Debat

Astma-Allergi Danmark: Allergi skal øverst på dagsordenen i dansk kemiindsats

Allergiområdet og den nuværende allergistrategi bør forsat prioriteres højt, når den danske kemiindsats skal tilpasses. Allergi er udbredt i befolkningen, og det kræver oplysning, forskning og ny lovgivning, hvis indsatsen skal forhindre stigningen i allergi, skriver Anne Holm Hansen.

Hudallergi over for kemikalier som parfume er et stort sundhedsproblem i Danmark og i EU, skriver Anne Holm Hansen.
Hudallergi over for kemikalier som parfume er et stort sundhedsproblem i Danmark og i EU, skriver Anne Holm Hansen.Foto: Fabrizio Bensch/Reuters/Ritzau Scanpix
Anne Holm Hansen
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Hudallergi over for kemikalier som parfume og metaller er både et stort sundhedsproblem i Danmark og i resten af EU. Stadig flere skadelige kemikalier i vores plejeprodukter, rengøringsmidler, kosmetik og tøj fører til både invaliderende allergiske reaktioner og livslang allergi.

Indsatsen er vigtig, fordi indsatsen for at få større viden om kemiske stoffer i danskernes dagligdag har være nedprioriteret i mange år.

Anne Holm Hansen
Direktør, Astma-Allergi Danmark

Den nyeste forskning viser, at mindst 20 procent af den danske befolkning er allergiske over for et eller flere kemiske stoffer. Kontakteksem er samtidig den hyppigst anerkendte erhvervsbetingede sygdom, og håndeksem beløber sig til en milliard kroner om året, mens parfumeallergi koster 1,5 milliard kroner om året.

Hudallergi er en livslang lidelse, som har stor betydning for både samfundsøkonomi og borgernes arbejdsliv, sociale liv og deres livskvalitet. Der er derfor stort behov for, at vi fortsætter og styrker den nuværende allergistrategi i kemiindsatsen. Både med skærpede fokusområder og flere midler.

Det vil gavne Astma-Allergi Danmarks medlemmer og sikre, at Danmark er et foregangsland, hvor alle kan føle sig trygge, når de køber og bruger forbrugerprodukter.

Allergistrategi til kamp mod kemikaliekrise
Politikerne på Christiansborg skal henover de næste par måneder tilpasse den nuværende danske kemikalieindsats. Indsatsen er vigtig, fordi indsatsen for at få større viden om kemiske stoffer i danskernes dagligdag har være nedprioriteret i mange år.

Det begrænser mulighederne for at udvikle nye initiativer, der kan dæmme op for de skadelige virkninger fra kemikalier. Det har ført til, at vi befinder os i en decideret kemikaliekrise, der har stor betydning for den stigende udvikling af allergi.

En allergistrategi i kemiindsatsen skal først og fremmest gøre os klogere på kemiske stoffers sundhedseffekter. Denne viden skal vi bruge til at forebygge allergi over for kemiske stoffer i forbrugerprodukter gennem blandt andet gennemtænkt patient- og forbrugeroplysning.

Hjælp til udsatte forbrugere

Astma-Allergi Danmark peger derfor på tre indsatsområder i vores indspark til allergistrategien, herunder forskning, oplysning og lovgivning. De tre områder er afgørende for at få en fremtidssikret tilpasning af kemikalieindsatsen og herunder allergiområdet.

Forskningsindsatsen skal bidrage med større viden om de sundhedsfaglige, sociale og sundhedsøkonomiske konsekvenser og danne grundlag for en helhedsorienteret oplysning, der er målrettet myndigheder, patienter og forbrugere. Strategien bør samtidig sikre ændringer i den gældende lov, der tilgodeser forbrugere frem for producenter.

I regeringens finanslovsforslag foreslår de at afsætte 160 millioner kroner til den kommende firårige kemikalieindsats. En lang række aktører, herunder Astma-Allergi Danmark, ønsker dog, at bæredygtig kemi og forbrugerbeskyttelse kommer endnu højere på dagsordenen – også i EU.

Fredag 10. september deltog en lang række aktører i en faglig workshop om de kommende forhandlinger. Miljøminister Lea Wermelin deltog også i workshoppen.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00