Forsker: Det bør politikerne vide, inden de indleder ulvejagten

Når et sådant individ er fjernet, vil en anden ulv overtage dens plads, det vil sige, at bestandsstørrelsen vil i det lange løb ikke blive påvirket.

Dette har man ifølge EU-lovgivningen kunnet gøre hele tiden.

Bestandsregulering derimod er at begrænse det samlede antal af ulve, også ulve med normal adfærd, for eksempel via jagt på et på forhånd bestemt antal ulve, såkaldte jagtkvoter.

Rationalet er her, at de problemer, som ulvene skaber, nedbringes ved at nedbringe deres samlede antal.

Regulering er et middel, ikke et mål

Reguleringsdebatter kommer ofte til at handle om, hvor meget bestanden skal nedbringes, og/eller hvor mange dyr der skal slås ihjel.

Jo svagere videns- og datagrundlag, jo større sikkerhedsmargin i forhold til, hvor langt man kan gå ned.

Peter Sunde
Professor, Institut for Ecoscience, Aarhus Universitet

Hvis hensigten er at reducere de problemer, som ulve forvolder, er dette et grundlæggende forkert fokus. Regulering er nemlig et virkemiddel, ikke et mål i sig selv.

Et rationelt udgangspunkt vil derfor være først at definere det grundlæggende formål. Det vil sige, hvilke problemer som forventes reduceret ved at begrænse ulvebestanden.

Det næste spørgsmål vil være, om fjernelse af ulve er et omkostningseffektivt virkemiddel sammenlignet med andre mulige løsninger.

Hvis antallet af dræbte husdyr kan reduceres mere ved at investere det samme beløb i beskyttelsestiltag – for eksempel ulvesikrede hegn – som regulering vil koste, vil regulering fra en økonomisk betragtning være en suboptimal løsning i et valg mellem de to tiltag.

Nedbringelse af ulvebestanden kan naturligvis – af politiske årsager – også være et mål i sig selv uafhængigt af de konkrete, målbare problemer, som ulve forårsager.

I så fald bør beslutningstagerne være ærlige omkring, at årsagen er politisk og ikke strengt fagligt begrundet.

Bestanden skal (fortsat) have gunstig bevaringsstatus

Selv med ulvens nye beskyttelsesstatus er det kun muligt at reducere ulvebestanden til en vis minimumsgrænse, idet bestanden skal have “gunstig bevaringsstatus” (GBS).

GBS er et juridisk begreb, som går ud på, at bestanden skal have en acceptabel størrelse, tæthed og udbredelse samt være sikret fremtidig overlevelse.

Danmark kan med andre ord først bestandsregulere ulve, når det kan godtgøres, at der foreligger et bestandsmæssigt “råderum” ud over det, der kræves for opfyldelse af GBS.

De biologiske kriterier for opnåelse af GBS kaldes “referenceværdier”. Referenceværdierne fastsættes af myndighederne på basis af biologiske analyser.

I sidste ende er det domstolene, som vurderer, om et lands referenceværdier lever op til EU-lovgivningen.

Det diskuteres fortsat, hvor ambitiøst kravet om GBS skal tolkes i forhold til referenceværdier for ulv.

En afgørelse fra EU-domstolen i juni 2025 peger i retning af, at opnåelse af GBS forudsætter væsentligt mere end blot en biologisk levedygtig bestand.

Ifølge dommen skal ulve også kunne udfylde deres “økologiske funktion” i naturen (uden at dette er nærmere specificeret), før at GBS kan betragtes som opnået.

Uanset hvor højt den juridiske barre måtte vise sig at ligge i forhold til opnåelse af GBS, skal myndighedernes referenceværdier begrundes ud fra analyser af, hvor mange ulve der biologisk set vil kunne leve i et område (uden regulering), og hvor mange der som minimum kræves for, at bestanden vil være levedygtigt.

Jo længere ned man måtte ønske at nedbringe bestanden i forhold til minimumsgrænsen for opnåelse af GBS, jo bedre dokumentation kræves for, at (1) den udstukne referenceværdi for antal ulve er i overensstemmelse med GBS, og (2) at bestanden fortsat befinder sig over dette niveau efter den ønskede regulering er foretaget.

Det første kræver, at det biologiske levegrundlag for fastsættelse af referenceværdien udredes overbevisende.

Det andet, at der foreligger bestandsdata, som viser, at referenceværdien ikke underskrides på grund af reguleringen.

I begge tilfælde gælder et forsigtighedsprincip, som betyder, at enhver usikkerhed skal komme bestanden til gode.

Eller sagt med andre ord: Jo svagere videns- og datagrundlag, jo større sikkerhedsmargin i forhold til hvor langt man kan gå ned.

Det biologiske udredningsarbejde for fastsættelse af referenceværdier for Danmark, er endnu ikke påbegyndt. I Tyskland og Sverige har man arbejdet på dette i flere år.

Tilfældig afskydning kan gøre mere skade end gavn

I forhold til fastsættelse af jagtkvoter er det ikke ligegyldigt, hvilke dyr der frigives til jagt.

Hvis man vil kombinere regulering med muligheden for at nedlægge flest muligt ulve, skal man give kvoter på ulve, som ikke yngler.

Vil man derimod have den størst mulige bestandsbegrænsende effekt med sin indsats, skal man sætte de ynglende individer ud af spillet.

Der er derfor dele af Danmark, hvor der lever eller kan leve ulve uden de store konsekvenser for husdyr.

Peter Sunde
Professor, Institut for Ecoscience, Aarhus Universitet

Erfaringer fra udlandet viser, at det i den konkrete jagtsituation ofte er vanskeligt at bestemme køn og alder, inden skuddet løsnes.

