Debat

Ahrendtsen: Vi kan lære af håndværkerbranchen

DEBAT: Tømrere kan ligesom kunstnere have projektansættelser. De kan nemt afskediges, men har nemmere adgang til dagpenge end mange kunstnere. Lad os inspirere af dette, når et nyt system skal skrues sammen, skriver Alex Ahrendtsen (DF).

Foto: ft.dk
Peter Pagh-Schlegel
GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Alex Ahrendtsen
Kulturordfører, Dansk Folkeparti

I håndværkerbranchen har man dog i mange år praktiseret arbejdsløshed som en naturlig del af arbejdsmarkedet.

Alex Ahrendtsen
Dansk Folkeparti

Livet som fri kunstner eller i tidsbegrænsede stillinger er en vidunderlig frihed.

Fakta
Deltag i debatten!
Send en mail til [email protected]

Man sidder ikke fast i hamsterhjulet. Man kan tilrettelægge sin dag, som man vil, og hvis der i de løse ansættelser opstår problemer med chefen eller kollegerne, så ved man, at det er for en kortere periode, hvorefter man atter er fri for dem.

I perioder kan man arbejde meget og i andre mindre. Man er sin egen herre, og man har friheden til at vælge til og fra.

Men der er absolut også en bagside af medaljen.

Kræver ungdommeligt overmod
Den økonomiske usikkerhed er betydelig, hvilket medfører, at man har svært ved at investere i et hus eller få børn, fordi indtægterne svinger voldsomt, og fordi børn ofte forudsætter regelmæssighed. Det kræver ungdommeligt overmod at gøre disse ting.

Jeg sprang selv ud i huskøb i en alder af 40, selvom jeg var single og en del af prekariatet. Jeg vidste sjældent, hvilke indtægter jeg havde fra måned til måned bortset fra byrådsvederlaget.

Så jeg forstår til fulde de mange hundrede tusinde mennesker, som ønsker en større grad af økonomisk tryghed gennem en arbejdsløshedsforsikring, der tager højde for den usikre dagligdag.

Svært at skitsere ny lovgivning
Om det skal være gennem de traditionelle a-kasser eller en ny privat finansieringsmodel, vil jeg ikke forholde mig til. Der skal givetvis en mere fleksibel lovgivning til, men hvordan er svært for mig at skitsere.

For der er udfordringer ved at få det skruet retfærdigt sammen. Især på kunstfronten. Hvornår er man for eksempel kunstner?

Efter en enkelt forestilling? En roman, der er udgivet på selvudgiverforlag? Et solgt billede på et loppemarked? Hvordan definerer man kunstneren? Vi skulle nødig have en syndflod af kunstnere på skrømt.

Der er jo masser af mennesker, der bliver nødt til at tage arbejde, som de ikke er uddannet til, fordi de i perioder ikke kan finde ansættelse inden for deres branche.

Erfaringer fra håndværkerbranchen
I håndværkerbranchen har man dog i mange år praktiseret arbejdsløshed som en naturlig del af arbejdsmarkedet. Det danske arbejdsmarked er – i modsætning til hvad mange tror – meget frit og liberalt.

Det er nemt at afskedige håndværkere for eksempel, og det er lige så nemt for dem at få dagpenge, indtil de finder en ny arbejdsplads. Måske kunne man skele til de erfaringer, man har der, når et dagpengesystem for prekariatet skal skrues sammen.

Håndværkere har især om vinteren brug for den fleksibilitet, som dagpengesystemet giver dem, men deres løn- og arbejdsforhold er nemmere at forstå for de traditionelle a-kasser.

Der er en lønmodtager og en arbejdsgiver. Så enkelt er det ikke for eksempelvis kunstnerne.

Men mon ikke vi kan finde et system, der på den ene side giver tryghed til de mange i prekariatet, og samtidig ikke indbyder til svindel og bedrag? Det håber jeg i al fald.

 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Alex Ahrendtsen

MF (DF), medlem, Nationalbankens repræsentantskab
cand.mag. i dansk, litteratur, religion og oldgræsk (Odense Uni. 1996)

0:000:00