30. september 2022 kl. 04.00

Kommentar af

Niels Jørgen Mau Pedersen

Projektchef, Vive

Jakob Trane Ibsen

Chefanalytiker, Vive

Vive-Eksperter: Kommuneskatten bevæger sig stadig, men er truet på levedygtigheden

Kommunernes skattesatser kan stadig bevæge sig både op og ned. Men forskellene er blevet mindre, og presset på skattefriheden er blevet større. Så Niels Jørgen Mau Pedersen og Jakob Trane Ibsen fra Vive, tøver med at sige ja til, om skatteudskrivningen opfylder sit mål.

Københavns Kommune endte med et budgetforlig uden om overborgmester Sophie Hæstorp Andersen (S), men med en skattenedsættelse. Men flere kommuner vil hæve skatten og derfor truer statens sanktionshammer endnu engang kommunerne og den lokale skattedynamik.Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Niels Jørgen Mau Pedersen

Projektchef, Vive

Jakob Trane Ibsen

Chefanalytiker, Vive

Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

I disse uger hører vi om kommunale budgetaftaler, der i en del tilfælde omfatter skattestigninger og i andre (færre) nedsættelser. Der er også statslige sanktioner i sigte.

Hvordan tegner det alt i alt for den kommunale skat?

Kommunernes skatteudskrivningsret er traditionelt betragtet som en central del af kommunestyret og landets territoriale demokrati, hvor størstedelen af den offentlige sektor styres i geografisk afgrænsede kommuner med lokale valg.

Tradition er selvfølgelig ikke i sig selv et argument for, at noget er vigtigt, men der er gode begrundelser for at have en levende kommuneskat.

For det første ses kommuneskatten som et ansvarliggørende led i kommuneøkonomien, hvor kommunalpolitikerne holdes ansvarlige for deres dispositioner i forhold til vælgerne.

For det andet giver det befolkningen nogle valgmuligheder, når ændringer i valgte serviceniveauer slår igennem på skatten.

For det tredje, og helt pragmatisk, virker kommuneskatten som en lokal buffer, der kan opsamle effekterne af forskelle i indtægtsgrundlag og udgiftsbehov mv., som ikke opfanges via udligningssystemet.

Et tøvende ja...

Kommuneskatten opfylder bedst disse formål, hvis kommunalbestyrelsen faktisk kan og vil benytte muligheden for at fastsætte og også ændre den. Og samtidig kommunikere dette til vælgerne som konsekvens af deres beslutninger.

Men er det sådan? Er der fortsat den variation i udskrivningsprocenterne, som afspejler forskellige valg? Opfylder systemet sit formål?

Umiddelbart vil vi svare et tøvende ja til spørgsmålene.

Opfylder systemet sit formål? Umiddelbart vil vi svare et tøvende ja.
Niels Jørgen Mau Pedersen og Jakob Trane Ibsen
Vive

Skatteudskrivningsretten er lovhjemlet, og kommuneskatten er blevet en stadig mere væsentlig finansieringskilde for kommunerne helt tilbage fra 1970’erne. Det skyldes, at tidligere tiders statsrefusioner i vidt omfang gradvist er afskaffet, og kommunernes opgaver og finansieringsbehov samtidig er øget.

Kommunerne råder endog over to skattegrundlag: personlige, skattepligtige indkomster og skattepligtige grundværdier.

Men frihedsgraderne er kraftigt indskrænkede.

Det er ikke blevet forbudt at ændre skatten, men statens sanktionsregime har utvivlsomt trukket i retning af afkøling af interessen i skatteændringer.

Staten frygter fastfrysning

Der kan som bekendt vanke bøder, hvis skatten sættes op uden central tilladelse, og der kan også være frygt for, at skattenedsættelser kan give bøder senere, hvis skatten igen skal sættes op.

Disse forhold har givet en risiko for, at systemet ’fryser’ – altså at kommunerne holder uændret skat, når de ikke ved, om de kan ændre den tilbage igen uden en betragtelig sanktion.

Staten har i nogle år været bekymret for en sådan fastfrysning.

Læs også

Borgmestre klar til at hæve skatten og udløse statslig straf for over en kvart milliard

Der er derfor indført komplicerede, og i 2020 også nulstillede, regler om ’frit lejde’ til at hæve skatten igen, hvis kommunen har sat den ned. Desuden er der efterhånden i en del år etableret årlige puljer/rammer – i 2023 hele fire – der giver tilskud til visse skattenedsættelser og tilladelser til visse skattestigninger – formentlig både for at modvirke gennemsnitlige skattestigninger og sikre fleksible skatter.