At skyde de forkerte individer kan have utilsigtede negative konsekvenser. Frem til at ulvehvalpene er otte-ti måneder gamle (januar-februar), får de deres føde fra deres forældre.

Tidligt forældretab øger hvalpenes dødelighed og risiko for, at de udvikler opsøgende adfærd i forhold til mennesker, for eksempel ved at lede efter føde nær beboelse.

Nedlægges en af magerne i et ulvepar kort før parringstiden (omkring 1. marts), vil det oftest medføre, at der ikke bliver født hvalpe det følgende år.

Ud fra ønsket om at reducere lokale husdyrangreb vil det ikke batte meget kun at nedlægge enkelte medlemmer af et kobbel, da de resterende ulve fortsat vil kunne angribe ubeskyttede får.

En markant effekt vil først indtræde, hvis alle ulve i området fjernes.

Af ovenstående grunde starter jagt på kobler i Norge og Sverige tidligst i januar, hvor hvalpene normalt vil være store nok til at kunne klare sig på egen hånd.

Derudover sigter man oftest på at nedlægge alle dyr i et kobbel, så der ikke er nogen tilbage, når man færdig.

Jagt og regulering af ulve i Norge og Sverige er normalt ret effektiv, da man kan spore ulvene i sneen og jage dem over større sammenhængende områder.

Disse fordele har vi ikke i Danmark. Indsatsen, der skal til for at fjerne et helt kobbel, må derfor antages større hos os.

Ulvejagt i områder uden kobler er relativt uproblematisk, medmindre man ønsker, at ulvekobler skal have lov at etablere sig præcist der.

Hvis man vil sikre sig imod at komme til at nedlægge ynglende ulve ved et uheld, skal man undgå ulvejagt inden for en radius på mindst ti kilometer af deres revirer.

Det er ikke lige meget, hvor ulvene nedlægges

Hyppigheden hvormed ulve dræber husdyr, hænger snævert sammen med tætheden af ubeskyttede husdyr i det pågældende område.

Der er derfor dele af Danmark, hvor der lever eller kan leve ulve uden de store konsekvenser for husdyr, og hvor det vil være overkommeligt at beskytte de få husdyr, det måtte dreje sig om.

I nogle områder kan ulve ligefrem være til gavn, fordi de kan holde de stigende bestande af kronvildt i ave, som lokalt påfører planteavlere store tab.

Omvendt er der andre egne, for eksempel i marsklandet, hvor fåregræsning er fremherskende, og hvor det vil blive uforholdsmæssigt omkostningskrævende og måske teknisk vanskeligt at beskytte husdyrene effektivt, hvis en ulv skulle finde på at slå sig permanent ned dér.

I et sådant tilfælde kan bortregulering være en fornuftig løsning.

Bestandsregulering er fast arbejde og kræver ressourcer

Det er med ulve som med dræbersnegle og alle andre vilde dyr: Hvis man holder antallet nede gennem bekæmpelse, vil det hurtigt stige, lige så snart man stopper.

Både lokalt og nationalt vil nye ulve hurtigt dukke op, der hvor der er levesteder til dem. En bestandsreguleringsindsats vil derfor skulle gentages i al fremtid.

Bestandsregulering af ulve i Danmark vil, som i Sverige, kræve en tilsvarende investering i bestandsovervågning, forskning og administration.

Peter Sunde
Professor, Institut for Ecoscience, Aarhus Universitet

I Norge, Sverige og Finland har man lang erfaring med reguleringsjagt på ulv og andre store rovdyr.

Erfaringerne viser, at det er muligt at forvalte disse fåtallige bestande med nærmest kirurgisk præcision i forhold til det ønskede antal.

Bag denne regulering ligger imidlertid en stor forvaltningsmæssig indsats i forhold til at overvåge bestandenes antal og sammensætning inden hver jagtsæson og ved hjælp af avancerede bestandsmodeller at kunne forudsige de bestandsmæssige konsekvenser af forskellige afskydningsscenarier.

Bestandsmodellerne bygger på årtiers forskning. Udøvelsen af jagten er også strengt koordineret.

Bestandsregulering af ulv i Danmark vil, som i Sverige, kræve en tilsvarende investering i bestandsovervågning, forskning og administration.

Det vil kræve ressourcer og opbygning af kompetencer for at kunne løfte en sådan opgave.

Et hjemmearbejde venter

Bestandsregulering er et muligt fremtidigt redskab i den forvaltningsmæssige værktøjskasse og bør som sådan bydes velkomment.

Fra et bestandsmæssigt såvel som fra et effektmæssigt perspektiv er det dog mere kompliceret at bringe i anvendelse end blot at fastsætte en jagttid og kvote.

Hvis man ønsker at holde bestanden så tæt på det lovgivningsmæssigt tilladte minimumsantal som muligt, vil det formentlig blive så dyrt, at det næppe er omkostningseffektivt i forhold til investering i alternative virkemidler.

En mindre data- og videnskrævende model end den svenske vil være at fastsætte minimumsmål for bestandens størrelse, som ligger så langt over referenceværdien, at man vil være på juridisk sikker grund selv med et ringere bestandsmæssigt data- og vidensgrundlag.

Dermed vil man fortsat have muligheden for at kunne fjerne enkeltindivider eller kobler, som fra tid til anden måtte etablere sig i områder, hvor de vurderes at være så problematiske, at man ønsker dem væk derfra.

Uanset hvilket ambitionsniveau man politisk måtte ønske i forhold til en fremtidig bestandsregulering af ulv, er der dog et hjemmearbejde som skal gøres først.