Bliv abonnent
Annonce
Debat

Danske Rederier: Danmark og EU kan vise verden, at Power-to-X kan blive god business

Helt grundlæggende er der brug for politiske beslutninger, der reducerer risikoen for investeringer i Power-to-X og produktion af grønne brændstoffer, skriver Jacob K. Clasen.
Helt grundlæggende er der brug for politiske beslutninger, der reducerer risikoen for investeringer i Power-to-X og produktion af grønne brændstoffer, skriver Jacob K. Clasen.Foto: Pressefoto/Danske Rederier
5. januar 2026 kl. 02.00

Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Hvad er det, vi gerne vil med Power-to-X?

Set fra min stol i Danske Rederier er svaret egentligt ganske enkelt. Power-to-X-teknologi skal være med til at sikre, at vores skibe kan bunkre grønnere brændstoffer som et alternativ til de velkendte fossile brændsler.

Ikke bare i danske havne, men overalt hvor vi sejler. Det er helt centralt for at sikre en bæredygtig omstilling af skibsfarten.

Om temadebatten

Power-to-X skal sikre, at vi i Danmark når klimamålene og formår at skifte sort energi ud med grøn inden for skibsfart, luftfart og tung transport.

Men hvem tager det første skridt? Skal Danmark satse på få Power-to-X-superhavne? Hvor skal anlæggene ligge? Hvad bør politikerne gøre? Og hvordan sikrer vi, at milliardinvesteringer i net og rør bliver til virkelighed. Hvem betaler regningen? 

Det er spørgsmål, som Altinget stiller skarpt på i ny temadebat om Power-to-X i de danske havne, hvor vi med bidrag fra en række aktører vil gøre dig klogere på problemstillingen. 

Om Altingets temadebatter:

Altingets temadebatter sætter spot på et aktuelt nicheemne.

Alle indlæg er udelukkende alene udtryk for skribenternes egen holdning.

Vil du deltage i debatten? Så er du velkommen til at henvende dig til Rasmus Lauge Winding på winding@altinget.dk.

Lad mig starte med at give en kort status på situationen i Danmark i dag. Der er her i landet ét sted, hvor man i dag bunkrer e-metanol. Det er i Aabenraa Havn. E-metanolen produceres på European Energys anlæg ved Kassø få kilometer fra Aabenraa og transporteres derfra til havnen.

Her er det primært Laura Mærsk, verdens første containerskib, der kan sejle på e-metanol, der benytter sig af muligheden.

Og det er faktisk et rigtigt godt eksempel på, hvad det er, vi kan i Danmark. Vi kan gå forrest. Vise, at det kan lade sig gøre. Udvikle teknologi og processer. Vise den gode business case. For Danmark bliver aldrig Power-to-X-verdenens Saudi Arabien. Og det er også helt ok.

Læs også

Europæisk vision

For os i skibsfarten er det ikke altafgørende, hvor den grønne energi og Power-to-X-brændstofferne helt præcist bliver produceret. Men vi kan inspirere resten af verden. Og på den måde være med til at skabe et globalt marked.

Målet må være, at Power-to-X-brændstoffer bliver, ligesom olie er i dag.

Jacob K. Clasen

Målet må være, at Power-to-X-brændstoffer bliver, ligesom olie er i dag. Tilgængeligt over alt, hvor der er marked til det. Alle de steder, hvor vores skibe har brug for at bunkre. Der er vi helt åbenlyst langt fra endnu. Det kræver fortsat store investeringer i hele værdikæden at nå dertil. Også i Danmark.

Men det kræver også, at politikerne gør mere. Særligt på europæisk plan. Og vi kan ikke være blinde for, at det her også er et spørgsmål om energiuafhængighed og økonomisk sikkerhed.

Lad mig dog først rose de danske politikere. Det var det første Power-to-X-udbud i 2023, der var afgørende for, at European Energys anlæg i Kassø kunne blive til virkelighed. Et utroligt vigtig skridt.

Behov for politiske beslutninger

Helt grundlæggende er der brug for politiske beslutninger, der reducerer risikoen for investeringer i Power-to-X og produktion af grønne brændstoffer. Derfor skal der satses yderligere på EU’s Brintbank.

Her er den tredje auktion netop skudt i gang – og denne gang også med en dedikeret pulje til sø- og luftfarten. Men midlerne rækker ikke langt – og fokus er i højere grad på at få skubbet et marked i gang – end på den nødvendige skalering.

Den danske regering bør bidrage til at sikre politisk handling på europæisk niveau.

Jacob K. Clasen

Her skal der drives en mere ambitiøs europæisk linje – og det skal gøres attraktivt for danske projektejere at byde ind på finansiering gennem Brintbanken. 

Kan vi lykkedes med det, så kan vi også i højere grad have forventninger til, at politikerne i Danmark vil bidrage til finansieringen af national brændstofproduktion. Blandt andet gennem Brintbankens forlængede nationale arm ’Auction-as-a-service’. 

Et andet konkret forslag, der virkelig kan batte noget, når vi taler om finansiering, er at bruge de midler, som skibsfarten indbetaler til EU’s kvotehandelssystem ETS, til at investere i skibsfartens grønne omstilling og opskalering af produktionen af grønne brændstoffer.

Det forventes, at bidraget fra dansk skibsfart alene bliver på cirka 3,8 milliarder kroner årligt, når skibsfarten til næste år bliver fuldt indfaset i ETS-systemet. På samlet europæisk plan bliver der tale om et enormt beløb, som med fordel kan anvendes som foreslået her.

Den danske regering bør bidrage til at sikre politisk handling på europæisk niveau. Det kan være med til at skabe rammerne for en ny global industri, der kan levere et afgørende bidrag til omstillingen af ikke bare skibsfarten og andre ’hard to abate’-sektorer, men for vores samfund som helhed. Og Danmark kan blive en vigtig brik i det store puslespil.

Læs også

Annonce
Annonce
Annonce
Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Vi tror på politik
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40redaktionen@altinget.dkCVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2026