Som element i 2020-udligningsreformen blev endvidere indført en ordning, hvor staten direkte intervenerer med 100 procent tilskud til skattenedsættelser i kommuner, der har en udskrivningsprocent på mere end 26,3 procent.

Udligningsreform gav statsfastsat kommuneskat

Det er et lille men markant brud med hidtidige politik at intervenere så direkte og strider egentlig mod ideen med den kommunale skatteudskrivningsret – her bliver det jo staten mere end kommunen, der fastsætter skatten.

Et af formålene med sanktionsregimet har været, at den gennemsnitlige kommuneskat skulle holdes (nogenlunde) i ro. Dette er opfyldt for udskrivningsprocenten, som siden 2008 kun er steget med 0,17 procentpoint.

Om der fortsat er liv i skattefastsættelsen på tværs af enkelte kommuner er mindre enkelt at belyse og kræver en opregning af alle skattestigninger og skattenedsættelser i alle forløbne år.

I enkelte år har staten også fundet det nødvendigt at rykke ud med bøder.

For at få et samlet indtryk af ’livligheden’ har vi kigget på et mål for variationen i udskrivningsprocenten i de enkelte år i form af den såkaldte standardafvigelse jf. figuren.

Variationen er blevet mindre

Her ses en markant reduktion fra 2006 til 2007, hvilket utvivlsomt skyldes kommunalreformens færre kommuner.

Herefter falder variationen de næste par år og er svagt stigende til 2019 men falder igen i 2021 og 2022. Forskellen mellem de maksimale og minimale skatteprocenter er i perioden næsten halveret fra ca. 6,6 til 3,5 skatteprocentpoint.

Vi tillader os at konkludere, at der frem til i år fortsat er liv i kommuneskatten, men med udviklingen i 2021 og 2022 dog med et vist trusselsniveau i forhold til levedygtigheden.

Selvom vi tager i betragtning, at den reducerede variation i de seneste par år er påvirket af udligningsreformens 100 pct. præmie til nedsættelse af særligt høje skatter.

Budget 2023 – Skatten bevæger sig stadig

Vi ved endnu ikke præcist, hvordan skattefastsættelsen i 2023 ender. Efter vores oplysninger er der udsigt til skatteændringer i 22 kommuner (mod 13 i 2022) og samtidig formentlig en statslig sanktion på nogle skattestigninger.

Det kan tages som udtryk for, at der er er liv i kommuneskatten også til næste år. Nogle skatteydere synes måske vel meget.

Frederiksberg Kommune med den laveste skat ser ud til at forhøje skatten med næsten 0,7 procentpoint, hvilket bringer skatteprocenten ganske tæt på Københavns Kommunes skat, som også nærmer sig ’oppefra’ med -0,1 procentpoint. Det er blot to kommuner, men trækker isoleret set mod endnu mindre variation i skatteprocenterne.

Med en betydelig samlet kassebeholdning i kommunerne over 60 milliarder kroner kunne forventningen have været flere skattenedsættelser, givet den udgiftsmæssige ramme, men her trækker usikkerhed i urolige inflationstider og rammediskussion meget muligt i anden retning.

Uigennemskueligt hvem der fastsætter skatten

Samlet er der dog, som vi ser det, grund til at være meget opmærksom på, om kommunerne bevarer og bruger deres skatteautonomi.

Det bør vække bekymring for, om skatteyderne efterhånden kan gennemskue, hvem der egentlig har ansvaret for skattefastsættelsen.
Niels Jørgen Mau Pedersen og Jakob Trane Ibsen
Vive

Selv om vi næppe er på vej mod afskaffelse af kommunernes skatteudskrivningsret, er det tankevækkende, at de tidligere amtskommuner stort set ikke havde brugt skatteinstrumentet i perioden frem til, at de (regionerne) mistede udskrivningsretten.

Når vi betragter det nuværende system, er det paradoksalt, at udsigten til skattesanktion afspejler, at skattefastsættelsen netop bliver brugt af kommunerne. Det bør vække bekymring for, om skatteyderne efterhånden kan gennemskue, hvem der egentlig har ansvaret for skattefastsættelsen.

Er det kommunen eller staten med statslige sanktioner og sindrigt puljesystem, der bestemmer? Vi tror ikke, det er sundt med uigennemskuelighed.

Politik har aldrig været vigtigere