Debat

SF: Investér i vækstlaget, og styrk kunsten

DEBAT: Der skal være fokus på ordentlige arbejdsvilkår for udøvende professionelle billedkunstnere, skuespillere og musikere samt et økonomisk grundlag, som kan sikre, at regninger og husleje kan betales, skriver Charlotte Broman Mølbæk (SF).

Kunst behøver ikke nødvendigvis at hænge på et museum eller have en billetpris, skriver Charlotte Broman Mølbæk.<br>
Kunst behøver ikke nødvendigvis at hænge på et museum eller have en billetpris, skriver Charlotte Broman Mølbæk.
Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Charlotte Broman Mølbæk 
Kulturordfører for SF

"Har du stået på en kæmpe plads og hørt rockmusik i en sommernat?"

Spørgsmålet stammer fra en tekst fra Ulige Numre. Og på en sommernat på Roskilde Festival stod jeg for nogle år tilbage og sang: "Ja" til selvsamme spørgsmål. Det er jeg taknemmelig for. 

Kunsten, teatret og musikken er noget særligt, og det er værd at værne om. Men for at jeg og mange andre kan stå og synge med ved landets store scener eller blive bevæget af et smukt maleri eller teaterstykke, så er der brug for de små steder, hvor kunstnerne kan prøve sig selv af. 

Fakta
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til [email protected].

Hvad enten det drejer sig om små skæve udstillinger, musikhuse eller streetart rundtom i landet, så er de en nødvendighed, hvis vi vil skabe et vækstlag, hvor nye kunstnere kan finde deres stil. Vi skal skabe rammer for, at kunsten kan boltre sig. 

Rundtom i landet ser vi problemer med at skaffe øvelokaler, spillesteder og udstillingslokaler til kunstnere fra mange genrer. Dét synes jeg er et problem. Det skal være muligt at finde steder at udtrykke sig som kunstner.

Rundtom i landet ser vi problemer med at skaffe øvelokaler, spillesteder og udstillingslokaler til kunstnere fra mange genre.

Charlotte Broman Mølbæk (SF)
Kulturordfører

Plads til at reformere kunstscenen
Jeg er selv en storforbruger af de mindre og lokale kunsttilbud. 

Jeg nyder de små kunstudstillinger og de intime spillesteder, hvor jeg får mulighed for at opleve kunst, som jeg aldrig før har oplevet, helt tæt på. 

Jeg nyder det uperfekte og de overraskende elementer, der er forbundet med at opleve en helt ny kunstner, lige såvel som jeg nyder at tage til Grøn Koncert eller Roskilde Festival og få mulighed for at synge med på nogle af de helt store radiohits. 

Positivt er det, at man ser kunstnerhuse vokse frem. Huse, hvor al slags kunst lige fra croquis til pileflet udstilles og afprøves. Hvor nye uprøvede kunstnere og etablerede professionelle kan mødes. 

Dette er medvirkende til at skabe levende og inspirerende miljøer, hvor kreativiteten kan blomstre og kunsten udvikle sig. 

Det er dét, kunst drejer sig om for mig: udvikling og udfoldelse. Vi bør give plads til, at dygtige mennesker reformerer kunstscenen og kommer med nye fortolkninger af, hvad kunst egentlig er. 

Læs også

Behøver ikke hænge på et museum
Jeg så for nylig en cykeltunnel. 

En kedelig grå tunnel, der fører under en ganske almindelig ringvej. Eller sådan ville det normaltvist forholde sig. Men denne tunnel var prydet af graffiti og ikke den slags med bandeord og slagord fra fodboldklubber, men derimod med flotte livagtige billeder.

Graffitien forestillede alt fra nordiske guder til smukke danske landskaber, og det tog pusten fra mig – jeg blev overrasket over min egen fascination, og hvad kunst også kan være.

For det behøver ikke nødvendigvis at hænge på et museum eller have en billetpris. Den kan komme ud af en spraydåse og være fuldstændig tilgængelig. Så længe vi giver plads til det. 

Der skal være fokus på ordentlige arbejdsvilkår for udøvende professionelle billedkunstnere, skuespillere og musikere samt et økonomisk grundlag, som kan sikre, at regninger og husleje kan betales. Det er godt for kunsten og for kulturen. 

Hyld den frivillige ånd
Vækstlaget er forudsætningen for udvikling og for, at de store etablerede kulturinstitutioner eksisterer. 

Derfor bør fokus være rettet efter at skabe de bedst mulige vilkår for, at vækstlaget kan eksistere, så dele af det kan blomstre på den helt store scene. 

Vi bør ligeledes hylde den ånd, der er drevet af frivilligheden og af kærligheden til kunsten, og som ofte udgør et ikkesynligt, men helt vitalt bagtæppe for de mindre kunstneriske miljøer.

Det er den ånd og dem, der skaber den, der giver kulturen og kunsten værdi og gør den til et samfundsbærende element.

Dokumentation

Altinget inviterer partiernes nye og genvalgte kulturordførere og aktører til en diskussion om, hvad der bør blive efterårets hotte emne på kulturområdet, og hvad der skal have højeste prioritet.

Mød debatpanelet her og følg debatten på Altinget Kultur.

Bertel Haarder, kulturordfører for Venstre

Birgitte Bergman, kulturordfører for Det Konservative Folkeparti

Charlotte Broman Mølbæk, kulturordfører for SF

Uffe Elbæk, kulturordfører for Alternativet

Pernille Vermund, kulturordfører for Nye Borgerlige

Mai Villadsen, kulturordfører for Enhedslisten

Morten Kirkskov, kunstnerisk direktør i Skuespilhuset

Lena Brostrøm, formand for Dansk Artist Forbund

Louise Stenstrup, direktør i Dansk Teater.


Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Charlotte Broman Mølbæk

MF (SF)
pædagog

0:000:00