Kulturlivet nægter at tro, at folket blåstempler besparelser
ANALYSE: Altingets seneste meningsmåling om besparelser på kulturen kritiseres for at være komparativ og dermed marginalisere området. Men resultatet afspejler den barske politiske virkelighed. Det kan problematiseres, men kulturlivet skal passe på med at ignorere signalerne.
Peter Pagh-Schlegel
JournalistÅr for år bliver der sparet mere på kulturområdet. Det er et faktum. Men sker det med vælgernes velsignelse?
Det spørgsmål har ført til heftig debat, efter at Altinget bragte en måling, hvor hele 48 procent ønskede en fortsættelse omprioriteringsbidraget på kulturområdet, mens 38 procent vil standse eller tilbagerulle besparelserne.
”Jeg er da fuldstændig rolig ved denne her måling,” lød det fra Anders Laursen, formand for Dansk Musikerforbund.
Spørgeundersøgelsen var nemlig ubrugelig og unfair, da vi havde formuleret spørgsmålet urimeligt ved at sidestille kulturområdet med sundheds- og uddannelsesområdet, lød kritikken fra kulturlivets spidser.
Skriv til [email protected]
Og den komparative tilgang i målingen er med til at ”marginalisere kulturområdet”, lød det i et debatindlæg i tirsdags.
Meningsmålinger skal altid læses med en sund kritisk sans. Det er ikke videnskab. Derfor er det også rimeligt at diskutere, om omfanget af meningsmålinger i mediebilledet har taget overhånd. En ting er sikkert. De skal bestemt ikke stå i vejen for, at der kommer mere viden og data på området.
Hverken Mikkel Bogh eller Anders Laursen er ”fuldstændig rolige”, når politikerne skærer i midlerne til museer og orkestre. Hvorfor kan man så være ”fuldstændig rolig” over en opinionsmåling, der blåstempler den førte politik?
Peter Pagh-Schlegel
Redaktør, Altinget: kultur
Tænketanken Mandag Morgen arbejder netop nu på en analyse af danskernes kultursyn i samarbejde med Altingets Kulturpolitiske Netværk. Analysen har til hensigt at nuancere debatten, og det er der i den grad behov for.
De seneste mange år har man i Altingets kulturspalter kunne læse, hvordan aktører og politikere gentagne gange har efterspurgt alt fra kulturpolitiske tænketanke til et Kulturens Analyseinstitut – på linje med det eksisterende Idrættens Analyseinstitut.
Udover at det kan gøre os alle klogere, kan det for kulturens aktører have den fordel, at kulturområdet bliver talt op i den politiske debat. For det gør de færreste politikere uopfordret, selvom Mikkel Bogh fra Statens Museum for Kunst ville ønske det.
Og så tilbage til Altingets spørgeteknik, som altid er en diskussion værd.
Spørgsmålet går på, om kulturbesparelserne skal fortsætte. Forinden er respondenterne blevet oplyst om besparelsernes omfang fra 2016 og frem til 2022. Det direkte spørgsmål går altså ikke på, hvilket område ”der er vigtigst”.
Det er til gengæld i et af svarmulighederne, at det komparative argument kommer til udtryk: "Besparelserne skal fortsætte, da der er vigtigere områder som fx sundhed og uddannelse, der bør prioriteres".
Man kan selvfølgelig anfægte vores metode med at stille kulturområdet op imod sundhed og uddannelse. Vi kunne i stedet blot have skrevet ”andre områder” eller ”fx jyske motorveje og kampfly”. Det er altid sårbart at berige spørgsmål med hjælpetekster.
Men havde vi spurgt borgerne isoleret til kulturområdet, ville de fleste nok have sagt nej til nedskæringer. Og så ville målingen være mindst lige så ubrugelig, fordi det altid er nemt at være imod besparelser helt principielt. Sådan en måling ville de politikere, der lige nu ufortrødent rundbarberer kulturen, nok være temmelig ligeglade med.
De ved, at konsekvenserne ved at skære i kulturen er til at overse, når stemmerne skal tælles op. Derfor vil sågar oppositionens største parti fortsætte med at spare en halv procent årligt. Det er den barske politiske virkelighed.
Den førte politik er et symptom på det resultat, som målingen viser. Hverken Mikkel Bogh eller Anders Laursen er ”fuldstændig rolige”, når politikerne skærer i midlerne til museer og orkestre. Hvorfor kan man så være ”fuldstændig rolig” over en opinionsmåling, der blåstempler den førte politik?
Det er nemt at kritisere de folkevalgte, men langt sværere at kritisere folket. Og som det forholder sig lige nu, tænker ”folket” lige så komparativt som politikerne og de travle journalister.
Det kan kulturlivet altid problematisere. Men hvis de ignorerer det, kan det blive dyrt for dem selv.
Peter Pagh-Schlegel er redaktør på Altinget: kultur