ODM: Folk er forskellige – og man kan ikke forvente, at alle går på museum

Med jævne mellemrum bliver museerne fra politikere og Kulturministeriets side revet i næsen, at nu må vi se at gøre noget ved den ulige sammensætning af museernes gæster. Især understreges det, at den typiske museumsgæst er en veluddannet, midaldrende kvinde, hvilket er et særligt 'slemt' fænomen på kunstmuseerne.

Lige som præsten ikke skal bebrejde de tilstedeværende kirkegængere, at der kommer for få, vil vi fra museernes side ikke bebrejde den slagkraftige styrke af kvinder, at de er rigtig glade for at gå på museum. Det er jo en succeshistorie, at vi i den grad har fat i den gruppe.

Hvem er det så, vi skal 'bebrejde' blandt den halvdel af befolkningen, som ikke har været på museum i de seneste år? Det er primært folk uden uddannelse eller med en erhvervsuddannelse. Det er folk af anden etnisk herkomst, og det er i høj grad også den unge generation mellem 20 og 45 år.

Det gode liv – uden museum

Men hvor stort er problemet egentlig? Museerne vil selvfølgelig hellere end gerne se alle dele af befolkningen og arbejder også i stigende grad for at være relevante for bredere grupper. Men hvad hvis hr. Jensen faktisk meget hellere vil spille bordtennis, tage på fisketur eller se en fodboldkamp eller en film? Hvem afgør, hvad det gode liv er for ham? 

Min mor var i løbet af sit 91-årige liv ikke en eneste gang på museum. Alligevel var hun en meget tilfreds og lykkelig kvinde, der i den grad glædede sig over at gå til kortklub med vennerne, en gang imellem at spille banko, følge foredragene i præstegården, læse romanerne i Familie-Journalen og i øvrigt være så meget sammen med venner og familie som muligt.

Det gav hende tryghed og glæde, medens hun omvendt ville have følt en form for utryghed og at være på udebane, hvis hun skulle have besøgt et museum. Hun havde ingen uddannelse ud over syv år og livets skole og ville have følt en underlegenhed ved ikke at kende koderne på en kulturinstitution.

Hendes historie ligner nok rigtig mange af den ældre generation af ikke-brugere og ikke-uddannede. Tager vi den unge/yngre generation, kender de koderne, for de har besøgt museer i løbet af deres skoleforløb. Her er fravalget nok mere et spørgsmål om, hvor de er i livet. De foretrækker andre sociale aktiviteter, ikke mindst vennerne og at gå i byen, og så har de travlt med at etablere sig med arbejde og familie. 

Ulighed i medieforbrug

Er problemet så, at museerne modtager offentlig støtte, og at tilbuddet især benyttes af folk med uddannelse og dermed en rimelig indkomst? Ingen tvivl om at skoen nager her for nogle politikere, men hvad så med den samlede mediestøtte, som er fem-seks gange større end den statslige støtte til museerne, og hvor medieforbruget er langt mere skævt? 

Det ville være et problem, hvis vi på museerne var ligeglade med brugernes sammensætning, men vi arbejder faktisk hårdt på hele tiden at blive relevante for flere.

Flemming Just
Formand, ODM, direktør, Sydvestjyske Museer

De omkring fire milliarder i mediestøtte til DR, TV 2 og trykte medier bliver helt overvejende udnyttet af den ældre generation, medens de unge og yngre overvejende er på diverse netmedier og streamingtjenester. Og mange med en anden etnisk baggrund benytter i ringe grad de dansksprogede, statsstøttede medier. Er det ikke et noget større kulturelt problem?

I forhold til museerne vil det være et problem, hvis folk ikke har råd til at komme på museum. For den overvejende del af befolkningen synes det dog ikke at være den afgørende hindring, men kan være det for socialt udsatte og for folk kun på folkepension eller kontanthjælp. Erfaringer fra Holland med at tildele gratis museumskort til mindrebemidlede viser dog, at kun yderst få benytter sig af tilbuddet.

Museerne er ikke ligeglade

Det er interessant, at hovedparten af museernes ikke-brugere mener, at det er vigtigt, at der er museer. De føler blot ikke, at det er relevant for dem generelt eller det sted, de er i tilværelsen.

Vi mennesker er forskellige, og det er ikke et problem, at der ikke er så mange kvinder, der går til fodboldkampe, og at der ikke er så mange i Gentofte, der går til banko.

Det ville være et problem, hvis vi på museerne var ligeglade med brugernes sammensætning, men vi arbejder faktisk hårdt på hele tiden at blive relevante for flere. Det handler om inddragende aktiviteter, anderledes events, nye formidlingsplatforme til især de yngre, herunder medier som Instagram, Youtube, podcasts, webdoks og så videre. Men selvfølgelig skal vi anstrenge os for at blive endnu mere inddragende og relevante og for eksempel i vores kommunikation og brug af billeder vise, at vi er til for alle befolkningsgrupper.

Vigtigst af alt arbejder vi rigtig meget med børn og unge. Her er der virkelig tale om lighed, hvor vi rammer alle uanset forældrenes indkomst, sociale status og etniske baggrund. Alle børn stifter bekendtskab med sjove og lærerige museer, der bogstavelig talt møder dem i børnehøjde. Som voksne vil de dermed ikke have den nuværende ældre generations fremmedhed over for kulturinstitutionerne, men vil i deres voksenliv kunne tage stilling til, om det er relevant og interessant for dem at gå til fodbold, i strikkeklub, til banko eller gå på museum.