitekttegnede stole i København og traf beslutninger baseret på politisk spin og mangelfulde grundlag, så er navnene pludselig blevet en "personfølsom oplysning".

Det er en hån mod hver eneste soldat, der har sat støvlerne i det afghanske støv. En moralsk falliterklæring af kosmiske proportioner.

Nima Zamani

Det er en hån mod hver eneste soldat, der har sat støvlerne i det afghanske støv. Det er – uden overdrivelse – en moralsk falliterklæring af kosmiske proportioner.

Søren Gade, som selv har været forsvarsminister og endda officer, burde vide bedre end nogen anden. Han er formand for det præsidium, der har godkendt denne model. At han og resten af Folketingets ledelse kan se sig selv i spejlet, mens de effektivt lader deres kolleger viske sig selv ud af historiebøgerne, er for mig en gåde.

Det er udtryk for en "os og dem"-mentalitet, der er destruerende for tilliden til vores fælles institutioner. Hvis magthaverne har deres egen retsstilling, hvorfor skal vi andre så overhovedet følge reglerne?

Når man fjerner navnene fra de politiske beslutningsprocesser, fjerner man også muligheden for at lære af fejlene.

En historisk udredning uden navne er ikke en undersøgelse; det er en skønlitterær tekst med karakterer i stedet for aktører.

Vi har brug for at vide, hvem der sagde hvad i Det Udenrigspolitiske Nævn. Vi har brug for at vide, hvilken minister der lukkede øjnene for efterretninger om Talibans uundgåelige fremmarch.

Vi har brug for at vide det, ikke for at hænge folk ud for sportens skyld, men fordi magt uden ansvar er essensen af magtfuldkommenhed.

Om skribenten

Nima Zamani (f. 1988) er fast kommentarskribent på Altinget.

Han er tidligere radiovært på Radio24syv og En Uafhængig Morgen.

Nima Zamani er uddannet cand.jur. Fra Københavns Universitet.
 

Hvis man ikke skal stå på mål for sine beslutninger, når de bliver evalueret, hvorfor skulle man så overhovedet gøre sig umage med at træffe de rigtige beslutninger, næste gang vi sender unge mænd og kvinder i krig?

Magthaverne gemmer sig bag juridiske figenblade om "beskyttelse af personoplysninger". Men lad os kalde det, hvad det er: Det handler om at beskytte deres eftermæle.

De er bange for, at historiens dom bliver for hård, og derfor forsøger de at hacke domstolen, før retssagen overhovedet er begyndt.

De vil have æren, når det går godt, men de kræver anonymitet, når regningen skal betales. Og lad os ikke glemme, at det her er en regning skrevet med menneskeliv.

Denne sag er et symptom på en sygdom i dansk politik, hvor gennemsigtighed er noget, man hylder i festtaler til 5. juni, men bekæmper i praksis hver eneste hverdag.

Vi så det med mørklægningslygten (offentlighedsloven), vi så det med slettede SMS'er, og nu ser vi det i allergroveste tilfælde med Afghanistan-udredningen.

Det er en livsfarlig vej for et lille samfund som det danske, der bygger på høj tillid. For når borgerne mister troen på, at de kan holde deres ledere ansvarlige, så mister de også troen på selve demokratiet.

Hvorfor skal Morten Kromann – eller nogen af os andre – tage det politiske system alvorligt, hvis de afgørende beslutninger, hvor børn kan risikere at miste deres fædre og kvinder deres mænd - træffes i et anonymt mørke, hvor ingen nogensinde kan holdes op på deres ord?

Jeg forstår Morten Kromanns vrede. Jeg forstår hans lyst til at smide medaljen tilbage i hovedet på de mennesker, der nu løber fra regningen.  

En medalje er et symbol på ære, mod og opofrelse. Men den mister hver eneste gram af sin værdi, når den bliver givet af folk, der hverken besidder æren til at stå ved deres ansvar eller modet til at blive nævnt ved navn i en historiebog. 

Vi skylder de 44 danskere, der aldrig kom hjem fra Afghanistan, de tusindvis af veteraner, der kom hjem med sår på krop og sjæl og hver eneste pårørende til disse, at sandheden kommer frem.  

Og sandheden er ikke anonym. Sandheden har navne. Den har ansigter. Den har underskrifter på dokumenter, der sendte folk i døden. 

Hvis man ikke tør stå ved sit navn, når historien skrives, så er man ingenlunde værdig til at give andre en medalje i sit navn.

Nima Zamani

Hvis magthaverne insisterer på at kunne skrive sig ud af udredningen, så sender de et signal til alle danskere: "Vores omdømme er vigtigere end jeres ret til at kende sandheden. Vores karriere er vigtigere end jeres ofre." 

Det må vi aldrig acceptere. Vi skal kræve, at denne absurde "samtykke-model" bliver skrottet her og nu.

Historien tilhører ikke magthaverne; den tilhører folket. Og vi har krav på at vide, hvem der førte os ind i en 20 år lang krig, hvem der førte os bag lyset, og hvem der svigtede soldater som Morten Kromann.

Søren Gade og Folketingets Præsidium har stadig chancen for at rette op på denne historiske brøler. De kan vælge at lytte til veteranerne i stedet for at beskytte deres egne. De kan vælge at være gennemsigtige frem for at være kujoner.

Gør de ikke det, så kan de passende oprette en central modtagestation for de medaljer, der nu er blevet tømt for betydning.

For hvis man ikke tør stå ved sit navn, når historien skrives, så er man ingenlunde værdig til at give andre en medalje i sit navn.