BL til Jakob Ellemann: Få styr på overløb af urenset spildevand

DEBAT: Der løber hvert år millioner af kubikmeter urenset spildevand ud i de danske vandløb. Der er derfor brug for en øget viden om, hvor udledningerne kommer fra, så det bliver nemmere at reagere, hvis noget går i den forkerte retning.

Af Flemming Fuglede Jørgensen
Formand, Bæredygtigt Landbrug

Hermed ønskes Jakob Ellemann-Jensen tillykke med den første måned som miljø- og fødevareminister. Det er meget omtalt, at titlerne kommer i den rækkefølge – ministeren har selv præciseret det. Selvfølgelig kommer miljøet først, det skal vi alle leve i og med– landbruget er grundlaget, vi skal leve med og af.

Et godt miljø er af betydning for landbruget. Danmark har en speciel forpligtelse til at udnytte de naturgivne ressourcer, idet vi rent landbrugsmæssigt lever i det allerbedste klimabælte med tilpas nedbør og et jordbundsmæssigt godt bælte for en bæredygtig intensiv fødevareproduktion.

At danskerne lever i et så vigtigt landbrugsområde, giver forpligtelse til at være med til at brødføde hele verdens befolkning. Den forpligtelse har dansk landbrug taget på sig i århundreder.

Danmark har dygtige landmænd
Historisk har landbruget betydet meget for Danmark, det er et urgammelt erhverv, der er i top tre i landbrugsverdenen.

Det betyder, at vi har udviklet en stor agroindustriel sektor, har topuddannede og dygtige landmænd og et landbrug, der produktivitetsmæssigt og miljømæssigt ligger helt i top, og hvor der er plads til natur. Også det forpligter.

98 procent af vore vandløb har laksevandskvalitet, og vi drikker vores grundvand urenset.

Grundvand hentes – også til byerne – under landbrugets jorder. Alligevel problematiserer debatten herhjemme vores vand, natur og miljø – ganske uden årsag. Det er at rette bager for smed – det gøres for eksempel i den aktuelle debat om bundvendinger i Mariager Fjord.

Her er tale om fortidens synder, som vi med en handlekraftig minister nu må have ryddet op i. Der ligger fire meter kloakslam på bunden af Mariager Fjord.

Det er en lavvandet fjord med meget lidt udskiftning af vandet. Ikke så sært, at den fjord har iltsvind med det majvejr, vi har haft.

Urenset spildevand løber ud i vandløb
Ministeren har sat fokus på plastik. Det glæder mig. Mange steder finder man eksempel plastikvatpinde på stranden, de siges at komme fra toiletskyl.

Når vatpindene ender på stranden fra toilettet, er det ikke det eneste på stranden og i vandløbene, der stammer fra toiletskyl og overløb fra offentlige rensningsanlæg. Det må der øget kontrol med.

I 2015 er der ifølge statens egne tal løbet over 392 millioner kubikmeter urenset spildevand ud i de danske vandløb. Et astronomisk tal. Det er over 10 gange så meget som al den gylle, der produceres i Danmark.

Her er der tale om 33 millioner tons. Gylle har en stærkere koncentration, men det bringes ud på marken til planter i vækst, der spiser gyllens næringsstoffer.

Overløb fra spildevand løber direkte i vandløb – så er det, vi kan se vatpindene – men ikke de næringsstoffer, der følger med.

Det skal vi vide mere om. Derfor bliver man nødt til at måle ude i virkeligheden, hvad der sker i virkeligheden.

Når man måler præcist og kontinuerligt i vandløbene for udledninger, og offentliggør det på en ordentlig og gennemsigtig måde, får man viden om, hvor udledninger stammer fra, og man kan så hurtigt reagere, hvis noget går i den forkerte retning.

Det gør man i Tyskland. Her har man målinger og kan hurtigt konstatere en forhøjelse af værdierne i vandløb, følge dette til kilden – hvad enten forureningen stammer fra landbrug, rensningsanlæg eller industri – og få rettet problemet med det samme.

Den samme effektivitet kan man aldrig få med modeller, som det danske system bygger på – om disse er nok så gode. Med målinger kan man straks få stoppet problemudledninger ved kilden til gavn for miljøet.

Moderne målingsteknologi gavner miljøet. Det skal anvendes i Danmark. Bæredygtigt Landbrug er parat til et åbent samarbejde med miljøets og landbrugets minister på et fagligt og juridisk korrekt grundlag, baseret på målinger.

Forrige artikel Jægere: Naturen i landbrugslandet har brug for hjælp Jægere: Naturen i landbrugslandet har brug for hjælp Næste artikel Margrete Auken: Vi må forlade os på EU, når det kommer til plastik Margrete Auken: Vi må forlade os på EU, når det kommer til plastik